Årets juleprædikant søger religionsmødet med andre

Årets juleprædikant på DR 1 er Annette Bennedsgaard, der er provst i Horsens. Folkekirken må være i øjenhøjde med samfundet, mener hun, og derfor vil hun i sin prædiken tale om frygt

 Provst i Horsens provsti, Annette Bennedsgaard, er årets juleprædikant på DR 1. Hun vil tale om juleevangeliet og frygt. –
Provst i Horsens provsti, Annette Bennedsgaard, er årets juleprædikant på DR 1. Hun vil tale om juleevangeliet og frygt. – . Foto: Folkekirke og Religionsmøde.

Tænder man for DR 1 juleaftensdag klokken 15.00, vil man se Annette Bennedsgaard tone frem på skærmen. Hun er provst i Horsens provsti og årets juleprædikant. Men hun vil ikke optræde alene. En række almindelige borgere vil deltage i prædikenen i Horsens klosterkirke og dele deres tanker om juleevangeliets betydning i dag. For Annette Bennedsgaard er det nemlig vigtigt, at folkekirken er indstillet på samtale om religion med alle i samfundet.

Annette Bennedsgaard blev født i 1969 i den midtjyske by Ejstrupholm og voksede op i et hjem, hvor forældrene nød at gå i kirke og at engagere sig i frivilligt arbejde. Kristendommen var en naturlig del af Annette Bennedsgaards barndom, og som 19-årig indså hun, at hun ville være præst. Inden hun påbegyndte teologistudierne, flyttede hun til København for at arbejde på Danmissions mødested for flygtninge og indvandrere. I det midtjyske smørhul havde hun ikke mødt mange med anden etnisk herkomst end dansk, så arbejdet med mennesker fra alle verdenshjørner var samtidig et møde med en helt ny virkelighed, fortæller hun.

”Det gjorde mig nysgerrig på kultur og på, at det ikke var en selvfølge, at man skulle være kristen. Det gav mig en lyst til at besøge de steder i verden, som alle disse mennesker kom fra.”

Derfor besøgte hun efter sin tid på mødestedet Tyrkiet, og i løbet af sit teologistudie tog hun et par års orlov for at arbejde på et børnehjem i Egyptens hovedstad, Kairo. Selv beskriver hun mødet med andre mennesker og religioner som en tråd i hendes liv. Det fik hun i år 2000 igen anledning til at prøve kræfter med, da hun blev sognepræst i Gellerup i Aarhus, hvor kun en fjerdedel af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og hvor mange nationaliteter og religioner bor dør om dør.

I 2014 blev Annette Bennedsgaard udnævnt til provst i Horsens provsti, og sammen med sin mand og tre døtre flyttede hun fra Gellerup. Erfaringerne fra området bruger hun dog stadig som formand i det folkekirkelige samarbejde Folkekirke og Religionsmøde.

”Folkekirken må være i øjenhøjde med samfundet, som i dag er flerkulturelt. Selv vi almindelige leverpostejfarvede danskere får vores religiøse rygsæk fyldt op af mere end det, der kommer fra folkekirken. I Gellerup har jeg haft den virkelighed tæt på kroppen, og vi må som folkekirke forstå, at hvis vi skal være relevante i dag, må vi stå inde for det, vi holder for sandt, men vi kan ikke forblive i prædikengear. Vi må gennem samtalen også være i religionsmødegear,” siger Annette Bennedsgaard.

Religionsmødet er for Annette Bennedsgaard ikke bare noget, der foregår med mennesker, som ikke er kristne, men også i det enkelte menighedsråd og i mødet med det enkelte folkekirkemedlem. Af samme grund har hun inviteret ”repræsentanter for os almindelige mennesker” til at deltage i juleprædikenen og dele deres tanker om temaet: frygt.

”Angrebet i Berlin udvider vores horisont, og frygten bliver diffus. Frygten bliver en trussel, som man ikke kan gøre noget rationelt ved, og vi kan lamme os selv og hinanden i ønsket om at optimere sikkerhed. En juleprædiken skal befinde sig i krydsfeltet mellem julevangeliet og det, der optager os som samfund her og nu. Derfor synes ordene ’frygt ikke, en frelser er født’ passende,” siger provsten.