Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det vildeste, der er sket inden for de seneste 10-12 år, er, at jeg flyttede væk fra gode gamle Danmark for at flytte til USA med min amerikanske kone og vores fire børn. Desværre kunne ægteskabet ikke holde til det, så det er nok, ud over min mors bortgang i 2019, det sørgeligste, der er sket de seneste år. Og det var underligt at være i personlig krise og skilsmisse, mens jeg fejrede min største internationale succes, da ”Mænd, der hader kvinder” blev et verdenshit og blev den mest sælgende skandinaviske film nogensinde. Jeg modtog også priser for den i både USA og England. Men samtidig stod jeg i mit privatliv i mit livs største nedtur, så det var en turbulent tid. Men jeg er blevet i USA, og det er stadig et eventyr at bo og arbejde i Los Angeles.
Hvilken fase ser du tilbage på med størst glæde og varme?
Det er nok de 10 år i udkanten af Gl. Holte, da børnene var små. Jeg lavede godt nok også film dengang, men dengang handlede mit liv ligeså meget om nære ting som at bygge træhuse og cykle i skoven, så den livsfase ser jeg både tilbage på med varme og nostalgi.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg er vokset op i det sydlige Himmerland i et samfund, der var så småt, at det ikke engang havde et bynavn. Mine forældre havde nogle marker, der lå ned til Kielstrup Sø, hvor vores heste også gik. Mine forældre tog ofte eftermiddagskaffen med derud, og dér legede mine søstre og jeg og lavede huler i høstakkene. Det var magisk.
Hvem har formet dig til den, du er blevet?
Jeg var heldig at have børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaard som lærer i den nærmeste lille landsby. Han og hans kone var blandt mine forældres venner, så han kom i vores hjem. Han står i min barndom som en, der viste, at man kunne gøre noget anderledes ved at skrive bøger og få dem opført på teatret. Vi var enormt stolte af ham. Og han var en meget anderledes lærer end de andre – alene fordi han ikke slog os, så han blev også en inspiration for den unge idealistiske lærer i min film ”Drømmen”.
Hvordan ser du dig selv i dine forældre?
De var begge excentrikere. Jeg har nok fået min mors stædighed og min fars evne til drømme. Min mor var skolesygeplejerske, og min far var en landmand, der sagde, han havde gået 3,5 år i skole, fordi han kun gik i skole hver anden dag i syv år. Men begge mine forældre elskede at læse og gå i teatret. Og især min far var en stor historiefortæller, der gik lige så meget op i kimbrernes togt mod romerne i år 0 som kornpriserne fra sidste uge. Og da jeg så Dreyers ”Ordet” med min far, vidste jeg, at jeg selv ville lave film. Vi skulle enten til Arden eller Hobro for at komme i biografen, og det var også altid magisk for mig.
Hvilket råd vil du give andre, der også vil lave film?
Hvis det virkelig er en drøm for en, så skal man også udleve den, uanset hvad andre siger. Og så skal man turde fejle.
Hvad er det vigtigste, du selv har gjort for at få den tilværelse, du ville have?
At lytte til min egen drøm.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville nok gerne have været en bedre ægtemand. Parforhold er noget af det sværeste i livet. Det er meget nemmere at lave film. Og så fortryder jeg, at jeg efter tre år stoppede med at gå til klaver som barn.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?
Som 20-årig rejste jeg til Afrika, hvorfra jeg rejste den halve klode rundt i 10-11 måneder. Det var også på den tur, jeg begyndte at skrive.
Hvilken sorg eller hvilket tab vil du nævne her?
En af de første, der troede på min drøm om at lave film, hed Bo Rosenkilde. Han var en ung, entreprenant fyr fra Hobro, som jeg mødte igen i Los Angeles, hvor vi boede sammen og lavede de første forsøg på at lave film sammen, så han blev en nær ven. Men som 30-årig døde han i en trafikulykke, og det er et af de tab, jeg aldrig kommer over.
Hvad tror du på?
Med Ingmar Bergmans ord er jeg ateist med min hjerne, men religiøs med mit hjerte. Mindre kryptisk sagt er jeg tæt på at være ateist, men kan alligevel godt have spirituelle fornemmelser.