Da Vibeke Grønfeldt i januar i år modtog Montanas Litteraturpris på Testrup Højskole, var hendes ord til stede, hvorimod hun selv blev hjemme på Samsø. Sådan ville hun have det, og sådan har hun altid haft det.
”Fra jeg lærte bogstaverne, fik jeg ubegrænset tillid til dem. De vidste alt og kunne alt, og de var varige. I modsætning til det andet, der vaklede under mig,” skrev hun i den takketale, som hendes redaktør Jakob Malling Lambert fra forlaget Rosinante & Co. læste op på hendes vegne. Og hun fortsatte: ”Bogstaverne har været en beskyttelse mod fremmedhedsfølelsen. De har helet og skabt livliner ud over tid og sted.”
Den ubegrænsede tillid til bogstaverne har gjort Vibeke Grønfeldt til en af hendes generations stærkeste, danske prosaister. Tre gange er hun blevet indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, men har endnu ikke fået den. Forklaringen kan være, at det for vore nordiske nabolande kan være vanskeligt at få hold på hendes prosa. Den er ikke let, men til gengæld raffineret, og Vibeke Grønfeldt får aldrig dårlige anmeldelser. Litteraturhistoriker Erik Skyum-Nielsen, der hører til de mest begejstrede kritikere, har med blik for modsætninger blandt andet kaldt hende ”en central outsider i moderne dansk litteratur”, ”optimistisk sortseer” og ”bidsk samtidskommentator og kærligt overbærende menneskekender”.
Vibeke Grønfeldt voksede op på familiens slægtsgård i Nordby på Samsø, og det er fra øen i Kattegat, hun har skrevet gennem alle årene. Nu dog fra den sydlige kant, i Kolby Kås, hvor hun bor med sin ægtemand, Lars Finsteen Gjødvad, der er advokat. Som barn af 1950’erne erindrer hun øen med få biler og uden turister og industrielt landbrug. Med det udgangspunkt har hun i sine indtil videre 22 romaner skrevet om store samfundsmæssige forandringer i det 20. århundrede og de konsekvenser, forandringerne har haft på menneskene.
Det gælder især i firebindsværket ”Mindet” (2005), ”I min tid” (2006), ”Indretningen” (2008) og ”Livliner” (2011), hvor fortælleren Agate Holms liv følger samfundsudviklingen fra bondekultur til industrisamfund. Det er erindret tale, som ikke idylliserer fortiden, men forholder sig kritisk til udviklingen. I et af sine sjældne interviews har Vibeke Grønfeldt for en del år siden sagt til Kristeligt Dagblad, at ”vi har opnået større velfærd, men måske samtidig større elendighed”.
Morgendagens 70-årsfødselar har aldrig valgt at blive forfatter, men begyndte at skrive, fordi det simpelthen var det, hun kunne og havde lyst til. Hun kunne ikke se sig selv i en af de lærepladser, Samsø kunne tilbyde. I stedet tog hun arbejde i marken eller ved et samlebånd og skrev i fritiden.
”Jeg fik på et tidspunkt så dårlig kommunikation med mine omgivelser, at jeg begyndte at skrive som et nødvendigt forsvar for min indre stemme,” har hun forklaret.
Vibeke Grønfeldt er nu altid i gang med at skrive. For hende er det lige så naturligt som at trække vejret.
Hendes debut som udgivende forfatter blev lidt kluntet. Ukendt med spillereglerne sendte hun manuskripter til forskellige forlag. Et af dem, Charlatan Forlag, sammenflikkede ifølge Erik Skyum-Nielsen nærmest efter forgodtbefindende værket ”Djævlsens trekant” (1975), som Vibeke Grønfeldt senere fik slettet af sin værkliste. Den egentlige debut blev derfor romanen ”Din tavshed er min skrift på væggen” (1976). Senere er romanerne udkommet i en lind strøm, den seneste ”Endnu ikke” udkom sidste år. Flere er oversat til de skandinaviske sprog og nogle også til tysk og fransk.
I 1996 modtog hun Det Danske Akademis Store Pris, og tre år senere fik hun Kritikerprisen. Vibeke Grønfeldt modtager den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.