Da 53-årige Maj-Britt Emborgs søn blev født med rygmarvsbrok, befandt familien sig pludselig i en helt ny og ukendt situation. Da sønnen var tre måneder gammel, fik de mulighed for at komme med på et weekendkursus for at lære mere om hans sygdom. På vej hjem i bilen kiggede hendes dengang fireårige datter på sin bror og sagde: ”Tak, David”.
Maj-Britt Emborg undrede sig lidt. Datteren forklarede med største selvfølgelighed, at havde David ikke haft et handicap, så havde familien heller ikke haft så god en weekend.
Det blev kimen til det, der i dag er Foreningen for børn og unge med handicap – og deres familier (FBHF). En patientforening ulig de fleste andre. Her kan alle være, med uanset diagnose, og fokus er på alle de gode, positive og smukke ting i livet. Ting, der ofte kan træde i baggrunden, hvis man er forældre eller søskende til et barn med handicap.
”Vi har forsøgt at skabe et positivt frirum, hvor vi fokuserer på mulighederne og ikke begrænsningerne,” forklarer Maj-Britt Emborg.
I går modtog hun – på vegne af foreningen – så Lillebror Prisen. Prisen uddeles hvert år af Børnehjælpsdagen til en organisation, et projekt eller lignende, der har gjort noget bemærkelsesværdigt for børn og unge i Danmark.
Når FBHF inviterer til comedy-show, bowlingtur eller en af foreningens mange andre aktiviteter, er det hele familien, som skal med – ikke kun det handicappede barn. Målet er at give familierne et frirum, hvor de bare kan være sammen uden at skulle tænke over det praktiske. Det sørger foreningens frivillige og ulønnede kræfter nemlig for. Det er det målrettede arbejde, som gavner hundredvis af børn og unge, søskende, forældre og andre pårørende, der ligger bag priskomitéens valg.
Med prisen følger 50.000 kroner, og det er de unge og deres søskende, som i fællesskab skal beslutte, hvordan de skal bruges. For prisen er helt og holdent deres, mener Maj-Britt Emborg.
”Jeg plejer at sige ’at være handicappet er ikke et karrierevalg’. De har drømme og tanker ligesom alle andre. Vi giver dem et frirum, hvor de kan mødes og snakke på lige fod. De glæder sig til at være sammen. Som forældre og pårørende har vi det også godt, for vi kan se at vore unge trives. Det betyder rigtig meget i en hverdag, der ofte er fyldt med udfordringer,” siger hun.
Man skal kunne rumme andre mennesker og møde dem der, hvor de er. Det er værdier, hun har taget med sig fra barndomshjemmet i Odense. En by, hun stadig bor i sammen med sin mand. Hun tror på Gud, men det er ikke det, der er bærende i hendes arbejde. Det er idéen om medmenneskelighed og næstekærlighed, der driver hende.
Det er aldrig en sur pligt, når Maj-Britt Emborg skal trække i arbejdstøjet på foreningens vegne. Tværtimod opfatter hun det som en kæmpe gave. Som en solcelle, der lader op i solen, suger Maj-Britt Emborg glæden til sig. Og det lader batterierne op og giver kræfter, når tingene en gang imellem er svære.
For selvom hun helst vil tale om de positive sider, så kan livet unægtelig også være svært. Efter at have fået bortopereret to tumorer i hjernen, lider hun i dag af kronisk migræne og har Hortons hovedpine. Derfor er den magisteruddannede fynbo i dag på førtidspension. Styrken og viljen til at forsætte finder hun i de mennesker, som hun omgiver sig med. I familien og de nære venner, som hun igennem foreningen har fået. På den måde er det rigtigt, hvad hendes datter dengang sagde. Hun har meget at være taknemmelig for.8