Hospitalspræst: Man skal kunne håndtere, at der er noget, vi ikke har magt over

Det er en krævende opgave at være præst på et hospital i en naturvidenskabelig sammenhæng og stå fast på et andet perspektiv på det at være menneske, siger hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer. Mandag fylder hun 50 år

Elisabeth Rokkjær Hammer er hospitalspræst ved palliativ afdeling for børn og unge. Hun fylder 50 år og svarer i den anledning på en stribe store spørgsmål om livet.
Elisabeth Rokkjær Hammer er hospitalspræst ved palliativ afdeling for børn og unge. Hun fylder 50 år og svarer i den anledning på en stribe store spørgsmål om livet. Foto: Liv Høybye.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

”Det er, at jeg er blevet fuldtidshospitalspræst i palliativt team på Odense Universitetshospital. Det betød, at jeg for tre år siden forlod præstegårdslivet, og vi flyttede i vores eget hus. Der følger mange ting med ved at bo i en præstegård, og det har ført til et skarpere skel mellem, hvornår jeg er og ikke er i embede at flytte i eget hus.”

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

”Jeg synes, alle livsfaser har været forbundet med glæde og varme. Men jeg vil især fremhæve tiden, hvor jeg blev gift med min mand, og vi kort tid efter fik vores første barn. I det hele taget årene, hvor vi fik vores tre børn, har været særlige. At være mor og hustru er det smukkeste, man kan være her i tilværelsen.”

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

”Det er min familie og mine venner. Jeg er så heldig, at jeg har venskaber, der går helt tilbage til, jeg var en lille pige. Det betyder, at jeg har nogle livsvidner, der kender min historie og har vandret med mig fra barndom til ungdom til ægteskab og familielivet.”

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

”Jeg vil råde dem til at afklare med sig selv, hvorvidt de dagligt kan møde og være med i andre menneskers dybeste smerte og magtesløshed uden selv at miste fodfæstet. Man skal kunne håndtere, at der er noget, vi ikke har magt over. Og man skal have en føling med, hvor ens grænse som præst og menneske går. Ellers risikerer man at forfalde til falsk trøst.”

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

”Det har været at turde træde ind i nye landskaber, hvor jeg ikke altid har vidst, hvor det ville lede mig hen. Nysgerrighed og mod på at lære noget nyt og blive udfordret har betydet meget. Det har især været afgørende, da jeg begyndte som hospitalspræst. Det kræver noget at være præst på et hospital i en naturvidenskabelig sammenhæng, hvor jeg skal turde stå ved min identitet og komme med et andet perspektiv på det at være menneske.”

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

”Jeg mistede to små søstre som barn. Den ene da jeg var cirka fire år og den anden, da jeg var omkring syv år. De var begge syge ved fødslen og levede nogle få dage. Jeg har meget tidligt lært, at menneskelivet er skrøbeligt, og at man skal være taknemmelig og ikke tage noget for givet. Den erfaring er en styrke for mig i dag. Men det er klart, jeg ville hellere have været erfaringen foruden og i stedet have haft mine søstre.”

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

”Det gjorde jeg, da jeg som meget ung og nok lidt naiv flyttede fra studielivet i Aarhus til to små landsogne i Norddjursland for at blive præst. Det var et stort spring kulturelt set at komme som ung og helt nyuddannet præst ud på landet. Men de tog utrolig pænt imod mig og viste mig stor tillid.”

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

”Det gør jeg i deres omsorg for og opmærksomhed på andre mennesker. De har begge en sans for, at mennesker altid har deres grunde til at være, som de er, og at der altid er mere at sige om et menneske end det umiddelbare.”

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

”Da min elskede gamle farmor døde i 2008, sad jeg ikke hos hende om natten og vågede. Det har jeg virkelig fortrudt.”

Hvad tror du på?

”Jeg tror på Gud, som åbenbarede sin grænseløse kærlighed til os i Kristus. Det betyder, at mit liv er båret af Gud, og jeg aldrig er helt alene. Gud er med mig på min vej, og jeg har et sted at gå hen. Jeg har også en stærk tro på opstandelsen og et liv efter døden.”

Beskriv en scene fra din barndom.

”Min farmor og farfar boede på et lille husmandssted på Fyn. Jeg gik i skole i Odense, og nogle dage tog jeg bussen ud til dem efter skoletid. Man kunne ikke køre i bus helt derud, så min farmor kom og hentede mig ved stoppestedet. Så gik vi sammen det sidste stykke til deres lille gård, og hun havde altid lavet mine livretter til mig. Om vinteren var det typisk suppe med hjemmelavede kød- og melboller. Bagefter havde hun gjort kakkelovnen klar, så jeg kunne sidde i varmen og læse. Det hjem gav mig nogle meget glædesfulde stunder.”