Hver uge er en ny opdagelsesrejse

Forfatteren og journalisten Pernille Stensgaard har skrevet om alt fra Grosbøll-sagen til Gyldendal. I dag fylder hun 60 år

Pernille Stensgaard vidste allerede som barn, at hun ville være journalist. De seneste 30 år har hun arbejdet for Weekendavisen og skrevet en stribe bøger ved siden af. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Pernille Stensgaard vidste allerede som barn, at hun ville være journalist. De seneste 30 år har hun arbejdet for Weekendavisen og skrevet en stribe bøger ved siden af. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Thorkild Grosbølls lille røde debatbog lå længe fredeligt forladt i en bunke på Pernille Stensgaards kontor på Weekendavisens redaktion i centrum af København. ”En sten i skoen” stod der med store signalgule bogstaver på bogen, som journalisten havde lagt i en bunke med nødidéer, hvis hun en uge skulle mangle noget at skrive om. Og det manglede hun så pludselig en uge i maj 2003, så hun læste debatbogen og undrede sig over, at forfatteren, der ovenikøbet var sognepræst, ikke troede på Gud, så hun tog ud for at interviewe ham.

”GUD i himlen? Nej, det siger ham ikke noget. Opstandelsen så? Nej, heller ikke. At bede en bøn, når det kniber? Nej, hvorfor skulle han dog det. Thorkild Grosbøll er ikke en af den slags præster, der tror på Gud,” skrev hun i sin siden ofte citerede artikel ”Præsten tror ikke på Gud” fra den 23. maj 2003, for det var den artikel, der for alvor satte Grosbøll-sagen i gang – ikke mindst her i spalterne. Men selv har journalisten og forfatteren Pernille Stensgaard, der i dag fylder 60 år, skrevet om alt mellem himmel og jord – i princippet uden noget fast stofområde, siden hun fulgte sin folkeskolelærers råd og blev journalist.

”Jeg skrev og skrev allerede som barn, lige fra håbløst triste dagbøger i puberteten til små efterligninger af de hestebøger, jeg selv godt kunne lide at læse. Jeg skrev også en kopi af ’Det lille hus på prærien’, der hed ’Det lille hus på bakken’. Jeg elskede at skrive stile i skolen – især fristile. Jeg elskede at se mig omkring og få det til at blive til sætninger på papiret. Og under en af mine stile i 5. klasse skrev min søde dansklærer, frøken Therkelsen: ’Du skal da være journalist, Pernille.’ Det tænkte jeg var en god idé, så jeg har haft helt utroligt let ved i sidste ende at vælge erhverv,” siger Pernille Stensgaard, der voksede op i et dannet og kærligt hjem i et rækkehuskvarter i Nærum nord for København, hvor der blev læst bøger, hørt klassisk musik og holdt bordskik.

”Det var utænkeligt, at der kunne stå emballage på bordet, der selv på hverdage var pænt dækket op. Tingene skulle være i orden,” siger Pernille Stensgaard, som stadig hader emballage på bordet, men til gengæld har udviklet en forkærlighed og et trænet blik for iøjnefaldende detaljer, der kan bruges til noget. ”Historierne ligger også tit i de detaljer, der springer i øjnene,” siger hun, der har gjort det til en personlig (skrive)stil at begynde mange af sine artikler med små sigende iagttagelser, som fortæller den store historie i de små ting. For eksempel åbnede hun for nylig et portræt af Frank Jensen med, at hun forbandt den væltede overborgmester med ordet ”Koteletgrund”, som indgik i en anden gammel artikel fra hans tid i Nørresundby, hvor han havde levet et middelklasseprovinsliv med vinkelstue og det hele, før han kom til København.

Pernille Stensgaard har også selv skrevet en stor bog om København og dens kvarterer, ligesom hun blandt andet har skrevet bøger (altid på bestilling) om Skagen, Louisiana og senest ”Selveste Gyldendal” i en rost jubilæumsbog, der dækker Gyldendals 250 år lange historie med masser af menneskelige detaljer om både flittige, forfængelige og (lidt for) festlige forfattere og forlæggere, som ikke ligefrem passer ind i vor tids MeToo-kultur. Men selv synes hun, at det er evigt spændende at sætte sig ind i nye kulturer og steder, der kalder på at blive udforsket.

”Jeg føler mig lidt som en opdagelsesrejsende, og allerhelst vil jeg opsøge miljøer, jeg ikke kender, fordi jeg synes, at de kalder på at blive beskrevet,” siger Pernille Stensgaard, som via Børsens Nyhedsmagasin kom til Weekendavisen for godt 30 år siden, men her er hver uge en ny opdagelsesrejse for hende.

”Det er meget sjældent, at jeg ikke bliver grebet af det, jeg skriver om. For lige så snart man kommer til at vide lidt om noget, bliver det interessant, uanset om det handler om arkitektur, provinskultur eller natur,” siger Pernille Stensgaard, som på den måde altid har fornyet sin nysgerrighed som journalist, men med alderen søger stadig mere ud i ensomheden.

”Jeg kan mærke et større behov for at trække mig tilbage og være mig selv for at komme ud i naturen, og jeg er med stor fryd begyndt at ride igen efter 25 års pause, så jeg har to islandske heste på en gård oppe ved vores sommerhus i Tisvildeleje. Og til dem, der engang har redet, vil jeg anbefale alle at genoptage det, for det er fantastisk at føle sig forbundet med et andet væsen på den måde,” siger den nu 60-årige fritidsrytter, der til daglig bor med sin mand, advokaten og journalisten Carsten Juul, i København i samme opgang som den ene af parrets to døtre.

Og Gud i himlen? Ham tror hun på og har gjort det, siden hun var en lille læsehest, der satte sine første sætninger sammen i bønner og fristile. Og hun kan stadig finde på at sende en bøn op til Gud, hvis det kniber med at finde nødidéer til stort og småt.