Der er en replik fra en elev, som Annette Due Madsen ikke har kunnet glemme. Ordene faldt i de tidlige 1980'ere, hvor hun var lærer ved Ingrid Jespersens Skole i København. Undervisningen var i gang, da drengen mødte op og sagde: ”Undskyld, jeg kommer for sent. Jeg fik en ny far i går aftes.”
I de fem år, hun nåede at være på skolen, så hun flere eksempler på, hvordan elevers indlærings- og trivselsproblemer ofte hang sammen med turbulens i børnenes familier. Erfaringerne var med til at inspirere hende i hendes videre arbejdsliv som familieterapeut, psykolog, centerleder på Center for Familieudvikling og medlem af Børnerådet.
På hendes arbejdsplads i København hænger et skilt med ordene: ”En håndsrækning til de voksne er en gave til børnene”. Det er den vision, hun med idealisme og dygtighed har arbejdet for.
Annette Due Madsen, som på søndag fylder 60 år, er født og opvokset på Bornholm. Hendes barndomshjem var i Østermarie, hvor hendes far drev en manufakturhandel. Hun er den yngste i en søskendeflok på fire. Inden hun kom til verden, ansatte forældrene en barnepige: Nora. De første tre år af Annette Due Madsens liv var Nora den omsorgsfulde, trofaste voksne i et hjem, hvor der var meget, der skulle passes fra butik til politik og til det kirkelige liv. Nora er derfor en taknemmeligheds-hemmelighed i Annette Due Madsens sind.
Siden 1977 har hun været gift med psykiater Jørgen Due Madsen, som hun har tre børn med. I 1985 rejste parret til hospitalet Modum Bad i Norge, hvor hun virkede som behandler, underviser og rådgiver. Årene på Modum Bad blev formative. Ikke alene fik hun faglig inspiration, hun fik også nye og dybe venskaber. Det var i Norge, familien for alvor opdagede, i hvilken grad sønnen Frederik var anderledes. Han fik siden diagnosen udviklingshæmmet med autistiske træk. I miljøet omkring Modum Bad erfarede hun, hvordan godhed og nåde ikke kun er begreber, man prædiker om, men kan være en virkelighed, der møder den enkelte i hverdagen.
Efter opholdet i Norge uddannede hun sig til cand.pæd.psych. og tog eksamen i 1998, og samme år blev hun uddannet som instruktør i Prep, der er et forskningsbaseret parkursus. Ønsket om at tilbyde en forebyggende indsats til par tog form, og Ole Kirks Fond gav midler til, at man kunne oprette Center for Familieudvikling. Et center, der er grundlagt i sårbarhed. Den dag i januar 2004, hvor hun underskrev de formelle papirer om centeret hos advokaten, havde hun om formiddagen fået konstateret lymfekræft. Der fulgte en periode mættet med stærke følelser, hvor hun var ærlig om sin angst. Hun viste, hvordan hun bærer en sårbarhed, men samtidig er en stærk kvinde, der ville gøre sit, for at centrets vision blev ført ud i livet.
Haven ved hjemmet i Bagsværd og sommerhushaven på fødeøen er hendes fristeder. Spæde vintergækker i januar kan holde hendes mod oppe med den livskraft, de vidner om. Ikke alene holder hun af blomster. Hun kender dem. Der kan synes at være en parallel til den side af hendes virke, som er kendt af Kristeligt Dagblads læsere. Hun tilfører gerne vand og substrat til relationer, når hun sammen med ægtefællen indsigtsfuldt og nuanceret reflekterer over læsernes spørgsmål i den ugentlige brevkasse ”Spørg om livet”. Mere end 650 svar er det blevet til.
Som andre, der gør sig umage med at passe på andre, kan hun komme til at glemme sig selv. Men så er der de daglige ture med familiens golden retriever. I næste måned foretager hun et gearskifte. Centeret vokser og tæller nu 25 medarbejdere, så der er ansat en direktør, og hun skal være arbejdende bestyrelsesformand på halv tid. Måske bliver der mere tid til at byde ind med nærvær i relationerne til familiens yngste medlemmer, men ét er sikkert: Hun vil vedblive at arbejde for, at voksne får en håndsrækning til deres relationer. Den runde dag fejrer hun med familien i sommerhuset mellem Svaneke og Gudhjem.