Prøv avisen

Hun kæmper for bedre forhold i psykiatrien

-- Foto: .

I dag slutter landskampagnen mod dødsfald i psykiatrien. En af medarrangørerne, Dorrit Cato Christensen, mistede sin 32-årige datter Luise, som var i psykiatrisk behandling

Landsforeningen af nuværende og tidligere Psykiatribruger (LAP) markerer i morgen Verdens Mentale Sundhedsdag på Nytorv i København.

I de senere år er antallet af pludselige dødsfald blandt psykisk syge steget markant. Den antipsykotiske og antidepressive medicin kan være årsag til de pludselige dødsfald.

At der er kommet fokus på sagen, kan blandt andre Dorrit Cato Christensen takkes for. Som formand for foreningen "Død i psykiatrien" skal 68-årige Dorrit Cato Christensen i morgen fortælle om sine erfaringer med pårørende til unge, som har mistet livet på grund af psykiatrimedicin.

Den 15. juli 2005 døde hendes datter, Luise Hjerming Christensen, i en alder af 32 år på Amager Hospital efter et krampeanfald. Lægerne har ikke kunnet forklare dødsårsagen. Lige siden har Dorrit Cato Christensen uden held kæmpet for at få placeret et ansvar for datterens død. Også menneskerettighedsadvokaten Tyge Trier har taget del i kampen.

Siden datterens død har Dorrit Cato Christensen brugt meget af sin tid på foreningen for at få sat fokus på de dårlige vilkår, der er for psykisk syge.

Foreningen er blevet bakket op af flere lægelige eksperter, som er enige i, at den antipsykotiske og antidepressive medicin kan være årsag til de pludselige dødsfald blandt psykisk syge. Formålet med foreningen er at skabe et forum, hvor pårørende kan dele deres erfaringer og skabe forandringer inden for psykiatrien.

Dorrit Cato Christensen kæmper for at gøre det psykiatriske system mere humant.

Hun har oplevet, hvordan håbet meget tidligt blev taget fra hendes psykisk syge datter, og i stedet blev den eneste løsning store mængder af medicin. Hun har oplevet, hvordan hendes datter har været så dopet af medicin, at hun ikke har kunnet stå op.

Otte samlemapper med alle de skrivelser og afslag fra de mange myndigheder, der har været involveret i sagen, fylder på reolen i Dorrit Cato Christensen hjem i Brumleby på Østerbro i København.

Det er her, hun som alenemor har boet sammen med datteren Luise.

Det positive i hele forløbet er, at Dorrit Cato Christensen har formået at få sat fokus på problemet med adskillige avisartikler og debatindlæg. Flere familier med samme oplevelser har haft glæde af hendes erfaringer med det psykiatriske system.

Ud over samtaler med sin lokale sognepræst har Dorrit Cato Christensen skrevet en bog for at bearbejde den sorg, der følger tabet af en datter.

I bogen til datteren beskriver hun alle de mindeværdige oplevelser, hun har haft med datteren, samt de adskillige dårlige oplevelser, hun har haft med det psykiatriske system.

Ingen forlag har dog villet udgive bogen, fordi de ikke mener, der er salg i den.

Glæden ved at skrive har Dorrit Cato Christensen fået via sin uddannelse, hvor sprog har været i fokus. Hun har studeret arabisk og er uddannet som indvandrerlærer. I dag kalder man uddannelsen lærer i dansk for udlændinge.

Hun nåede at fejre 25-års-jubilæum som lærer, inden hun gik på pension.

navne@k.dk