Hun er hjemme i de store formater

Kunstneren Mie Mørkeberg har udsmykket FN-bygningen i New York. I morgen fylder hun, der beskrives som kompromisløs i sin kunstneriske afsøgning, 40 år

Mie Mørkeberg nyder stor anerkendelse i danske kunstkredse. Kollegaen Julie Nord siger om morgendagens fødselar: ”I sit arbejde er hun helt sin egen, og hun følger konsekvent sit instinkt derhen, hvor det føles rigtigt.” – Foto: Gorm Valentin.
Mie Mørkeberg nyder stor anerkendelse i danske kunstkredse. Kollegaen Julie Nord siger om morgendagens fødselar: ”I sit arbejde er hun helt sin egen, og hun følger konsekvent sit instinkt derhen, hvor det føles rigtigt.” – Foto: Gorm Valentin.

Mie Mørkeberg blev efter eget udsagn kunstner, fordi hun i maleriet fandt et talerør, som gjorde det muligt for hende at kanalisere sine følelser, drømme og indre liv ud. I løbet af sin karriere har hun eksperimenteret med maleri i nye og spændende retninger. Hun er en modig og hudløst ærlig maler, og samtidig en brillant tekniker, der udtrykker sig med en rig kolorit som få andre i hendes generation, hvad enten det drejer sig om papirarbejder, malerier eller keramiske værker, som er kommet til på det seneste. I morgen fylder hun 40 år.

I mange år skildrede Mørkeberg mennesketomme hjem. Men dér, hvor vi generelt søger tryghed og slapper af, nemlig i hjemmet, dér tager kaos over i hendes motiver med katastroferamte rum, hvor vægge og gulve slår revner, eller hvor der er opstår et vakuum, som suger alt ilt og energi ud af rummet. Det kan også blive hjemsøgt af en stor mørk plamage, som truer med at bemægtige sig rummet.

De fraværende personer kan undertiden lide af samlemani, så husenes indre er ved at styrte sammen under de enorme ophobninger af ting. Rummene er menneskeliggjorte og vidner om personer på randen af et sammenbrud.

For godt ti år siden stod Mørkeberg bag et forslag til en ny alterudsmykning i Skjern Kirke. Projektet blev aldrig realiseret, men hun udtalte her i avisen i den forbindelse: ”Jeg synes, det er interessant at tænke over, at jeg nu som kunstner bliver en del af en lang, traditionel historie. Det stikker helt sikkert dybere at lave noget for kirken end at sælge et maleri til en privat køber. Det giver mening, at ens værk bliver foreviget i en kirke.”

Omkring 2018 skiftede Mie Mørkeberg spor og giver menneskefiguren indtage hendes motivverden, samtidig med at hun også rent stofligt skifter retning og begynder at eksperimentere med collage-malerier. Denne nye fase starter med en serie selvportrætter som bokser, der kunne ses i Galleri Tom Christoffersen i København i 2018 på soloudstillingen ”Feber”.

Her lever kvinderne i en poetisk eller ekstatisk febertilstand enten over eller under vand i et frit fabulerende naturunivers mellem drøm og virkelighed. En ny sidegren i produktionen er kommet til på det seneste, hvor hun har givet sig i kast med at male på keramik, hvilket publikum kunne opleve på den corona-inspirerede gruppeudstilling ”Vi Rus” i Galleri Tom Christoffersen tidligere i foråret.

I modsætning til sine ældre kvindelige malerkolleger frygter Mie Mørkeberg ikke de store formater. Hendes hidtil største maleri skabte hun i 2016 til forhallen i FN-byen i Københavns Nordhavn. Det store maleri, der måler 3 x 7 m, er det første, man ser, når man kommer ind i bygningen. Det er en psykologisk og ekspressiv vision i lyseblåt af en kolonnade med søjler bygget op af opstablede bøger og papirer, som er bundet sammen ved hjælp af tandhjul, håndtag og hejseværker. På gulvet af den endeløse gang ligger papirer og sagsmapper og flyder som en metafor for de mange sager, der tabes undervejs i FN’s store, bureaukratiske maskineri, som arbejder for at nå de vigtige globale mål, der skal gøre verden bedre og mere retfærdig.

Forfatteren Merete Pryds Helle, som arbejdede sammen med Mie Mørkeberg omkring gruppeudstillingen ”Overtryk” på Trapholt i 2016/17, giver fødselaren disse ord med på vejen: ”Et billede af Mie samler hendes personlighed for mig: Mie trækker en tynd plastichandske først på den ene slanke hånd; så på den anden, og dypper omhyggeligt en fin pensel i en dåse med maling, der står alene på bordet. Så maler hun en streg på maleriet, der understreger det kaos, der holdes i skak på lærredet. Den strengeste orden overfor den dybeste filtrede rodsump.”

Mie Mørkeberg voksede op i Espergærde med en far, der var arkitekt og en mor, der var folkeskolelærer. Sammen med eksmanden, billedkunstneren Andreas Schulenburg, har hun børnene Arthur Morgan på ni og Anna Olivia på 16 år. Hun bor og arbejder i København.

Mie Mørkebergs gallerist igennem mange år, Tom Christoffersen, siger om fødselaren, at ”hun er målrettet, observerende og nysgerrig i sin tilgang til mennesket og maleriet. I hendes nyere værkproduktion drejer mange af motiverne sig om mennesker. Hendes udtryk er kraftfuldt, og hun skaber fortættede stemningsscener, der på én gang er velkendte og fremmedartede eller mystiske.”

Mie Mørkeberg nyder respekt hele vejen rundt i kunstmiljøet. Julie Nord, som både er kollega og nær ven, anser Mørkeberg for at være en af de mest disciplinerede og hårdtarbejdende kunstnere, og hun tilføjer: ”I sit arbejde er hun helt sin egen, og hun følger konsekvent sit instinkt derhen, hvor det føles rigtigt,” siger Julie Nord, som oplever, at Mørkebergs projekt bliver stadig mere tydeligt og kompromisløst.