Esther Bejarano var ikke nogen kendis. I hvert fald ikke af den type, der gør en strålende karriere og fører sig frem på de bonede gulve. Men hun var kendt og agtet i Tyskland som en af de samvittighedens stemmer, som utrætteligt har fortalt sin historie fra nazisternes koncentrationslejre til tusindvis af tyske skoleelever. Så historien ikke gentager sig. Og derfor blev meddelelsen om den 96-årige jødiske kvindes død på det jødiske hospital i Hamborg den 10. juli mødt med varme mindeord fra både toppolitikere og menigmand.
”En vigtig stemme i kampen mod racismen og antisemitismen er gået bort,” skrev den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, på Twitter.
”Det var en gave at kende denne kvinde,” lød det på samme sociale medie fra Hamborgs kultursenator, Carsten Brosda.
Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, har hyldet hende som en medrivende kvinde, der på ”egen krop har erfaret, hvad det betyder at blive diskrimineret, forfulgt og tortureret” og mindedes hende med stor taknemmelighed.
For den klejne kvinde gjorde indtryk på dem, hun mødte på sin vej. Med sit store engagement vidnede hun ikke kun om koncentrationslejrenes umenneskelige virkelighed, men også om et af de paradokser, der har optaget historikere og den tyske selvransagelse lige siden: Nazismens uhyrlige kombination af rationel, industriel udryddelse foretaget af bødler med finkulturel dannelse. Og hun vidnede især om sin frygt for, at nazismens ideologi kunne vende tilbage i nye klæder.
”Jeg ved, hvad der sker, når højredrejede partier bliver stærkere, og det fortsætter, uden at nogen gør noget. Så kan det, der skete dengang, ske igen,” sagde hun ifølge magasinet Der Spiegel.
Esther Bejarano var en af de sidste overlevende fra Auschwitz-Birkenaus pigeorkester, et af de musikalske ensembler, som på ordre af nazisternes elitekorps SS blev oprettet i flere kz-lejre, hvor blandt andre professionelle jødiske musikere skulle underholde lejrledelsen med klassiske værker.
Hun var 18 år, da hun blev deporteret til Auschwitz i 1943, efter at hele hendes jødiske familie var blevet sendt i arbejdslejre i 1941. Faderen havde været kantor i en synagoge i Saar-området, hvor ungdomsårene var præget af chikane mod jøder. Selv var hun ikke professionel musiker, men overlevede en af de mest berygtede dødslejre takket være pigeorkestret. Hun blev fritaget for det udmarvende tvangsarbejde, mens begge hendes forældre og den ene søster blev myrdet af nazisterne.
Da pigeorkestret efterlyste en harmonikaspiller, meldte hun sig til prøven, selvom hun aldrig havde spillet harmonika. Men hun kunne spille klaver. En halv time senere stod hun med instrumentet i armene og fik besked på at spille til den populære slager ”Bel Ami”.
”Jeg havde gehør. Og på en eller anden måde vidste jeg, hvad der passede til den melodi. Det var et rent under. Den dag i dag ved jeg ikke, hvordan det lykkedes for mig,” sagde Esther Bejarano i et af sine sidste tv-interviews.
Orkestret med 40 unge kvindelige musikere blev blandt andet udkommanderet til at spille, når kreaturvognene med nye fanger rullede ind i lejren.
”Vi vidste, at de var på vej til gaskamrene. Og det eneste, vi kunne gøre, var at stå der og spille. De tænkte sikkert, at når de blev modtaget med musik, kunne stedet ikke være så slemt. Det var nazisternes teknik. De ville sikre sig, at alle disse mennesker gik i døden uden at protestere. Vi spillede med tårer i øjnene,” sagde hun i et interview med Deutsche Welle.
Billedet af disse intetanende, håbefulde mennesker, som hun ledsagede i døden med sin musik, hjemsøgte hende hele livet.
Umiddelbart efter krigen udvandrede hun i 1945 til Palæstina, hvor hun mødte sin mand, Nissim Bejarano, og fik to børn, Edna og Jorma. Hun fik også en musikalsk uddannelse og blev operasanger. I 1970 vendte familien tilbage til Tyskland og slog sig ned i Hamborg, hvor Esther Bejarano åbnede en tøjbutik.
Det var her, foran sin butik, at hun i 1970’erne så højreekstremister fra partiet NPD råbe slogans og moddemonstranter blive anholdt. Det mindede hende om det, hun havde oplevet som ganske ung.
”Jeg blev vanvittigt ophidset og sagde til mig selv: Nu kan det være nok, nu må jeg gøre noget. De unge skal vide, hvad der skete, så de ikke glemmer, når vi, der oplevede det, snart er borte,” sagde hun til tv-stationen NDR.
Esther Bejarano blev et af de mest aktive medlemmer i Auschwitz Komitéen, som hun var med til at stifte, og som har til formål at oplyse om holocaust. Den lille kvinde på 1,50 meter med fangenummeret 41948 tatoveret på sin arm dannede sammen med sine to børn ensemblet Coincidence, der optrådte med jødiske og antifascistiske sange.
Hun var over 80 år, da hun begyndte at optræde sammen med rap-gruppen Microphone Mafia og tog på turné i hele Tyskland. Lige til det sidste vedblev hun med at råbe op om det, hun anså som en bekymrende udvikling i Tyskland og langede især ud efter højrepartiet AfD’s asylfjendtlige retorik, som hun kaldte for en sproglig forråelse.
”Min søster flygtede dengang til Schweiz, men blev sendt tilbage til Tyskland, og hun blev dræbt. I dag er det ikke helt det samme, men det ligner. Man kan slet ikke beskrive, hvor slemt det er for os, der har oplevet holocaust,”sagde hun ifølge magasinet Der Spiegel.
Hun var, siger forbundspræsident Steinmeier i sit officielle kondolencebrev,” en modig person, som følte en indre forpligtelse til at vidne om naziregimets grusomheder, men især til at advare unge mennesker mod faren ved højreekstremisme og fremmedhad”.