Prøv avisen

Hun stiller skarpt på familien

-- Jeg har et helt vildt inderligt forhold til familien, både til min egen familie og til familien som begreb, siger den populære instruktør Susanne Bier. Hendes film "Den eneste ene" er en af de mest sete danske film nogensinde. -- Foto: Scanpix.

Susanne Bier er en af Danmarks førende instruktører. Hendes styrke er den præcise personinstruktion og forståelsen for de mennesker, hun skildrer på film. I dag er der premiere på Biers nyeste film "Efter brylluppet"

Det har altid handlet om familien for filminstruktøren Susanne Bier. Temaet var til stede allerede i den kritikerroste debut "Freud flytter hjemmefra" (1991). Her giver Bier, der er født i 1960 og uddannet fra Den Danske Filmskole i 1987, en præcis skildring af de mekanismer, der træder i kraft, når samlingspunktet for en familie vakler.

Bier studerede oprindeligt arkitektur i Jerusalem og trak i denne film, der har Ghita Nørby i hovedrollen som kræftsyg matriark, en del på sin jødiske baggrund. Nørbys homoseksuelle søn blev spillet af Philip Zandén, som Bier i øvrigt kort efter stiftede familie med. Den svenske skuespiller har siden haft markante roller i mange af hendes film. Blandt disse den mislykkede "Det bli'r i familien" (1993), hvor han igen spiller Ghita Nørbys søn, og frigørelsesfortællingen "Pensionat Oskar" (1995). Samlet viser de tre film, hvordan familien både kan være en ressource og en begrænsning. I "Det bli'r i familien" kommer familien i vejen for andre relationer, mens "Pensionat Oskar" viser en familiefar bryde kernefamiliens rammer.

Susanne Bier har til dagbladet Information sagt: "Jeg har et helt vildt inderligt forhold til familien, både til min egen familie og til familien som begreb. Men samtidig hader jeg den form for familiefundamentalisme, som sniger sig ind og erstatter alle spirituelle værdier."

Forvridningen af de spirituelle værdier blev omdrejningspunktet i thrilleren "Sekten" (1997). Sekten er i denne film en kvælende storfamilie, der ikke levner plads til individet. Thrillergenren falder imidlertid ikke Bier naturligt. Hun er selv bevidst om, at hendes styrke ubetinget er det karakterbårne drama – det være sig seriøst eller komisk.

Efter fire film, hvoraf kun debuten var fuldt vellykket, fik Bier sit folkelige gennembrud med den romantiske komedie "Den eneste ene" (1999), hvortil Kim Fupz Aakeson har skrevet en kontant og gnistrende mundret dialog. "Den eneste ene" vandt Bodil som årets bedste danske film og blev en af de mest sete danske film nogensinde – omkring 850.000 løste billet. Til sammenligning så lidt over 25.000 "Freud flytter hjemmefra".

Efter denne succes og et svensk grand prix-intermezzo med "Hånden på hjertet" (2000) har Bier fundet formen. Fortællingerne bliver stadig enklere, mens der gives stadig mere plads til karaktererne og til noget af det bedste skuespil, man overhovedet ser i dansk film. Bier har allieret sig med manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen, der sammen med Kim Fupz Aakeson på godt og ondt repræsenterer dansk films kvalitetstradition omkring foreløbig tre film: dogmefilmen "Elsker dig for evigt" (2002), "Brødre" (2004) og nu "Efter brylluppet".

Førstnævnte – den Bodil-belønnede dogmefilm med Mads Mikkelsen som lægen, der forelsker sig i sin patients kæreste – viser igen, hvor skrøbelig en konstruktion familien i virkeligheden er. Der skal ikke meget til at forrykke den balance, som er familiens fundament, og man fornemmer, at Bier trækker på personlige erfaringer i sin blotlæggelse af den sorg, ethvert opbrud og enhver forandring er forbundet med.

Bier går skridtet videre i "Brødre". Nok spøger Balkan-konflikten i baggrunden, men det egentlige drama er søskendejalousien mellem Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas i en film der viser, hvordan familien kan være noget, man både hader og elsker. Et tema, der dukker op igen i "Efter brylluppet", hvor Bier igen retter et smerteligt blik på familien.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

kultur side 16