Prøv avisen

I Århus findes de gode historier

Svend Åge Madsen fylder 70 år i dag og har et langt forfatterskab med mere end 25 bøger bag sig. Hans nye roman, " Mange sære ting for", udkommer i dag og er anmeldt i dagens avis. -- Foto: .

Forfatteren Svend Åge Madsen har altid boet i Århus og skrevet bøger fra byen stort set hele sit liv. I barndomsbyen finder han inspiration til både gode fortællinger og fiktive personer. I dag fylder han 70 år

"Jeg tager kun til København, når jeg skal. Jeg tager aldrig derover frivilligt," har Svend Åge Madsen engang sagt i et interview. I dag fylder han 70 år, og alle de år har han brugt i den gamle jyske by Århus, og det er her, han har skrevet alle sine mange bøger – det er herfra, han har fået alle de gode fortællinger og alle de mange opdigtede personer i sit efterhånden meget store persongalleri.

Og der er en grund til, at Svend Åge Madsen kun har boet to steder i sit liv – barndomshjemmet i Århus og den nuværende bopæl i Århus. Han er nemlig en meget jordnær type, der holder fast, når han først har valgt et sted, en ting eller en favorit. Hans far, der var forsikringsmand, og hans mor, der var hjemmegående, valgte Århus for ham, og det er nu det sted, han kender og hører til.

Svend Åge Madsen har gennem sine nu 70 år skrevet et hav af bøger, der stort set alle udgår fra Århus. Og selvom han i sine unge år var et meget fantasifuldt barn og allerede inden mellemskolen havde forsøgt at skrive en børnebog, troede han på sin dansklærer, der dengang ikke regnede hans sprogevner for noget særligt. Til gengæld var hans matematiklærer meget begejstret for ham, og samtidig havde han let ved både matematik og naturfag, så det var naturligt for ham at følge den vej. Da han blev student i 1958, begyndte han at læse matematik, fysik, kemi, astronomi og dansk på universitetet i Århus. Men da han dumpede til den første eksamen og samtidig fandt ud af, at han var i gang med at uddanne sig til gymnasielærer, stoppede studierne. På det tidspunkt boede han stadig på sine forældres gamle loftsværelse, selvom de var flyttet, og han var begyndt at skrive lidt mere. En dag kom en ven forbi med en bog af Franz Kafka. Ham havde Svend Åge Madsen aldrig hørt om før, men han gav sig til at læse "Processen", og det satte tanker i gang hos den unge Madsen.

Hans første bog, "Besøget", udkom i 1963, og siden er det gået slag i slag med bøger, hvoraf mange udgør et netværk, hvor hovedpersonerne i ét værk er bipersoner i det næste. Hans forfatterskab omfatter mere end 25 bøger. De fleste er romaner og noveller for voksne, men der er også essays og børne- og ungdomsbøger imellem. Derudover har han skrevet en række dramaer til teater, radio og tv. I 1966 blev han gift med ergoterapeut Bendte Ingerlise Madsen, og de to har sammen skrevet en række kriminalromaner under pseudonymet Marianne Kainsdatter. Svend Åge Madsens bøger er blevet oversat til flere forskellige sprog, og han har blandt andet modtaget Det Danske Akademis Store Pris, Danske Dramatikeres Hæderspris og De Gyldne Laurbær.

Svend Åge Madsen og hans kone har to voksne børn, og selvom de elsker Århus, så kan de godt lide at rejse til udlandet for at opleve en hverdag i et samfund langt væk fra hjembyen. Svend Åge Madsen har altid været glad for jazz og har i en årrække selv spillet trompet.

fogsgaard@kristeligt-dagblad.dk