Den sejlglade udlandsredaktør: Kerrin Lindes skib er lastet med energi og engagement

Kristeligt Dagblads allestedsnærværende udlandsredaktør, Kerrin Linde, fylder 50 år i dag. Hun er vokset op som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og som grænselandet er grænseløst, er Kerrin Linde det i sin stræben efter altid at gøre tingene lidt bedre

Kerrin Linde, udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad og passioneret sejler. Her ved roret med Kronborg om styrbord, om bord på båden Blitzi, som hun og ægtemanden Jesper Jansfort købte for et halvandet år siden. Båden er en stor fælles glæde og et uvurderligt frirum midt i alle bestræbelserne på at holde styr på verden. – Foto: Privatfoto.
Kerrin Linde, udlandsredaktør på Kristeligt Dagblad og passioneret sejler. Her ved roret med Kronborg om styrbord, om bord på båden Blitzi, som hun og ægtemanden Jesper Jansfort købte for et halvandet år siden. Båden er en stor fælles glæde og et uvurderligt frirum midt i alle bestræbelserne på at holde styr på verden. – Foto: Privatfoto.

Anden juledag 2011 ramte følgende opslag Flensborg Yacht Clubs Facebook-side: ”Undrer mig over, at alt er på tysk på denne side, og at der fejlagtigt – og ganske pinligt – står 1936 og ik’ 1946. Det bør altså rettes!”.

Afsender af bredsiden mod sejlklubben for det danske mindretal, der havde regnet 10 år forkert på sin egen grundlæggelsesdato og ovenikøbet på tysk? Kære læsere: Kerrin Linde, Kristeligt Dagblads udlandsredaktør, som i dag fylder 50 år. Og i øvrigt stadig er medlem af klubben, for man holder ved sine rødder i det sydslesvigske, selv når adressen for længst er skiftet til København, og det tyske statsborgerskab sidste år blev suppleret med et dansk.

Der går en rød tråd fra den lille pige Kerrin, der hyggede sig med at efterligne sin lærermor og legede diktat ved først at konstruere stavefejl og bagefter rette dem omhyggeligt med rød tusch til dagens stræbsomme og engagerede udlandsredaktør. Hos hende redigeres enhver tekst så minutiøst, som en forsker studerer sine seneste forsøgsresultater i et mikroskop.

Godt er aldrig godt nok for Kerrin Linde, hvis bedre er muligt, og i avisens redaktionssekretariat kender de stort set svaret på forhånd, når de rykker for en artikel: ”Den er næsten færdig … jeg skal bare liiiige tjekke noget.”

Med vanlig selvironi har Kerrin Linde for længst sat navn på den side af sig selv: Kontronella . En side, der trives i overraskende harmoni med et favnende og omsorgsfuldt sind, der altid har plads i kalenderen til endnu en koncert eller spisning med den kolossale omgangskreds. Eller en ordveksling med avisens korrespondenter om personlige oplevelser og udfordringer – bare helst på Skype, for det går hurtigere end at maile.

Trangen til kontrol er da heller ikke et mål i sig selv for Kerrin Linde. For hende er journalistik bare dyb alvor, og man kan næsten ikke gøre sig umage nok. Det gælder om at skabe orden i kaos og bedrive folkeoplysning, når den er bedst. Som Tobias Stern Johansen, Kristeligt Dagblads korrespondent i Berlin, siger:

”Hun fortjener hæder og ære for sin lidenskab, opbakning og oftest uhyggeligt grundige grundighed. Ens artikler bliver lige en tand bedre, når de har været gennem Kerrins hænder.”

Marie Louise Toksvig, journalist på Danmarks Radio P1 og veninde med Kerrin Linde siden deres tid på journalisthøjskolen i Aarhus, kalder hende for et af de mest ordentlige mennesker, hun kender.

”Hun er bundhæderlig og ærlig, og det er det, der driver hende. Der skal meget til at stille hende tilfreds. Helst skulle der slet ikke findes fejl i verden. Det handler om ordentlighed. Om kvalitet,” siger hun.

Betegnende nok var det også pligten, der vandt over oplevelsestrangen i november 1989, da Muren faldt, og vennerne fra Flensborg impulsivt hoppede i bilerne og kørte mod Berlin. Gymnasieeleven Kerrin sad bøjet over en opgave, som skulle afleveres. Muren måtte vente. Det gjorde den som bekendt ikke – og det har hun ærgret sig gul og grøn over lige siden.

Kerrin Linde har altid vidst, at det var journalist, hun skulle være. Ikke blot fordi det var hendes mors uopfyldte drøm, som inspirerede barndommens lege, hvor hun fremstillede miniaviser til dukkehuset, men fordi professionen altid har talt til hendes nysgerrighed og trang til at undersøge sagerne til bunds.

”Det giver så meget mening at arbejde med det her fag,” siger hun.

På Kristeligt Dagblad er man heller ikke i tvivl om Kerrin Lindes engagement og viden. Velkendte er hendes indlæg på avisens redaktionsmøder, hvor stort og småt bliver endevendt og hængt til tørre, mens kaffen bliver kold i koppen. Intet tweet, ingen international hjemmeside eller tysk fodboldspillers Facebook-side går hendes næse forbi. Som tosproget og opvokset som en del af det danske mindretal i Sydslesvig er det især tyske forhold, hun er dybt inde i. Fra politik til topfodbold.

Det har man også fundet ud af uden for Kristeligt Dagblad, hvor Kerrin Linde er en efterspurgt kommentator, blandt andet på TV 2 News og i Deadline på DR 2. Klart, koncist og med et imponerende overblik jonglerer hun rundt i tysk historie, kultur og politik, så alle bliver klogere.

Det er båden Blitzi, der leverer de bedste pusterum fra den evige udfordring med at holde styr på verden, når den inkarnerede sejler drager på vandet sammen med ægtemanden, Jesper Jansfort. Det er ganske enkelt umuligt at tweete, samtidig med at man sætter storsejl.

”Båden er noget af det bedste, vi har sammen. Friheden, nærværet. Det at kunne sejle godt sammen er en stor gave,” siger Kerrin Linde.

Som det fest- og menneskeglade væsen hun er, skulle fødselsdagen i dag have været fejret sammen med masser af venner som en uhøjtidelig rock’n’roll-fest med righoldige forsyninger af Flensburger Pilsener. Det har coronaen forhindret. Ligesom det ikke blev til noget med ”Tryllefløjten” i Operaen sammen med den nærmeste familie, som må blive hjemme i Flensborg.