Hun vil hellere rejse en statue til minde om slaverne end rive dem af slavehandlere ned

Den dekorerede britiske historiker Oku Ekpenyon har i snart 20 år forsøgt at rejse penge til en statue til minde om ofrene for den britiske slavehandel. Premierminister Boris Johnson har kaldt det en god idé, men regeringen afviser støtte

Den dekorerede britiske historiker Oku Ekpenyon (th.) sammen med premierminister Boris Johnson, mens han stadig var borgmester i London. Anledningen er afsløringen af modellen for et mindesmærke over de britiske slaver, som Boris Johnson foretog i 2008 på rådhuset i London. Boris Johnson sagde dengang: ”Det er vigtigt, at denne æra i vores historie ikke bliver glemt.” – Foto: Ray Tang/Ritzau Scanpix.
Den dekorerede britiske historiker Oku Ekpenyon (th.) sammen med premierminister Boris Johnson, mens han stadig var borgmester i London. Anledningen er afsløringen af modellen for et mindesmærke over de britiske slaver, som Boris Johnson foretog i 2008 på rådhuset i London. Boris Johnson sagde dengang: ”Det er vigtigt, at denne æra i vores historie ikke bliver glemt.” – Foto: Ray Tang/Ritzau Scanpix.

Det er 80 år siden, at Oku Ekpenyons nigerianske far i 1940 meldte sig som frivillig beskyttelsesvagt under luftangrebene på London – og gennem hele krigen havde ansvaret for at hjælpe andre civile i sikkerhed og yde førstehjælp efter et bombardement. 46-årige Ita Ekpenyon var for gammel til aktiv krigstjeneste, men han var ikke i tvivl om, at han ville hjælpe på anden vis, selvom han egentlig var kommet til Storbritannien med det formål at læse jura.

”Verdens mennesker er delt i to lejre. Den ene slås for at lægge verden i lænker, den anden for at have fred og frihed i verden. I denne kamp er et civilt forsvar vigtigt. Jeg er opløftet over, at jeg tilhører en enhed i London, som har vist samvittighedsfuldhed over for pligt, mod og beslutsomhed ansigt til ansigt med faren,” skrev han i sine notater.

Ita Ekpenyon fik aldrig mulighed for at vende tilbage til sine jurastudier. Krigen ødelagde økonomien, og han arbejdede i stedet som postbud i London frem til sin død i 1951. På det tidspunkt var hans datter, Oku, knap seks år og uden mange personlige minder om sin far. Til gengæld har hun siden brugt sit liv på at fordybe sig ikke blot i hans skæbne, men i de sorte briters historie som helhed. En indsats, der er 2010 indebar overrækkelsen af den britiske orden MBE, medlem af det britiske imperium, fra dronning Elizabeth.

Den nu 74-årige Oku Ekpenyon ønsker i dag intet højere, end at det bidrag, hendes far – og hundrede tusinder af andre afrikanere med ham – har ydet til forsvaret og opbygningen af Storbritannien, bliver anerkendt. Helt tilbage til de millioner af slaver, som britiske slavehandlere i det 17. og 18. århundrede solgte og transporterede i en trekantshandel mellem Afrika, Nordamerika og Storbritiannien. De seneste 18 år har hun gennem organisationen Memorial 2007 kæmpet for, at der bliver rejst en statue til minde om slaveriet og dets ofre i London, men der er stadig langt til de fire millioner pund (33 millioner kroner), der er brug for.

”Nu er der en stor debat om, hvorvidt man skal rive statuerne ned af fortidens slavehandlere – og Boris Johnson (den konservative britiske premierminister, red.) har sagt, at det vil være at lyve om historien at rive dem ned. Men det er også at lyve om 400 års historie at undlade at rejse et mindemærke for deres ofre. Hvis man vil anerkende slaveriet, må man også anerkende, at de afrikanske og caribiske slaver har været med til at skabe den velstand, som har bidraget til at sætte ’stor’ ind i Storbritannien,” siger hun.

Oku Ekpenyon er både fortørnet og skuffet over, at det efter 20 år stadig ikke er lykkedes at samle nok penge sammen. Hun hæfter sig ved, at skiftende britiske regeringer har haft lettere ved at finde penge til mindesmærker for ofrene for Holocaust end slaveriet, hvilket i hendes øjne er et udtryk for fornægtelse af fortiden. Siden 2015 er der således ifølge Oku Ekpenyon blevet givet 40 millioner pund til forskellige monumenter over Holocaust – det tidobbelte af, hvad mindesmærket for slaveriet vil koste.

”Det er åbenbart lettere at sidde på den moralske høje hest, når det gælder andres folkedrab, end når det gælder ens eget. Jeg forstår det ikke. Men det må hænge sammen med, at regeringen ikke er parat til at erkende Storbritanniens rolle i slaveriet som system. Det er nemmere at nøjes med at forholde sig til slavehandlerne som enkeltpersoner,” siger hun.

Og er bitter.

”Det er offentlige penge, man deler ud af til mindesmærker. Penge, som også er betalt af landets sorte skatteydere. Vi må gerne være med til at støtte andres mindesmærker, men vi må ikke få vores eget. Hvorfor skal sorte britiske børn nøjes med at se på statuer af slavehandlere, når de er på udflugt med deres forældre? Det er ikke anstændigt, at der ikke er et eneste sted, hvor de kan genfinde sig selv og ofrenes side af historien. Sporene efter de britiske slaver er overalt i dette land, men de er stadig skjult,” siger Oku Ekpenyon.

Som historiker har hun brugt en stor del af sit faglige liv på at rette op på den enøjethed, hun ser i fortællingen om Storbritanniens involvering i slaveri og kolonialisme. De læreplaner, der er for historieundervisningen, giver efter hendes mening ikke et dækkende indtryk af fortiden.

”Hvis britiske skolebørn overhovedet lærer om slaveriet, er det med USA som fokus. Deres eget lands bidrag kommer ikke frem, selvom Storbritannien var en af verdens største slavehandelsnationer. På samme måde lærer børnene ikke nuanceret om kolonitiden,” siger den tidligere historielærer.

Memorial 2007 havde oprindeligt fået tilladelse til at opstille mindesmærket over de britiske slaver i Hyde Park i London. Den tilladelse udløb i efteråret. Oku Ekpenyon håber dog, at det vil være muligt at få den fornyet, når finansieringen på et tidspunkt er på plads.