Hilda Heick: Min mor tilgav mig aldrig, at politiet kom

Glitrende showbiz, folkets kærlighed og et lykkeligt ægteskab. Hilda Heick har oplevet det hele, men for den folkekære sangerinde er fortrydelse alligevel en følelse, der er gået igen hele livet. I dag fylder hun 75 år

Hilda Heicks liv ændrede sig for altid, da hun sagde ja til at tage med sin mand ud at synge. Men efter 40 år i branchen kan hun stadig blive i tvivl, om hun gør det godt nok.
Hilda Heicks liv ændrede sig for altid, da hun sagde ja til at tage med sin mand ud at synge. Men efter 40 år i branchen kan hun stadig blive i tvivl, om hun gør det godt nok. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix.

Det var med en god portion sommerfugle i maven, at Hilda Heick, flankeret af sin mor, trådte ind i skolegården på Valby Skole, hvor hun skulle begynde i 2. klasse.

Faderen havde fået nyt arbejde, og den sorgløse tilværelse i den lille by Nyrup i Sjællands smørhul blev pludselig skiftet ud med et pulserende storbyliv i Valby i København. Hilda Heick var ikke meget for at starte i en ny klasse propfyldt med bybørn, som modsat hende selv havde deres egne børneværelser og var blevet opdraget til at tro, at de var noget. Men starte, det skulle hun, og moderen spurgte den første dreng, de mødte i skolegården, om han vidste, hvor 2.U skulle være. ”De kan bare følge efter mig, for der skal jeg også selv gå,” svarede drengen høfligt.

”Det blev heldigvis ikke vores sidste møde,” lyder det fra Keld Heick, som i anledning af sin hustrus 75-årsfødselsdag er ved at udfolde 60 års samliv, glæde og sorger.

”Hver dag spørger jeg mig selv, hvad jeg dog har gjort for at være så heldig at møde Hilda,” funderer han.

Elsker man dansktop og grandprix, har man måske spurgt sig selv om det samme: Hvad man har gjort for at være så heldig, at parret blev kærester i 1961? For 20 år senere turnerede de land og rige rundt, deltog i melodigrandprix og vandt prestigefyldte musikpriser i ind- og udland som dansktopduoen Keld og Hilda.

Men en attraktiv showbiz-skæbne lå i første omgang ikke i kortene for Hilda Heick, der var for genert til at synge offentligt og insisterede på at passe sit arbejde som programmør i lang tid efter sin første indspilning med Keld i 1976.

”Jeg var en forsigtig pige,” som hun selv forklarer sin tilbageholdenhed med i dag.

Selvom hun endte med at springe ud på de berømte 70.000 favne med alt, hvad det indebar af søvnlæse nætter, utrætteligt arbejde og dårlig samvittighed over for datteren Annette Heick, er hun stadig forsigtig. Og det ærgrer sangerinden, der som eksempel på sin varsomhed fortæller om dengang, hun som 30-årig insisterede på, at nu skulle Keld og hun have en pension, fordi hun hjemmefra havde lært, at pengene ikke kom af sig selv.

”Hvis jeg nu havde været rigtig klog, så skulle jeg have købt nogle grunde, men jeg er en bangebuks og alt for forsigtig. Og det er jeg stadigvæk. Jeg tør heller ikke købe aktier.”

Spørger man Keld Heick, er hustruens sans for det økonomiske en af hendes største kvaliteter.

”Det er på grund af hende, at vi er kommet smertefrit gennem coronakrisen,” fastslår han. Han er ligeglad med grunde og aktier. Så længe de har hinanden.

Hvordan bevarer man en livslang hengivenhed, der på både Keld og Hilda lyder som om, den er forbeholdt de få? Man beslutter sig for, at det er sådan det skal være. Da parret blev gift i 1968, røg deres familier i totterne på hinanden, efter at Keld og Hilda var kørt fra festen. Hildas forældre kom hjem og tudbrølede, som hun husker det i dag.

”Der svor vi, at sådan ville vi ikke leve vores liv. Hvis der sker et eller andet voldsomt, så må vi sætte os ned og tale om tingene,” siger Hilda Heick.

Og det har de gjort. Også da Hilda måtte spørge sin mand, om han mon kunne fornemme noget anderledes ved hende, da hun nåede overgangsalderen, hvor hendes egen mor havde fået diagnosen maniodepressiv. Nogle år efter diagnosen ringede Frederiksberg Hospital og fortalte, at moderen ikke var dukket op til behandling, og 32-årige Hilda måtte køre hjem fra arbejde for at finde sin mor med blodstænkte håndklæder snurret hjælpeløst om begge håndled.

”Dengang var alarmtelefon-nummeret 000, og jeg ringede helt uvidende om, at politiet ville komme og undersøge det hele, og det tilgav min mor mig faktisk aldrig,” lyder det stille fra den anden ende af telefonen.

Det ændrede den unge Hilda, at hendes mor udviklede sig til en tikkende bombe. Og selvom hendes datter, sanger og tv-vært Annette Heick, ofte fortæller hende, at man ikke kan leve livet på efterbevilling, så kan Hilda Heick godt komme til at gøre netop det.

”Helt ufortjent kan hun blive martret af dårlig samvittighed over ikke at have været der, eller ikke at have rummet sine forældre, men de havde også deres fejl og mangler, og hun er nødt til at leve efter den alder, hun har nu,” fortæller Annette Heick.

”Der er meget fortrydelse i øjeblikket: ’Vi burde også have gjort sådan og sådan’, siger min mor. Men prøv at hør: fred være med det. I gjorde jeres bedste, og det er godt nok.”

Selvom datteren prøver, får hun måske aldrig sin mor til at tro på, at hun har gjort det godt nok.

”Jeg er ikke glad for ret meget ved mig selv, men jeg kan rose mig selv for at være myreflittig og pligtopfyldende,” siger Hilda Heick først nølende, men så resolut.

Bogføring, bookinger og e-mails ordner hun fra sit kontor i hjemmet i Vedbæk nord for København, hvor hun, fortæller datteren, bruger det meste af sin tid. Og når Keld og Hilda i efteråret kører ud i landet for at spille den række af koncerter, der skal markere parrets 60 og 40 år i musikbranchen, så er det Hilda Heick, der ved, hvor de skal hen, hvornår der er lydtjek, og hvor mange mennesker der kommer. Deres værste frygt er, at Hilda synger sin sidste sang, før Keld. For han kan ikke leve uden hende.