Prøv avisen
Portræt

Hun var den pæl, vi alle rendte rundt om

Det er sådan, familien gerne vil huske Kirsten Birgit Binder: menneskevarm og dyreglad. Her med hunden Trold. – Privatfoto.

Kirsten Birgit Binder var et naturligt midtpunkt i sin familie, indtil kræften pludselig tog hende

Savnet lyser ud af dødsannoncen:

”Min kære hustru, vor kære mor, svigermor og bedstemor. Vores midtpunkt og børnenes elskede bedste er død fra os.”

Kirsten Birgit Binder døde den 24. februar – ud af det blå, føltes det som. Hun var blot 77 år, og få måneder forinden havde hun haft det fint. Så begyndte hun at blive træt, meget træt, og gik til undersøgelse. Det var kræft, og seks uger senere var hun væk.

Tilbage står mindet om et livgivende menneske, alle holdt af. Hun var så omsorgsfuld, fortæller hendes mand, Erik Binder. Særligt over for børnebørnene, der forgudede hende for al den opmærksomhed, hun gav dem, men også naboerne i Ålsø på næsen af Djursland mærkede og søgte hendes varme.

Selv var hun fra Balle syd for Grenaa, hvor hun voksede op på en mindre gård helt ud til kysten. Det er derfor, dødsannoncen er prydet af en tegning af en landmand med hest og plov. Livet på landet formede hende. Det var her, hun lærte at tage fra. Og det var her, hun fik sin glæde ved naturen og ved dyr. Især nød hun heste og hundes selskab og ejede begge dele i store perioder af sit liv.

Som ung blev hun pige i huset i Thorsager, ikke langt fra fødegården og tæt på Jyllands eneste rundkirke. Her mødte hun sin kommende mand, da de begge var 19 år. Seks år senere blev de gift og fik siden to sønner.

Det var gode år. Hun fik arbejde som butiksassistent og blev i 1976 underdirektør i et trailerfirma, hun ejede sammen med sin mand. Her passede hun især regnskabet, men hjalp også til med at samle trailere, for hun kunne godt lide det fysiske arbejde og havde teknisk snilde.

Da de solgte firmaet, blev hun dagplejer og var det i 10 år, til hun gik på efterløn. Det var et godt job. Her kunne hun øse alt det, hun ville, af sin naturlige kærlighed til børn, og det gjorde hun. Måske derfor havde hun til sin død kontakt til flere af børnene fra dengang, selvom de nu er voksne og selv har fået børn.

I sin fritid holdt Kirsten Birgit Binder af at rejse, allerhelst til Italien. 12 gange nåede hun sammen med sin mand at tage biltoget til det lille hus i Norditalien, som deres gode venner ejede.

Derhjemme var hun et udpræget havemenneske. I utallige timer kunne man se hende pleje den 1400 kvadratmeter store have med stor nidkærhed. Hun nød at være tæt på naturen, men kunne i perioder også bruge lang tid på porcelænsmaling og på at strikke. Nu kommer der ikke flere sokker, siger hendes mand trist.

I 2015 holdt de guldbryllup. Det blev en dejlig fest med 45-50 gæster på et hotel i nærheden, og der var nok at fejre. Det havde været 50 gode år. De havde fået to dejlige sønner og tre skønne børnebørn, også alle drenge. De var sunde og raske og havde stadig mange gode år forude, troede de.

Sådan skulle det ikke være, og nu står familien tilbage uden sit midtpunkt.

”Hun var jo den pæl, vi alle rendte rundt om,” som Erik Binder forklarer.