I bridge kan kortene lande på millioner af måder. Det handler ikke kun om at tage stikkene hjem, men i høj grad også om vejen derhen: om taktikken, meldingerne og samarbejdet med makkeren. Og det er nok ikke tilfældigt, at forsvarsadvokat Louise Tschernja i sin fritid er bridgespiller på turneringsplan. For også i retten skal man kunne tabe. Og alligevel nyde spillets gang:
I straffesager er det jo sjældent, man vinder. Politiet rejser ikke tiltale, medmindre de virkelig tror på, det kan betale sig. Og anklagede bliver kendt skyldig i 95 procent af alle sager, siger Louise Tschernja.
Der er dog sager, hvor det handler om mere end skyldig-ikke skyldig. Om noget mere principielt. Sådan en er Minna-sagen, hvor hendes klient, Lisbeth Rosenfold, for en måned siden fik en historisk hård dom for ifølge byretten ikke at have hjulpet en anden kvinde op af en mose. Det er ikke Louise Tschernjas største sag til dato, men uden tvivl den mest specielle. Og i timer fylder den meget. Hun taler dagligt med sin klient. Sagen er anket til Østre Landsret, og selvom Louise Tschernja ikke har møderet der, søger hun dispensation. Uanset at det vil betyde, at hun skal føre sagen ulønnet.
LÆS OGSÅ: Ålejagt på den fredelige måde
Det er en meget principiel sag, hvor udfaldet langtfra er givet på forhånd, siger hun.
Den 46-årige forsvarsadvokat kom sent i gang med studierne og er først uddannet i 2008. Forinden læste hun både på seminariet og geografi på universitetet. Hun har også arbejdet som tjener, bartender, postbud og rengøringshjælp. At det endte med jura, skyldes uden tvivl faderen, Harry Tschernja, der også er forsvarsadvokat. I dag driver de advokatkontoret sammen i fødebyen, Roskilde.
Jeg havde fulgt min far på afstand gennem mange år og fattede langsomt interesse. Så selvom jeg er forholdsvis ny i faget, har jeg altid vidst, hvordan det foregår. Min far har jo altid kun haft straffesager, og jeg har kendt til både de mennesker, man omgås, og arbejdstiderne. Min far har også altid været på telefonen døgnet rundt og rejst land og rige rundt til klienterne, siger Louise Tschernja.
Efternavnet har hun også fra sin far. Hans forfædre var jødiske immigranter, der kom til Danmark for godt 100 år siden fra Rusland.
Det er kun min far, der er jøde, og jeg er selv både døbt og konfirmeret. Men jeg deltager både i jødiske og kristne højtider, siger Louise Tschernja, der bærer en jødestjerne af guld om halsen og et kors i den ene ørering.
Jette Dipo er 67 år, og har været veninde med Louise Tschernja i over 20 år. De interesserer sig begge for traditionel jazz og har rejst sammen rundt i Danmark til musikfestivaler. Hun fremhæver Louise Tschernjas humor og engagement. Det kom bag på hende, da veninden valgte at læse jura. Men i dag kan hun se, det var det helt rigtige.
Det havde jeg slet ikke forestillet mig, men det er fantastisk, hvordan hun er kommet på sin rette hylde.
Louise Tschernja har en kæreste, men ingen børn. Når der er ekstra tid, bruger hun den i køkkenet, hvor hun er kendt som en fantastisk kok for vennerne. Også her oplever de, at arbejdet går forud.
Selvom man sidder til et middagsselskab, tager hun telefonen, når klienterne ringer. Så går hun ind ved siden af. For hende er arbejdet ikke fra 8 til 16. Det er døgnet rundt, siger Jette Dipo.
Men det kan ikke være anderledes, hvis man vil tage sig af sager, med mennesker, siger Louise Tschernja:
Straffesager og familiesager er utrolig personfølsomt. Der er mennesker, der betror sig til en. Og jeg går lige meget ind i det, uanset om det er en stor eller en mindre sag. Det er jo aldrig rutine for den, der står midt i det, så det skal det heller ikke være for mig.