Hip hurra for soldaterne

I morgen flages der i hele landet for at ære og anerkende udsendte danske soldater. Initiativtageren, Kim Eg Thygesen, kan ikke selv deltage i markeringen. Han er på mission i Afghanistan

Overkonstabel Kim Thygesens nuværende opgaver i Afghanistan består blandt andet af patruljering, kontakt med lokalbefolkningen og assistance til at bygge brønde. --
Overkonstabel Kim Thygesens nuværende opgaver i Afghanistan består blandt andet af patruljering, kontakt med lokalbefolkningen og assistance til at bygge brønde. -- . Foto: Privatfoto.

Når de danske offentlige institutioner og busser i morgen lader Dannebrog blafre, er det hverken, fordi dronning Margrethes fødselsdag er fremskyndet, eller fordi vi har glemt Grundlovsdag. De mange Dannebrogsflag vil vejre for de danske soldater, der enten engang har været på mission i udlandet eller netop nu er udsendt. Det er en ny flagdag, vi er vidne til i Danmark.

En af de soldater, der netop nu er udsendt, er 27-årige Kim Eg Thygesen. Han er overkonstabel af 1. grad og opholder sig i øjeblikket i den afghanske ørken i Helmand-provinsen sammen med resten af det danske hold 8.

Tidligere har Kim Thygesen været udsendt til Kosovo og var med på det første Afghanistan-hold. Og så er han ophavsmand til den nu etablerede årlige flagdag for danske udsendte soldater.

Motivationen for en flagdag har Kim Thygesen oparbejdet gennem sine oplevelser som udsendt soldat. Han har oplevet, hvordan sårede og dræbte kammerater forvandlede sig fra mennesker til tal i danskernes bevidsthed, og de danske soldater, der fra 1960?erne var udsendt til Cypern, er ifølge Kim Thygesen i dag fuldstændig glemt. Det skal en flagdag ændre på. Den danske befolkning skal have et nuanceret billede af personerne i uniformen, mener han.

Kim Thygesen har allerede, inden den første flagdag markeres, modtaget anerkendelse for sin kamp for de udsendte soldater. I maj i år hædrede De Blå Baretter – Danmarks Internationale Veteranorganisation – hans indsats ved at tildele ham en "Medal of Honour" af sølv. Selv fortæller Kim Thygesen, at hans kammerater i felten har støttet og opmuntret hans indsats for en flagdag, når han selv syntes, at projektet virkede håbløst.

Kim Thygesens interesse for det danske militær strækker sig helt tilbage til folkeskoletiden i byen Ørsted lidt uden for Roskilde. Her handlede danskstilene oftest om soldaterliv, og kammeraternes udsendte soldater-storebrødre fascinerede ham. Efter at have uddannet sig til salgskonsulent i en tøjforretning, aftjente han med glæde sin værnepligt i Skive – han ønskede forandringer og ville møde nye mennesker. Og da han i 2006 fik tilbudt ansættelse ved opklaringsbataljonen på Almegårds Kasserne på Bornholm, takkede han ja og flyttede til klippeøen med sin forlovede.

På Bornholm benytter Kim Thygesen dog ikke kun Bornholms varierede landskab til at træne militær strategi og fremrykning. Han prioriterer, at arbejdet ikke må fylde alt, så fritiden går især med fodbold og fiskeri. Fodbolden for kammeratskab og fornøjelse, fiskeri for ro og plads til at være sig selv.

At Kim Thygesen ikke selv er i Danmark, når den første flagdag markeres, gør ham ikke så meget. Han vælger at fokusere på betydningen af markeringen og glæder sig over alle de tidligere udsendte soldater, der har været med til at gøre dagen mulig.

kirke@kristeligt-dagblad.dk