Prøv avisen
Portræt

I dag kan et håndtryk gøre Sheryll Dufke til dansk statsborger

31-årige Sheryll Dufke er en af de ni personer, der i dag kan få dansk statsborgerskab til den første grundlovsceremoni. – Privatfoto.

I 27 år troede Sheryll Dufke, at hun var dansk statsborger, men grundet papirforfalskning ved ankomsten til Danmark blev hendes pas sidste år erklæret ugyldigt. Hun er en af ni ansøgere om statsborgerskab, der i dag deltager i den første grundlovsceremoni

Det var slet ikke meningen, at 31-årige Sheryll Dufke skulle være en af de ni ansøgere om dansk statsborgerskab, der i dag deltager i danmarkshistoriens første grundlovsceremoni, hvor et håndtryk med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er et krav for at få et gyldigt dansk pas.

Men en chokerende besked tikkede en ganske almindelig onsdag sidste år ind i hendes e-mailindbakke, da hun passede sit arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave i Helsingør.

De to personer, der officielt har været angivet som hendes forældre, havde, da Sheryll Dufke var blot et lille barn, forfalsket hendes papirer, løgnagtigt anført sig selv som hendes mor og far og taget hende med fra Filippinerne til Danmark. 27 år efter sin ankomst fik Sheryll Dufke så beskeden om, at personerne ikke var hendes rigtige forældre, og at hun derfor i virkeligheden slet ikke var dansk statsborger.

Det kan hun imidlertid blive i dag, når hun skal deltage i den første omdiskuterede grundlovsceremoni med krav om et håndtryk til gengæld for statsborgerskab, som Folketinget har indført fra årsskiftet.

”Det kom som et chok, det var en længere proces. Jeg synes ikke, det gav mening for mig, at jeg pludselig var her ulovligt, det var jo det ord, advokaten brugte. Det er i Danmark, jeg har været, siden jeg var helt lille. Jeg måtte pludselig ikke arbejde som pædagogmedhjælper, og jeg måtte ikke forlade landet,” siger Sheryll Dufke, som derfor ser frem til dagens grundlovsceremoni og ingen indvendinger har mod kravet om et håndtryk:

”For mig er det vigtigt, at papirerne kommer på plads. Det passer mig helt fint med håndtrykskravet. Om det var blevet et lovkrav eller ej, havde jeg givet hånd,” siger Sheryll Dufke.

Hun har altid følt sig som dansker, og det er det land, hun har et tilhørsforhold til. Beskeden om, at hun i næsten 30 år havde opholdt sig ulovligt i Danmark uden at vide det, stillede derfor hendes tilværelse i et markant andet lys, og pludselig måtte hun stille sig selv spørgsmålet: Elskede hendes forældre hende, eller var hun blot en adgangsbillet?

Som 11-årig blev hun tvangsanbragt grundet mistrivsel, og hun har i dag ingen kontakt til de to personer, der tog hende med til Danmark.

Sheryll Dufke deltog sidste år i TV 2-programmet ”De brændte børn”, hvor hun fortalte sin historie. Hun kunne godt have fortsat sit liv uden at eksponere sin historie, men for hende var det en måde at bearbejde chokket på.

”Det betyder, at jeg har fået styr på alt det rod, som mine såkaldte forældre har sat gang i, og at jeg ikke skal bekymre mig om, at min søn eller jeg bliver kontaktet på længere sigt. Vi kunne godt have levet vores liv videre, ladet som ingenting og ikke sagt noget, men jeg har brug for at rydde op i min fortid,” siger hun.

Og når hun i dag udveksler et håndtryk med Inger Støjberg og får sit danske statsborgerskab, betrager hun det som en slags afslutning på det kaos, der for så kort tid siden vendte hendes liv på hovedet. Hun glæder sig. Til at få bekræftet, at hun hører til i Danmark og til at komme videre.

Sheryll Dufke er kontoruddannet og har blandt andet arbejdet som sagsbehandler i Helsingør Kommune. Hun er også blevet gift i Danmark og har to børn, et med sin nuværende mand og et fra et tidligere forhold, mens hun lige nu er højgravid.