Prøv avisen
Portræt

Hun plagede om at flytte hjem til Fanø

Margit Enggaard Poulsen maler og driver sit eget kunstgalleri i Nordby på Fanø, som også er det sted, hun allerhelst vil bo. Foto: Galleri Enggaard

Kunstmaleren Margit Enggaard Poulse n er en af de godt 3200 fanøboere, som ifølge nye tal er den gruppe af danskere, der finder mest mening i livet

Da Margit Enggaard Poulsen i går sad i Nordby på Fanø og ventede på færgen, fordi hun skulle til tandlæge i Esbjerg, slog det hende, at hun kendte over halvdelen af dem, der gik fra borde, da færgen lagde til.

”Man bliver hilst på, man bliver set, og folk spørger til hinanden, når man mødes i Brugsen,” siger kunstmaleren, der har levet det meste af sit liv på Fanø, om det tætte forhold mellem øboerne.

Den Danske Livskvalitetsundersøgelse fra Danmarks Statistik, der blev offentliggjort i sidste uge, viser, at netop indbyggerne i Fanø Kommune er dem, der finder størst mening med det, de foretager sig i tilværelsen, når man sammenligner med folk i andre danske kommuner.

Margit Enggaard Poulsen kan godt se sig selv som en del af den statistik.

”Jeg gør det, jeg helst vil, jeg maler, og jeg føler mig tryg på min ø. Jeg har et godt netværk, og jeg har min søn og mine børnebørn inden for rækkevidde, og så er her smukt. Naturens skønhed går helt ind i sjælen, man bliver i godt humør, og man bliver mere mild,” siger hun.

Margit Enggaard Poulsen er vokset op på Fanø, men var væk fra øen i 15 år, hvor hun boede i en landsby ved Lemvig i Vestjylland, og hvor hun også blev uddannet pædagog. Men i alle årene længtes hun efter sin ø, hun længtes efter at bo ved vandet, og hun ønskede, at hendes søn skulle vokse op et sted, hvor han ikke skulle køres rundt til alting. Så i seks år plagede hun sin daværende mand, musikeren Johnny Madsen, om at flytte med tilbage til hendes barndoms ø, inden han endelig var præpareret tilstrækkeligt til at bryde op og rykke sydpå.

På øen kunne Margit Enggaard Poulsen trygt lade sin søn, Rasmus, løbe rundt og lege, uden at han hele tiden skulle være under opsyn. Ø-børnene kan selv finde hjem, og de voksne kender hinandens børn og holder også øje med dem.

”De kan tage ud i skoven og bygge huler, de kan fange haletudser, de kan have deres hemmeligheder, de har i det hele taget en stor frihed, uden at det er uansvarligt.”

Tilbage på øen arbejdede Margit Enggaard Poulsen i nogle år i børnehaveklassen på Nordby Skole. Senere uddannede hun sig til kunstmaler ved Det Fynske Kunstakademi og kunne derefter foretage sig det, hun allerhelst vil – male. På Fanø finder hun i naturen inspiration til sin kunst, ligesom hun også gør det i Lucca i Italien, hvor hun har en lejlighed. På Fanø udstiller og sælger hun sine billeder fra sit eget galleri i Hovedgaden, Galleri Enggaard.

”Jeg møder mange spændende mennesker udefra. I går talte jeg for eksempel med en kunstner fra Hamborg. Det er med til at gøre min verden større.”

Margit Enggaard Poulsen fremhæver Fanø som et sted, hvor der er højt til loftet, og hvor der bor mange mennesker med et stort overskud, som smitter hinanden med energi. I forsommeren gik det pludselig op for fanøboerne, at kommunen havde planer om at fjerne en gammel bådebro i Nordby, Svenskerbroen. Nogle initiativrige øboere, der mener, at broen har stor historisk betydning og værdi, gik straks i gang med at danne foreningen Bevar Svenskeren, der i løbet af ingen tid fik 500 medlemmer. Margit Enggaard Poulsen medvirkede blandt andet ved at stille sit galleri til rådighed for en udstilling med malerier, tegninger og fotografier af den gamle bro gennem tiderne.

Det tætte netværk, hvor øboerne kender hinanden og føler omsorg for hinanden, resulterer selvsagt også i, at der sladres, og at alle har noget på hinanden. Men selv den bagside af ø-livet fremhæver Margit Enggaard Poulsen som noget positivt.

”For så er der ikke nogen, der har noget at lade hinanden høre.”