Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Dagens portræt

Hun vågnede til lyden af en ny verdenskrig

Sofia Burchacinska er i dag 91 år, men husker stadig meget tydeligt, hvad der skete natten til den 1. september 1939, da Nazityskland lagde hendes hjemby i ruiner. Sammen med sin mor flygtede den dengang 11-årige i bombenatten barfodet gennem den brændende by, og først til jul var hendes fødder helet igen. – Foto: Kai Nietfeld/dpa/Ritzau Scanpix

For 80 år siden blev den da 11-årige Zofia Burchacinska vækket af en ildevarslende hylen – huset rystede, og vinduerne splintredes. De første tyske bomber faldt over den sydpolske by Wielun. Anden Verdenkrig var begyndt, og den i dag 91-årige kvinde husker det tydeligt

Zofia Burchacinska havde aldrig hørt noget, der lignede den ildevarslende lyd, som vækkede hende den morgen ved daggry. En skingrende, øredøvende hylen fik beboerne i den lille sydpolske by Wielun op af sengene og nåede at skræmme hende, inden helvede brød løs omkring hende. Det var den 1. september 1939. Anden Verdenskrig var begyndt.

”Klokken var omkring halv fem, og først troede jeg, det var køer, der brølede. Der lød en brummen, så larm fra flyvemaskiner, og derefter gik rådhusets alarmsirene i gang. Mor sagde først, at jeg bare skulle klæde mig på; det var nok kun en øvelse. Så revnede loftet i soveværelset, og vinduerne splintredes. Min mor og jeg flygtede gennem vinduet ud i baggården i nattøj og på bare fødder. Da vi nåede ned i kælderen, faldt bomberne allerede på torvet,” har hun fortalt til den tyske radiostation Deutschlandfunk.

Der er stort set intet tilbage af den by, Zofia Burchacinska voksede op i, indtil hun var 11 år. I dag er hun 91, pensioneret apoteker og bor stadig i byen godt 220 kilometer sydvest for Warszawa. Wielun blev bombet sønder og sammen af det tyske luftvåben. 70 procent af byen var en ruinhob allerede samme aften, og 1200 af de dengang 16.000 indbyggere blev dræbt under angrebet på den forsvarsløse by.

Ganske kort efter, klokken 4.45, begyndte beskydningen af ammunitionsdepotet på den polske halvø Westerplatte ud for østersøbyen Gdansk (dengang Danzig), som var et strategisk krigsmål for nazistyret. Dette angreb er længe blevet betragtet som den første krigshandling i Anden Verdenskrig.

Men i Wielun, der også kaldes Polens Guernica, siger man, at krigen begyndte fem minutter før med en massakre på forsvarsløse mænd, kvinder og børn. Den hylende lyd, som Zofia Burchacinska hørte ved halv fire-tiden om morgenen for 80 år siden, var de såkaldte Jeriko-sirener, som de tyske Juncker-krigsfly var udstyret med, og som kun havde én hensigt: at øge den skræk og rædsel, som var det eneste mål med angrebet.

Det var de samme fly, der blev benyttet i angrebet på Guernica under den spanske borgerkrig i 1937. Med det samme mål, der inspirerede Picasso til hans mest berømte maleri af samme navn: den totale krig, der skal sprede død og rædsel for at underminere civilbefolkningens forsvarsvilje.

Men den polske befolkning blev ikke lammet, selvom den kom til at betale en ualmindeligt høj pris i verdenskrigen. Som det eneste land var Polen i krig fra første til sidste dag. Og indbyggerne i Wielun var de første, men langt fra de eneste, der måtte flygte over hals og hoved fra de tyske bombardementer. Zofia Burchacinska flygtede først med sin mor 2000 kilometer østpå og senere til Warszawa, hvor hendes storebror boede, og hun gik på et af flere hemmelige, polske gymnasier under krigen. Hendes bror døde i 1944 under den mislykkede Warszawa-opstand mod de nazistiske besættelselsstyrker. Med fem millioner dødsofre tæller Polen de største tab i krigen næst efter Sovjetunionen.

”Jeg vendte først tilbage til Wielun efter den såkaldte befrielse, da Den Røde Hær rykkede ind i byen. Jeg kunne ikke kende den igen. Der var ingen veje, intet torv tilbage. Alt var ruiner,” husker Zofia Burchacinska ifølge nyhedsbureauet AFP. Og den ældre dame er ikke kommet sig over tabet af storebroderen, som hun har forklaret over for Deutschlandfunk:

”Selv i dag spørger jeg mig selv: Tyskerne er jo intelligente mennesker; hvordan kune de hoppe på Hitlers limpind?”.

”Jeg tror, at mine sønners, børnebørns og oldebørns generationer ikke bør føle had over for Tyskland; det fører ingen vegne. Men for mig er det svært at tilgive,” uddyber Zofia Burchacinska over for nyhedsbureauet dpa.

Verdenskrigen og den efterfølgende indlemmelse i østblokken bag jerntæppet har bestyrket Polens historiske selvopfattelse som et land under belejring, der til stadighed skal kæmpe for sin nationale selvstændighed fra de mægtige naboer i både øst og vest. Mens gårsdagens officielle markering i Warszawa var en markering af fortællingen om national selvstændighed, og ceremonien på Westerplatte illustrerede den heltemodige kamp mod de nazistiske angribere, var Zofia Burchacinska og indbyggerne i Wielun billedet på de uskyldige kvinder, mænd og børn, der blev ofre for nazismens barbari.

En snes af disse ofre lever stadig i Wielun, ligesom Zofia Burchacinska, og de overværede ceremonien med deltagelse af Polens præsident, Andrzej Duda, og den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier. Det er første gang, et tysk statsoverhoved har deltaget i ceremonien i Wielun, og den 91-årige dame havde ifølge nyhedsbureauet dpa på forhånd store forventninger til det efterfølgende morgenmadsmøde med præsidenten:

”Jeg vil gerne have en undskyldning for bombeangrebet og den næsten totale ødelæggelse af Wielun, en by uden soldater, uden industri, hvor folk levede i fred.”