Det var ingen stor overraskelse, at Marianne Saabye endte med et liv i museumsverdenen og som ekspert i malerier. Som datter af kunstmaleren Svend Saabye voksede hun med egne ord op til lugten af terpentin og oliemaling i Stenløse på Fyn, hvor faderen altid var i gang med et nyt maleri.
Men sit første museumsbesøg husker hun alligevel som en noget modvillig oplevelse.
”Jeg var nok fem år, da min far syntes, at det var en god idé, at vi tog sammen på Louvre i Paris. Det syntes jeg først var kedeligt, men han gjorde det sjovt for mig ved at spørge mig, om jeg kunne finde den kønneste Madonna på museet, og på den måde måtte jeg jo rundt og studere billederne alligevel,” siger Marianne Saabye, der senere også fik lyst til at studere kunsthistorie, efter at hun var på en studietur til Frankrig med Odense Katedralskole og gik rundt i en fransk katedral uden at vide nok om al den kirkekunst og alle de store skulpturer, der stod i den. Sådan fik hun lyst til at læse kunsthistorie.
”Jeg begyndte at læse i 1965, så det var lige før studenteroprøret. Og jeg lærte egentlig mere af mit studiearbejde på Thorvaldsens Museum, hvor jeg kom i en slags mesterlære hos den kvindelige leder Dyveke Helsted, der havde moderniseret museet og styrket dets internationale profil,” siger Marianne Saabye, som også blev projektansat på Thorvaldsens Museum, efter at hun blev uddannet magister på Københavns Universitet. Senere blev hun ansat som konsulent i det dengang nyoprettede Statens Museumsnævn, hvor hendes arbejde blandt andet bestod i at føre tilsyn med en række af landets museer.
”Det var i de år, man for alvor begyndte at professionalisere museerne herhjemme. Det betød også, at man forsøgte at udskille kunstmuseerne fra de kulturhistoriske museer, så kunstmuseerne blev selvstændige og fik deres egen faglige profil. I dag går man jo i den stik modsatte retning, og det tror jeg ikke er nogen god idé,” siger Marianne Saabye, der frygter, at mange af landets kunstmuseer ender som den svage tvilling, når de fusioneres med kulturhistoriske museer – i centraliseringens navn.
I 1979 fik hun selv sin første lederstilling som inspektør ved Kunstmuseet i Sorø, hvor opgaven også var at give kunstmuseet en selvstændig profil. Hun var den første ansatte kunsthistoriker, der skulle stå i spidsen for museet. Og hun inddelte den proces, som siden førte til udvidelse af museet.
I 1986 blev hun i stedet museumsdirektør for Den Hirschsprungske Samling, som hun sammen med museets bestyrelse kæmpede for skulle bevares som et selvstændigt museum, selvom skiftende tiders budgetkonger godt kunne se en fidus i at lade det forholdsvis lille nabomuseum til Statens Museum for Kunst i København blive indlemmet i giganten på den anden side af græsplænen.
”Den Hirschsprungske Samling har kun en lille bygning i forhold til den rigdom, den indeholder. Og min holdning var fra begyndelsen, at det ikke kunne nytte noget at forsøge at lave et moderne kunstmuseum ud af en gammel samling, så jeg syntes, at man skulle dyrke samlingen og værne om ånden i huset,” siger hun.
I 1980’erne var den sene 1800-talskunst endnu umoderne, og da hun søgte om penge til at købe endnu et Krøyer-maleri til museet, lod en fondsdirektør hende forstå, at man ikke kunne give penge til den slags.
”Det blev simpelthen betragtet som dårlig smag og kagedåsekunst, men tiderne skiftede, og både Krøyer, Ring og Hammershøis popularitet eksploderede siden igen, så på den måde kom jeg også til museet på et gunstigt tidspunkt. Også interessen for guldalderen kom hurtigt i vælten, da jeg startede, og senere voksede interessen også for den sene kunst i 1800-tallet. Det betød også, at vi kunne lave mere internationale udstillinger blandt andet i samarbejde med udenlandske museer,” siger Marianne Saabye, der på den måde også fik idéen til at lave en decideret international guldalderfestival. Det blev til den nu bredere historiefestival Golden Days, som begyndte på Den Hirschsprungske Samling i 1993. Og selv var hun formand for festivalen de første 10 år.
”Idéen opstod egentlig allerede i 1991, men det var sjovt at mærke, hvordan vi nu kunne samarbejde med aktører i hele det københavnske kulturliv, så vi også fik holdt koncerter og foredrag på museet i stor stil,” siger Marianne Saabye, som stadig omtaler museet i vi-form, selvom hun i 2016 gav ledelsen videre til ”nye dygtige kræfter”. Men selvom hun på papiret har rundet den normale pensionsalder og i morgen fylder 75 år, er hun stadig aktiv som kunsthistoriker og i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt, som hun har fået midler til fra en fond, som godt kunne forstå hendes idéer. Og det er planlagt at blive til en bog til næste år.