Festivallederen, som sluger bøger året rundt

Jette Sunesen lukker alt andet ude, når hun bevæger sig ind i en bogs fiktive univers. Som leder af den internationale litteraturfestival LiteratureXchange i Aarhus, der begynder i morgen, er hendes litteraturbegejstring smittende

Jette Sunesen har et kæmpestort netværk indenfor litterære og kunstneriske miljøer. Det bruger hun blandt andet til at skaffe de allerstørste, internationale navne til LiteratureXchange. –
Jette Sunesen har et kæmpestort netværk indenfor litterære og kunstneriske miljøer. Det bruger hun blandt andet til at skaffe de allerstørste, internationale navne til LiteratureXchange. – . Foto: Fine Spind.

At det er Mario Vargas Llosas smilende ansigt, der pryder forsiden af det trykte program for Aarhus Internationale Litteraturfestival, LiteratureXchange, siger alt om ambitionsniveauet. Den peruanske forfatter og nobelpristager er et endnu større navn end nobelpristageren, tyske Herta Müller, der var på forsiden sidste år. Og hvem ved, hvilken stor, international forfatter, der kommer til Aarhus næste år? Måske amerikanske Jonathan Safran Foer?

Helt sikkert er det i hvert fald, at Jette Sunesen vil arbejde hårdt for at skaffe de allerstørste – og ikke mindst bedste forfattere til ”Smilets by” – og Jonathan Safran Foer hører til hendes personlige favoritter. Som initiativtager til og leder af LiteratureXchange byder hun fra i morgen velkommen til flere end 150 arrangementer, hvor det skrevne ord er i centrum.

Gratisarrangementer med forfattere i byrummet, kirkegårdsvandringer, litteraturquiz, oplæsninger og tematiserede forfattermøder med danske og udenlandske forfatter er bare nogle af fikspunkterne i det omfangsrige og ambitiøse program. Selv satser Jette Sunesen på at kunne være med ved adskillige arrangementer i alle de ti dage, festivalen varer. Dertil har hun forberedt sig grundigt. Hun er et organisatorisk talent, der uden stort besvær jonglerer med flere bolde i luften på én gang. Men derudover har hun faktisk også læst en meget stor del af de bøger, der vil blive læst op fra, fortalt om og debatteret ud fra i festivaldagene.

Jette Sunesen sluger bøger. Fra hun gik i 4.-5. klasse blev bøger hendes altoverskyggende interesse, og hun oparbejdede hurtigt en evne til at lukke alt andet ude, når hun havde fået fat i en bog med en fængende historie. Når det skete, kunne hun snildt læse en hel bog på en enkelt dag. Jagten på gode fortællinger fandt sted i skolen og på biblioteket, men også i forældrenes bogreol.

Her fandt hun blandt andet Margaret Mitchells ”Borte med Blæsten”, der blev en af Jette Sunesens tidligste læseerfaringer. I skolen fandt lærerne hurtigt ud af, det var hende, der skulle have en klassiker, når der var frilæsning på skemaet.

Hun er født i 1964 i Holstebro, i en kernefamilie på fem, hvor hun var den ældste i børneflokken. Hendes far var ansat på det kommunale varmeværk og moderen på et kirkegårdskontor.

Efter folkeskole og gymnasium havde Jette Sunesen egentlig tænkt sig at læse statskundskab, men et ophold på Ry Højskole fik hende på andre tanker. Her blev hendes interesse for litteratur nemlig yderligere stimuleret, ligesom hun også fik smag for at arbejde med billedkunst.

De to interesser førte til en cand. mag.-eksamen i litteratur og kunsthistorie og dertil en journalistisk tillægsuddannelse. Efter studierne havde hun forestillet sig, at hun skulle ud og undervise på en højskole. Men i 1995 var hun med til at starte oplæsningsarrangementerne ”Litteraturen på scenen” i Aarhus og opdagede et talent og en glæde ved at være med til at udvikle og udbrede det litterære landskab i Aarhus.

Siden har den slags job fyldt det meste af hendes arbejdsliv. Fra sommerunderholdning i Botanisk Have til danse- og scenekunstfestivaller – og ikke mindst litterære arrangementer. Hun elsker, når hun kan smitte andre med sin begejstring.

Jette Sunesen har deltaget i mange samarbejder og større projekter med både nationale og internationale partnere. Hun har gennem årene fået et kæmpestort netværk og et meget solidt kendskab til litterære og kunstneriske miljøer, som hun dagligt trækker på. Aarhus Internationale Litteraturfestival LiteratureXchange, der i denne uge finder sted for anden gang, er den foreløbige krone på værket for Jette Sunesen, der til daglig er leder af Aarhus Litteraturcenter i kulturhuset Godsbanen.

Hun er mor til en datter på 25 år, og bor alene i det centrale Aarhus. Yndlingslæsestedet er dog kolonihaven i den vestlige ende af byen, hvor hun får ude og inde til at hænge sammen på en ny måde i det, hun kalder sit lille paradis.