Prøv avisen

Hun vil nuancere indvandrerdebatten

Mødet med danskernes mentalitet var et kulturelt chok for Lone Yalcinkaya, der opfattede det danske system som opbygget på en naiv tillid til den enkelte. (Foto: Scanpix)

Hun var den første indvandrer i Folketinget i nyere tid, hun har oplevet tvangsægteskab på egen krop, og nu vil hun etablere foreningen De Frie Muslimer. Navnet er Lone Yalcinkaya.

"Tyrk afløser Mimi J".

Sådan lød en malende avisoverskrift i 2000, da muslimske Lone Yalcinkaya afløste Mimi Jakobsen i Folketinget og blev landskendt som den første indvandrer i folketingssalen. Siden da er partifarven skiftet. Det skete i november 2002, hvor Lone Yalcinkaya brød med CD, fordi hun var uenig i partiets indvandrerpolitik og mente, at løbet var kørt for CD. Samme dag meldte hun sig ind i venstre, hvis holdninger hun i dag repræsenterer i Gladsaxe Byråd.

Der er også kommet flere overskrifter til siden 2000. Senest da 37-årige Lone Yalcinkaya meddelte, at hun vil etablere en forening for moderate muslimer. Foreningen skal hedde De Frie Muslimer, og den skal virke som en modvægt til de ekstreme muslimer i indvandrerdebatten. Den nye forening blev annonceret, da det kom frem i medierne, at Det Islamiske Trossamfund vil samle muslimer i fælles kamp mod regeringen. Det provokerede Lone Yalcinkaya, som ikke mener, at religion og politik skal blandes sammen, og med foreningen ønsker hun at nuancere debatten.

Netop indvandrerdebatten har hun lagt mange kræfter i. Måske fordi hun selv ved, hvordan det føles at komme som fremmed til Danmark. Lone Yalcinkaya er født den 6. august 1967 i Tyrkiet, hvor hun voksede op i byen Sarkisla i Sivas-provinsen. Her boede hun sammen med sin mor sine to brødre og sin søster. Faderen befandt sig i Danmark, som han var rejst til i 1969 for at arbejde på fabrik og tjene penge til familien. Alligevel levede familien i Tyrkiet en tilværelse i fattigdom. Da Lone Yalcinkaya var 10 år, blev familien sammenført med faderen i Danmark, hvor de flyttede ind i Gellerupparken i Århus. Mødet med danskernes mentalitet var et kulturelt chok for Lone Yalcinkaya, som opfattede det danske system som opbygget på en naiv tillid til den enkelte. Men syv år senere som 17-årig oplevede Lone Yalcinkaya tvangsægteskab på egen krop, og her fik hun brug for det system, som troede på den enkelte. Hun søgte nemlig tilflugt på et krisecenter i Esbjerg, hvor der blev lyttet til hendes historie. Det var også her, at hun fik navnet Lone. Oprindeligt hed hun Isminur, men da hun skulle holde sig gemt for sin familie og svigerfamilie, fik hun "dæknavnet" Lone Madsen. I sit politiske arbejde kæmper Lone Yalcinkaya, som senere er blevet genforenet med sin familie, for at bevare den tillid, det danske system er bygget på, og som hun oplevede på krisecentret.

Kendskabet til Tyrkiet bruger hun ikke kun i politisk sammenhæng. Hun har siden februar 2003 været informationschef i rejsebureauet Tyrkiet Eksperten. Her beskrives hun som omhyggelig og pligtopfyldende og nem at samarbejde med. Hun er en, som kollegerne kan komme til med både store og små ting, og så er hun altid glad. Måske fordi hun hver morgen går på morgenmadsrestaurant og begynder dagen med en kop kaffe.

Når der i fritiden ikke står politik på programmet, bruger Lone Yalcinkaya meget af sin tid sammen med sin 11-årige søn Ozan, som hun har fået i et frivilligt ægteskab med en mand, hun senere er blevet skilt fra. Det er også herfra hendes efternavn stammer. Da hun i 1977 ankom til Danmark, var det under fødenavnet Isminur Demirezen. I dag er er hun enlig mor, informationschef og byrådspolitiker. Navnet er Lone Yalcinkaya.

engberg@kristeligt-dagblad.dk