Historikeren, der krydser grænser, fylder 60 år

Historiker og tidligere chefredaktør Bo Lidegaard fylder 60 år og har præget den moderne samfundsdebat på mange områder, blandt andet med en central rolle i Danmarks håndtering af Muhammed-sagen

 Bo Lidegaards rolle i håndteringen af Muhammed-sagen er blevet ivrigt diskuteret. –
Bo Lidegaards rolle i håndteringen af Muhammed-sagen er blevet ivrigt diskuteret. – . Foto: Søren Staal.

Historikeren, diplomaten, chefredaktøren og samfundsdebattøren Bo Lidegaard har krydset flere farlige grænser i sit liv. Ikke i fysisk forstand, men politisk. I dag fylder han 60 år.

Som søn af teolog, højskolelærer og forfatter Mads Lidegaard og hans hustru, journalist og forfatter Else Lidegaard, var Bo Lidegaard næsten forudbestemt til i sin voksne karriere at bevæge sig rundt i den kulturradikale bermudatrekant af medier, politik og folkeoplysning.

Familien Lidegaard er i dag et dynasti, hvor alle Elses og Mads’ fire sønner har markeret sig tydeligt i samfundsdebatten. Martin som en fremtrædende, radikal politiker, Øjvind som overlæge på Rigshospitalet, Kresten som biolog og altså Bo.

Han skriver i dag blandt andet anmeldelser og klummer – ofte om klima – i dagbladet Politiken, som han var ansvarshavende chefredaktør for fra 2011 til 2016.

På i hvert fald et punkt adskiller hans livsvej sig tydeligt fra brødrenes. Nemlig ved at han flere gange i de seneste 12 år har krydset karrierelinjer med store indbyggede risici. Tilbage i 1984 blev han cand.phil. i historie fra Københavns Universitet. Han blev straks ansat i Udenrigsministeriet og gjorde de følgende 20 år karriere som diplomat og embedsmand, blandt meget andet som Danmarks faste repræsentant ved Unesco.

Indimellem var der afstikkere til forskningsverden, ligesom der blev skrevet flere bøger om den nyere danmarkshistorie. I 1995 udkom bogen ”I kongens navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati”om den danske gesandt i Washington, som under Anden Verdenskrig på det nærmeste førte dansk udenrigspolitik på egen hånd og gav USA adgang til at oprette baser på Grønland, selvom Danmark ellers samarbejdede med Tyskland.

I 2003 skrev Bo Lidegaard bind fire i serien om Danmarks udenrigs- politik gennem historien, og bindet med titlen ”Overleveren – 1914-1945” kunne nemt læses som et forsvar for samarbejdspolitikken mellem Danmark og Tyskland.

Så meget desto større var overraskelsen, da Bo Lidegaard af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2005 blev hentet over til Statsministeriet som udenrigspolitisk rådgiver, departementsråd. Netop Anders Fogh Rasmussen havde gjort sig til skarp kritiker af den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig – ifølge en række kommentatorer primært for at retfærdiggøre Danmarks deltagelse i den anden Irak-krig i 2000’erne.

Den venlige udlægning af Bo Lidegaards overraskende ansættelse var, at statsministeren havde brug for kvalificeret modspil i sit eget ministerium. Jobskiftet kom imidlertid på et kritisk tidspunkt i den politiske historie, kort før krisen med Morgenavisen Jyllands-Postens satiriske Muhammed-tegninger brød løs. Bo Lidegaards rolle i håndteringen af sagen blev omdiskuteret mange år frem.

Få år senere, i 2009, skulle København være vært for FN’s klimatopmøde, COP15, og det endte i noget nær kaos, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom til at virke meget uprofessionel. Siden har forskellige kilder placeret en væsentlig del af ansvaret for fiaskoen på Bo Lidegaard.

I 2011 tog han endnu et karriereskift, der måske fik nogen til at håbe på, at ”sandheden” om både Irak-krigen, Muhammed-krisen og klimatopmødet omsider ville komme for en dag. Han blev chefredaktør for dagbladet Politiken og blev fra første dag bombarderet med spørgsmål om, hvordan han ville bruge sin insiderviden fra Statsministeriet i sin nye stilling. Igen og igen lød svaret, at han selvfølgelig ikke ville bryde sin tavshedspligt. Det var det rigtige svar, men også et svar, der viser, hvorfor det var så problematisk for Bo Lidegaard at krydse grænsen mellem den udøvende magt og den kontrollerende, fjerde statsmagt – det vil sige pressen.

Flere gange er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om han brugte sin redaktionelle position til at påvirke historier, der havde med hans egen fortid i magtens centrum at gøre.

Som chefredaktør for Politiken fulgte han på nogle områder i forgængeren Tøger Seidenfadens fodspor. Men udadtil kom han alligevel til at fremstå mere som systemets embedsmand end som en brandesiansk samfunds- og kulturkritiker. Tydeligst viste det sig i hans opgør med avisens tidligere kristendomskritiske linje. Bo Lidegaard skrev direkte, at folkekirken er en ”del af den fælles kulturelle arv, der gør os til dem, vi er”, og han advarede mod at skille kirke og stat. Redaktionelt begyndte avisen at dække det kirkelige stof, og tidligere tiders had til religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed blev lagt på hylden.

Måske krydsede han også her en af de farlige linjer, der var hellige for mange af Politikens kernelæsere.

Privat er han gift med lærer Vibeke Sejrbo Nielsen, parret bor i Hellerup og har fire voksne børn.