Hun finder mening mellem død og grusomhed

Annie Vesterby Charles ville egentlig være børnelæge, men fik et arbejdsliv på samfundets skyggeside og blev landets første og hidtil eneste kvindelige professor i retsmedicin. I morgen fylder hun 70 år

”Her fryder døden sig over at hjælpe livet,” står der på latin i kælderen under institut for retsmedicin på Aarhus Universitets-hospital i Skejby. Og netop her har professor emeritus og tidligere statsobducent og institutleder Annie Vesterby Charles fundet stor mening i at finde dødsårsager og hjælpe især børn så skånsomt som muligt igennem et overgreb. –
”Her fryder døden sig over at hjælpe livet,” står der på latin i kælderen under institut for retsmedicin på Aarhus Universitets-hospital i Skejby. Og netop her har professor emeritus og tidligere statsobducent og institutleder Annie Vesterby Charles fundet stor mening i at finde dødsårsager og hjælpe især børn så skånsomt som muligt igennem et overgreb. – . Foto: Axel Schütt.

Umiddelbart lyder hendes karriere som en makaber affære: Annie Vesterby Charles har brugt hele sit arbejdsliv blandt levende og døde ofre for vold, mord og overgreb i håbet om at finde en gerningsmand eller en dødsårsag. Men når hun som næsten 70-årig ser tilbage, føles det hele først og fremmest utrolig meningsfuldt.

”Jeg har set meget gennem årene. De færreste har fantasi til at forestille sig, hvor grusom virkeligheden kan være. Men det er netop der, jeg kan gøre en forskel,” siger hun.

Hendes drøm var egentlig at blive børnelæge. Men da hun blev færdig på medicinstudiet i 1975, var det svært at få et job på det område.

I stedet søgte hun en stilling som retsmediciner, for også her kunne hun beskæftige sig med børn og måske endda gøre en endnu større forskel end som børnelæge. For her mødte hun børn, når de var allermest sårbare, typisk efter overgreb, og her kunne hun opbygge en praksis, så børnene led så lidt overlast som muligt, når de skulle undersøges. Og det var præcis, hvad hun gjorde.

Årti efter årti fordybede hun sig i arbejdet med at indsamle viden og gøre det system, der mødte ofrene, så empatisk som muligt. Hun forskede og underviste på Aarhus Universitet og udførte samtidig det praktiske arbejde med kniv, skalpel og saks. Hele tiden drevet frem af sin faglige nysgerrighed og et dybtfølt behov for at gøre godt midt i al grusomheden. I 2005 blev hendes store arbejde belønnet med titlen som landets første og hidtil eneste kvindelige professor i retsmedicin samt statsobducent for det meste af det vestlige Danmark.

Der var indimellem sager, der var hårde, erkender hun. En ung pige blev i begyndelsen af 1990’erne dræbt og smidt i en grøft. Et par år efter stod hun over for et lille barn, der havde været udsat for seksuelt overgreb. Men følelserne blokerede aldrig for arbejdet, tværtimod. De forstærkede hendes iver efter at gøre alt, hvad hun kunne, for at give døden en årsag eller føre ofret så skånsomt som muligt videre i livet. På den måde kom arbejdet til at fylde en meget stor del af hendes liv og identitet, men hun har alligevel altid formået at opretholde en skarp linje mellem arbejde og fritid, siger hun:

”Arbejdet har aldrig føltes tyngende på mig, selvom jeg har set mange forfærdelige ting. Det har i stedet gjort, at de lyse sider af mit liv har fået en anden tyngde, for jeg er igen og igen blevet mindet om, at ens nærmeste kan blive revet væk på et øjeblik. Når døden kommer så tæt på, føles livet mere sårbart, og det har jeg valgt at bruge som en positiv og meningsfuld drivkraft.”

Hun har fået god støtte fra sin mand, professor, dr.med, Peder Charles, som hun har kunnet vende alt med. Og så har hun altid fyldt sin fritid med skønne og livgivende aktiviteter som lange gåture, litteratur, ballet, opera, gymnastik og dans. Og med at være tæt på familien, der i dag tæller to voksne børn og fire børnebørn.

I morgen går turen til Hamborg med ægtemanden. De skal i statsoperaen for at se ballet. Måske bliver der senere en lille fest for den nærmeste familie.