Holocaust-overlever skrev for at huske og blive fri

Jødiske Ruth Klüger overlevede tre kz-lejre og blev en vigtig stemme i erindringen om nazisternes ofre. Nu er den østrigsk-amerikanske forfatter død, 88 år. Med hende har verden mistet et af det 20. århundredes sidste store øjenvidner

Holocaust-overlever og forfatter Ruth Klüger var en af de vigtigste røster i den tyske erindringskultur om nazismens forbrydelser. Her taler hun i den tyske forbundsdag i 2016 på 71-årsdagen for de sovjetiske troppers befrielse af kz- og udryddelseslejren Auschwitz. – Foto A.v.Stocki/Ullstein bild via Getty Images.
Holocaust-overlever og forfatter Ruth Klüger var en af de vigtigste røster i den tyske erindringskultur om nazismens forbrydelser. Her taler hun i den tyske forbundsdag i 2016 på 71-årsdagen for de sovjetiske troppers befrielse af kz- og udryddelseslejren Auschwitz. – Foto A.v.Stocki/Ullstein bild via Getty Images.

Ruth Klügers liv skulle egentlig have været forbi for længe siden. Under udvælgelsen i kz-lejren Auschwitz blev den dengang kun 12-årige jødiske pige frasorteret. For svag til arbejdet i lejren, lød nazisternes dom. Et tilfælde reddede hende fra gaskammeret.

”I hvert fald gik jeg igennem endnu en gang, og da opmuntrede en kvindelig sekretær, også en fange, mig til at gøre mig ældre, end jeg var, og det lokkede SS-manden til at lade mig komme igennem. Og så kom jeg igennem. Det er en række tilfældigheder, som egentlig er forfærdelige, når man tænker på, hvad der var knyttet til dem,” har Ruth Klüger sagt.

Nu er den østrigsk-amerikanske holocaustoverlever og forfatter død i en alder af 88 år. Dermed har verden mistet ”et af det 20. århundredes sidste store øjenvidner”, skriver den tyske ugeavis Die Zeit.

Ruth Klüger blev kendt for sit erindringsværk ”Weiter leben. Eine Jugend” (At leve videre. En ungdom) fra 1992. Bogen gjorde læseren i stand til at identificere sig med de monstrøse lidelser i nazisternes dødslejre. Fordi hun undgik det sentimentale og snarere skrev ligefremt, skånselsløst, uden ønske om at ville belære. Det dominerende tema hos hende er ikke anklagerne mod de nazistiske forbrydere, men hendes egen kamp med ambivalensen ved dels at fastholde erindringen om de historiske rædsler, dels at frigøre sig fra selvsamme rædsler, som overskygger alt, lyder det fra den nordtyske radio- og tv-station NDR.

Ruth Klüger blev født i den østrigske hovedstad Wien i 1931, syv år før nazisterne invaderede Østrig.

”Der ånder brostenene antisemitisme,” har hun sagt om sin fødeby til nyhedsmagasinet Der Spiegel.

Jødehadets værste følger oplevede den unge pige, da familien i 1942 blev hentet og deporteret af naziregimets håndlangere. Hendes personlige tilflugt under opholdene i kz-lejrene Theresienstadt, Christianstadt og Auschwitz var allerede dengang sproget, og hun memorerede digte af de store tyske forfattere Schiller og Goethe og forfattede selv vers såsom: ”Dagligt bag barakkerne ser jeg røg og ild. Jøde, bøj din nakke, ingen her kan undslippe den.”

Hendes far døde i holocaust, mens hun selv formåede at flygte sammen med sin mor under en af de såkaldte dødsmarcher ved krigens slutning. Et mirakel, kan man mene, men for hende en livslang byrde – byrden fra erindringen om en mistet barndom, om synet af mord og mishandling i lejrene, om en hjemstavn, som hun frem til sin død både hadede og elskede, har hun sagt.

Efter krigen udvandrede Ruth Klüger til USA, blev gift, fik to sønner, blev siden skilt. Erindringerne om Auschwitz beholdt hun længe for sig selv. I kz-lejrene havde mange følelsen af, at de måtte fortælle om grusomhederne, hvis de overlevede, har hun sagt, men i årene efter krigen var stemningen en anden.

”For det første ville ingen høre om det, og for det andet var det kun få, der selv havde lyst til at overgive sig til fortiden, de ville begynde et nyt liv,” har hun sagt ifølge NDR.

Det tyske modersmål var for hende ”Djævelens sprog”, men en jødisk professor i USA opmuntrende hende alligevel til at studere germanistik. Hun gjorde karriere som professor ved flere universiteter, og karrieren bragte hende i 1980’erne for første gang tilbage til Tyskland, hvor hun blev gæsteprofessor ved universitetet i Göttingen. Under opholdet modnedes tanken om at skrive erindringsværket, som blev optakt til en række bøger om at komme overens med fortiden. Hun blev en rollemodel inden for feminisme og kønsforskning.

Men først og fremmest skrev og levede hun for, at ofrene for holocaust ikke måtte blive glemt. Selv var hun ikke et offer, insisterede hun. Lidelse var for hende ikke blot et tema, der hørte fortiden til. Under en mindehøjtidelighed i den tyske forbundsdag i 2016 på årsdagen for befrielsen af Auschwitz lovpriste hun kansler Angela Merkels beslutning om at holde grænsen åben for flygtninge.

”Dette land, som for 80 år siden var ansvarlig for århundredets værste forbrydelser, har i dag vundet verdens bifald takket være dets åbne grænser og den generøsitet, som man har hilst syriske og andre flygtninge velkommen med,” sagde Klüger i sin tale i Forbundsdagen i Berlin.

I anden del af hendes erindringer, ”Fortabt undervejs. Erindringer” fra 2008, skriver hun om det nummer, A-3537, som hun i Auschwitz fik tatoveret på venstre håndled. Om hvordan hun engang blev tilbageholdt ved den amerikansk-canadiske grænse, fordi en vagt der mente, at hun måtte have gjort noget særligt strafbart med sådan et brændemærke. Siden fik hun nummeret fjernet på en laserklinik. Med alderen følte hun ikke længere, at hun var sine skæbnefæller fra kz-lejrene nummeret skyldig.

”Jeg har gjort det, så godt jeg kunne,” sagde hun sent i livet ifølge NDR.

”Når man bliver ældre, har man følelsen af, at en hel generation langsomt forsvinder, den generation, der blev myrdet, og den, der overlevede. Andre mennesker vil tone frem og beskæftige eller ikke beskæftige sig med deres bedsteforældres fortid. Det er så deres sag, ikke længere min.”