Prøv avisen
Nekrolog

Hun var tro mod sit sted og sine medmennesker

Edith Mogensen døde den 10. maj 2020 efter et langt liv på Gjøl ved Limfjorden. – Privatfoto.

Edith Mogensen døde 87 år gammel efter et rigt liv knyttet til Gjøl ved Limfjorden og til sine kære. Kristeligt Dagblads chefredaktør skriver nekrolog om sin svigermor

Edith Kristiane Mogensen var ikke en kvinde af store ord. Hun ville formentlig have modsat sig, at der skulle gøres stads af hende med en hel nekrolog, for hvad var der egentlig at skrive om?

Men hun var ikke bare sine døtres mor, sine børnebørns elskede Bedste, familiemedlemmers, venners og naboers nære ven og fortrolige og min svogers og min svigermor. Hun var et menneske af en slags, som snart forsvinder med tidens hastige og evigt foranderlige livsform, forbundet som hun var til sit sted.

Edith Mogensen blev født på Gjøl ved Limfjorden Sankt Hans dag 1932. Hun flyttede tre gange i sit liv, men forblev inden for en radius af 500 meter. Hendes aner gik mange generationer tilbage på Limfjordsøen, der for snart hundrede år siden blev inddæmmet til at være en del af det nordjyske fastland. Men ø-mentaliteten hang ved og menneskenes stærke karakter ligeså. Det gjaldt også Ediths. Flere fra Gjøl optræder som nøglefigurer i romanen ”Fiskerne”, som forfatteren Hans Kirk i 1920’erne henlagde til denne lille by, der strækker sig smukt langs Limfjorden. Det var her, hun blev født og levede sit liv, og det var fra Gjøl kirke, hvor hun var blevet døbt, konfirmeret og gift, at hun i lørdags blev stedt til hvile ude på kirkegården, mens lærkerne sang.

Stedbundethed er et gammelt ord, som hun personificerede. Edith voksede op på ”Enggården” med marker ned til Limfjorden og var sine forældres elskede datter. Hendes storebror Hans var født med et handicap, og det blev hendes lod at hjælpe til derhjemme og i marken. Hun var med til at malke de 10 køer med håndkraft siddende på en trebenet skammel med panden ind mod koen. Hun fodrede grise, høns og gæs, gik i roerne og tærskede korn, ligesom hun var med, når der skulle hentes tørv til komfuret ude i Vildmosen. Hun elskede sin far, som ofte sang ”Jeg er en simpel bondemand så jævn og ligetil”, mens han gik efter ploven med hesteforspandet. Hun fortalte også om, hvordan de sammen sang ”Der står et slot i Vesterled” på vej hjem med høsten en sommeraften. Der blev bedt bordbøn til måltiderne og sunget og bedt Fadervor om aftenen. At gå i kirke og til møder i missionshuset var en selvfølge.

Dengang var sognets grænse for en stor del med til at afgrænse verden. Edith havde kun gået syv år i skole og ville gerne lære mere og havde udlængsel. Som ung kom hun på Rønde Højskole, til Norge og blev medhjælper på Aalborg Drengehjem. Men da hun vendte tilbage til hjemmet og udtrykte ønske om at blive lidt længere derude i verden, fik hun det svar, at så blev de nødt til at sælge gården. Dermed var den sag afgjort. Pligten blev tidligt lagt ind i hendes sind, og hun lærte at tilsidesætte sine egne behov. Det kan føre til dårligdomme, hvis det ikke afbalanceres af en sund selvtillid, og den havde hun.

Hendes far standsede aldrig midt i en roerække, og hun selv gik aldrig i seng, uden at opvasken var taget forinden. Hun var præget af stor stabilitet og robusthed. Hun var næsten altid i godt humør og i besiddelse af en kontant form for humor og stoisk ro. Der lød i hendes lange liv aldrig suk eller klage. Tværtimod var hun opmuntrende og så lyst på tingene.

Da hun kom op i 20’erne og blev gift med sønnen fra nabogården, Immanuel, blev hun en del af en stor familie med ni søskende, der alle blev nære venner hele livet; flere af dem blev bosiddende på Gjøl. Og så flyttede hun for første gang hjemmefra. Men ikke langt. De nygifte lejede et hus tæt på begges barndomshjem. Hun og hendes mand byggede efter nogle år deres eget hus nogle få hundrede meter derfra, og da hendes forældre kom op i årene og solgte gården, flyttede hun og Immanuel igen til et hus tæt ved, som de selv fik bygget, mens hendes forældre overtog deres første hus.

Edith og Immanuel fik to døtre; Edith blev hjemmegående husmor, og Immanuel ernærede sig som kreaturhandler. Han nød godt af sin kones store arbejdsomhed. Det blev senere en fast del af festtalerne, at Immanuel, der elskede både sin hustru, sine piger og sin have og kunne alle blomsternavnene, også på latin, holdt af at se Edith grave bedene.

Edith var et nøjsomt menneske, men på ingen måde en livsfornægter. Både hendes barndomshjem og det hjem, hun skabte med sin mand, var åbent og gæstfrit. Børnenes venner flyttede ind i perioder, og familie, venner og naboer blev ofte inviteret til at spise med. Edith elskede selskab og fest, og af alle måltider var natmaden med en øl og en dram hendes foretrukne.

Hun holdt af at rejse, da hun blev ældre, men måske allermest bare en mindre tur med tæppe og madkurv til Slette Å ved Slettestrand, hvor Immanuels familie stammede fra, eller lige så godt til Bjerget ved Ulvedybet tæt ved Gjøl. Ingen tur var rigtig vellykket, hvis der ikke blev sunget fra Højskolesangbogen, så det blev der.

Da de to døtre flyttede hjemmefra og senere blev gift, var Edith en trofast hjælp og ikke mindst barnepasser. Med stor kærlighed og fasthed tog hun hånd om sine tre børnebørn, som alle elskede hende højt.

Der lå ingen begrænsninger i den stedbundethed, som var hendes. Den var udtryk for en dyb forankring og en stærk følelse af tilhørsforhold til menneskene, jorden og landbokulturen. Fra hun var helt ung, læste hun meget og helt frem til sine sidste år også flere aviser hver dag. Hun læste dagligt i Bibelen, kom til søndagens gudstjenester i Gjøl Kirke og deltog i sogne- og højskoleeftermiddage. Hun deltog i studiegrupper og læste hele Bibelen, efterfulgt af Koranen. Hun var hjælpsom og interesseret i andre menneskers liv, og også efter at have rundet de 80 år cyklede hun lange ture rundt og besøgte folk på Gjøl.

I mange år arbejdede hun som sygehjælper på et plejehjem, og sine sidste to leveår måtte hun også selv tilbringe på et plejehjem i nabobyen. Her fik hun en god og kærlig pleje, som hun gengældte med stor hengivenhed over for personalet. Det var første gang, Edith flyttede væk fra Gjøl, og til det sidste talte hun om, at hun gerne ville hjem. Det kom hun i lørdags, da hendes kiste blev sænket i det gamle familiegravsted på Gjøl kirkegård, i troen på en glædelig opstandelse. Der lå blomster i hele kirkens midterskib fra slægt, venner og naboer. Corona-restriktioner satte grænser for, hvor mange der måtte deltage i begravelsen. En gammel ven, der boede på den vej, hvor Edith boede og var med til begravelsen, skrev bagefter og takkede for en fin begravelse med de blandede følelser over det tabte og den skønhed og gode erindring, der er tilbage. Han roste præstens gode tale og efterlyste, at nogen skrev om Edith. For beretningen om hendes liv var også beretningen om en anden måde at være menneske på, så stærkt og varmt.