Nogenlunde samtidig med, at Indre Mission kaldte abort en statsbetalt folketragedie, foreslog et af bevægelsens tidligere børn, Birgit Petersson, i 2008, at abortgrænsen blev rykket fra 12 til 18 uger. På det tidspunkt havde hun været medlem af Abortankerådet i mere end et tiår, været erklæret kvindesagsforkæmper endnu længere og var som læge frontløber i forskning i kvindesygdomme, bulimi og kropsforståelse.
Birgit Petersson er vokset op i en indremissionsk familie, men har brugt et langt liv på at lægge det, hun kalder ”gudstraumet”, bag sig:
”Jeg tror ikke, at der er en gud deroppe, der styrer det hele, og jeg synes, at jeg bærer for mange traumer med mig fra min families religiøse liv. Lige meget hvad der skete, var min mor sikker på, at det var hendes skyld - at hun ikke havde gjort det godt nok. Hun mente, at når der skete lidelse, var det hendes skyld, og at glæden først kom i himlen.”
Den gud, som forbød kortspil og alkohol og lagde et tungt åg af skyld på hendes mor i barndomshjemmet, eksisterer ikke for Birgit Petersson i dag. Hun har respekt for dem, der har en gud, men hun har ingen.
Oprøret begyndte, da hendes indremissionske familie flyttede fra København til Ribe. Birgit Petersson var 12 år, og en af hendes københavnske lærere havde sendt et brev med en appel til hendes nye lærere om at holde øje med hende og få hende lidt ud af hjemmet. De fik hende ind i en gruppe omkring den antikvariske samling i Ribe, hun fik udvidet sin horisont, og da hun blev student i 1964, flyttede hun tilbage til København.
Året efter blev hun gravid, rejste til Polen og fik den abort, hun ikke kunne få i Danmark. Hendes indremissionske mor accepterede hendes liv, også da Birgit Petersson blev stadig mere involveret i ungdomsoprøret, men Birgit Petersson fortalte hende aldrig om den abort, hun fik som ganske ung. Hun ville skåne sin mor.
Hun fik sin lægeeksamen fra Københavns Universitet i 1973, er speciallæge i psykiatri og familie-terapeut og har siden 1987 været lektor i medicinsk kvinde- og kønsforskning ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Det er hun dog ved at afvikle.
Hun vil hellere koncentrere sig om sin privatpraksis, hvor hun hjælper både kvinder og mænd med at tackle spiseforstyrrelse og depression, og så er hun blevet tilknyttet Liva Rehab som psykiatrisk konsulent. En forening, som hjælper prostituerede med at stå på benene efter vold, seksuel tvang og udnyttelse.
Hun har kæmpet, stukket næsen frem i debatter og i sin forskning, fået hak i den af mandlige forskningskolleger, der ikke forstod hendes fokus på kvindeforskning, og af debattører. Men hun er ikke færdig med at kæmpe, fordi hun fylder 70 år.
”Ja, ved gud, ja,” svarer hun, når hun bliver spurgt, om der er mere kamp i hende:
”Der er stadig stor forskel på, hvordan kvinder og mænd bliver behandlet. Vi har stadig ikke ligeværd, selvom jeg selvfølgelig ikke er blind for, at mænd også bliver behandlet uretfærdigt nogle gange,” siger hun.
Når tiden tillader det, gør hun det, der var så forbudt i barndomshjemmet: spiller kort. Helst canasta.