I dag foretrækker Janni Spies et liv uden for rampelyset

Da Janni Spies i 1983 giftede sig med rejsekongen Simon Spies, gik hun fra at være en ukendt pige fra Herlev til forsidestof i de kulørte medier. Den 19. september fylder hun 60 år og værner i dag om sit privatliv, væk fra offentlighedens søgelys

Hun var 20 år, da hun i 1983 blev gift med den 61-årige Simon Spies. Et år senere var Janni Spies enke, ejer af hele Spies-koncernen - og godt stof i medierne. I dag har hun trukket sig tilbage og ønsker helst at undgå spotlyset.
Hun var 20 år, da hun i 1983 blev gift med den 61-årige Simon Spies. Et år senere var Janni Spies enke, ejer af hele Spies-koncernen - og godt stof i medierne. I dag har hun trukket sig tilbage og ønsker helst at undgå spotlyset. . Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix.

Mon ikke de fleste danskere kender historien om, hvordan Janni Brodersen fra Herlev blev til Janni Spies. For den har været Danmarks moderne form for eventyr om den ukendte pige, der voksede op i et arbejderhjem og droppede ud af 10. klasse for at blive piccoline i Spies Rejser, og som siden blev gift med selveste (rejse)kongen.

De levede dog ikke lykkeligt sammen til deres dages ende, som der ellers står i et rigtigt eventyr. For inden der var gået et år, døde Simon Spies, og hans unge enke arvede hele (rejse)kongeriget og blev landets ukronede (rejse)dronning.

At vi har været fascinerede af historien om Janni Spies var tydeligt fra begyndelsen. 10.000 danskere stillede op til globryllup den 11. maj 1983, da 61-årige Simon Spies i Holmens Kirke i København sagde ja til den 40 år yngre Janni Brodersen og gjorde hende til enearving i Spies-imperiet. Hun blev da også omtalt som den danske udgave af prinsesse Diana, der var blevet gift to år tidligere. Og alt var, om ikke større, så på højde med den pomp og pragt, vi ellers forbinder med et royalt bryllup. Med en brudekjole til 175.000 kroner og en bryllupskage så høj, at de nygifte måtte benytte en af flyselskabets landgangstrapper for at nå op til kagen og skære den for.

Den 20-årige kvinde var med ét blevet landets foretrukne forsidefoto, og selvom hun altid så smilende og elegant ud i de kulørte blade, kom den store opmærksomhed også med en pris. I en bog om hendes mangeårige ven, kendisfrisøren Tage Frandsen, fortalte Janni Spies om den svære nye virkelighed, hun mødte:

”Jeg skulle præstere hele tiden, holde tale, give interviews, optræde på tv, og det har aldrig ligget helt naturligt til mig at stille mig frem, sådan som nogle har det godt med, så jeg var meget nervøs. Oven i det skulle jeg hele tiden sørge for at se godt ud, for det blev jeg også bedømt på – alt hvad jeg lavede og gjorde, blev udstillet i alle blade i hele Skandinavien. Det var meget voldsomt.”

Efter Simon Spies’ død giftede Janni Spies sig i 1988 med Christian Kjær, som hun fik to børn med. Christian Kjær var nær ven af regentparret og jagtkammerat med nu afdøde prins Henrik, så derfor blev Janni, nu med efternavnet Kjær, også en del af de royale cirkler. Ægteskabet varede i 20 år, men endte med en voldsom skilsmisse og en efterfølgende retssag, hvor Christian Kjær blev dømt til at betale godt 35 millioner kroner til sin ekskone. Efter skilsmissen blev efternavnet Kjær lagt på hylden, og som 50-årig kaldte hun sig igen Janni Spies.

Frisør Tage Frandsen har været hendes ven siden 1983, hvor han satte hendes hår til brylluppet og derefter blev hendes faste frisør. Han kalder Janni Spies for varm, betænksom og et meget taknemmeligt menneske, ”selv for de helt små ting, som et glas hjemmesyltede agurker”, men han beskriver hende også som meget privat, ”og derfor har det været svært for hende at være så meget i rampelyset”, siger Tage Frandsen. I dag lever Janni Spies da også et tilbagetrukket liv. Hun bor i Skovshoved og bevæger sig sjældent ud i mediernes og offentlighedens søgelys. Ifølge hendes pr-konsulent Signe Lykke Jensen giver Janni Spies da heller ingen interviews i anledning af sin fødselsdag. Der har ellers været mange, der gerne ville tale med hende i den seneste tid, hvor Simon Spies’ eftermæle i den grad har fået ridser i lakken efter DR-dokumentaren ”Spies og morgenbolledamerne”. For hvad vidste Janni Spies om det, der foregik, og hvordan forholder hun sig til det? Hun har intet med Spies Rejser at gøre i dag, men er formand for Simon Spies Fonden, og flere har peget på, at fonden burde undskylde for den krænkende adfærd, som Simon Spies har udsat unge kvinder for i rejseselskabet. Men Janni Spies forholder sig tavs.

Som iagttager af Janni Spies’ udviklingsrejse fra piccoline til rejsedronning og frem til nutidens mere tilbagetrukne liv, vurderer en anden tidligere rejsedirektør, Stig Elling fra Star Tour, ”at det jo på ingen måde kan være Janni Spies’ ansvar, hvad Simon Spies gjorde. Det havde hun intet med at gøre,” siger Stig Elling. Han peger i stedet fingeren i retning af de medier, der i mange år hyldede Simon Spies og gerne tog på betalte rejser med ham og hans morgenbolledamer.

Han kender ikke Janni Spies personligt, men nærer stor respekt for den måde, hun som helt ung formåede at overtage en stor rejsekoncern på, ”og det var intet mindre end en genistreg, da hun i 1989 overtog Tjæreborg. På den måde fik man ikke kun landets største rejsekoncern, men også adgang til en helt ny gruppe af kunder. For Tjæreborg appellerede med præsten Eilif Krogager til nogle helt andre danskere end dem, der var mere til Spies og vilde grisefester,” siger Stig Elling.

Janni Spies solgte i 1996 Spies/Tjæreborg Rejser til en britisk rejsekoncern og har ikke siden været en del af koncernen. I dag nyder hun ifølge vennerne at være mormor til sit første barnebarn, der fylder et år til november.  Og helst uden den store opmærksomhed, hun ellers fik med som en af bryllupsgaverne den majdag for snart 40 år siden.