I front for voldsudsatte kvinder

Kvinde- og krisecentret Danner får til april ny direktør. Kvinden er den tidligere politikommissær 45-årige Susanne Philipson, som tiltræder stillingen med et brændende ønske om at hjælpe børn og kønsfæller

45-årige Susanne Philipson bliver den 10. april ny direktør for kvinde-og krisecentret Danner. Og hun glæder sig til at kunne hjælpe de tusinder af kvinder og børn, der hvert år bliver udsat for vold. –
45-årige Susanne Philipson bliver den 10. april ny direktør for kvinde-og krisecentret Danner. Og hun glæder sig til at kunne hjælpe de tusinder af kvinder og børn, der hvert år bliver udsat for vold. –. Foto: Lea Meilandt.

Når Susanne Philipson den 10. april sætter sig i direktørstolen i kvinde- og krisecentret Danner, er det med et tydeligt mål for øje: at sætte vold mod kvinder og børn på den politiske og samfundsmæssige dagsorden.

Jobbet var så attraktivt, at Susanne Philipson efter 16 års tro tjeneste hos politiet, senest som politikommissær i Nordsjællands Politi, nu har lagt politikasketten på hylden. Og selvom det er med et vist vemod, at hun nu forlader gode kolleger og et fag, som hun elsker, er direktørjobbet hos Danner noget, hun altid har villet.

For kvinders ret og ligestilling har altid fyldt i Susanne Philipsons liv. Især de udsatte kvinder, som hun gennem sit arbejde i politiet har mødt mange af, står hendes hjerte nær.

Og det er et erfarent menneske, der nu skal lede den private og humanitære organisation Danner, som i over 30 år har hjulpet 15.000-20.000 udsatte kvinder og børn og i samme tidsrum har huset op mod 6000 i sit krisecenter. Susanne Philipson har været leder af en afdeling hos politiet i Hillerød, der udelukkende behandlede voldssager, og gennem syv år har hun beskæftiget sig med netværksarbejde med politikvinder i Danmark. I den forbindelse har hun også i europæisk regi arbejdet for at forhindre kriminalitet af den art, der har at gøre med vold mod kvinder og børn. For Susanne Philipson handler det om at gøre en forskel for de udsatte kvinder. En trang, der gør hende selvskreven til stillingen, lyder det fra alle sider.

Susanne Philipson bliver af arbejdskolleger beskrevet som en kvinde med stærke lederevner, stor gennemslagskraft og et utrætteligt engagement. Evner, hun vil få brug for hos Danner, hvis medarbejderflok er broget og ikke kun består af lønnede ansatte, men også af mere end 200 frivillige, som kræver stort overblik. En ressource, som de ansatte hos Danner ikke er i tvivl om, at Susanne Philipson besidder. Med ansættelsen er de sikker på at få en dynamisk leder, der løber forrest med fanen. En kvinde, der kæmper en vigtig kamp på sit køns vegne.

Susanne Philipson er født i Hillerød, og den nordsjællandske by er stadig hendes hjemstavn. Fra et tidligere ægteskab har hun to børn, en pige på 21 år og dreng på 18 år. Sammen med sin nuværende mand, som også har to børn, har hun et hjem fyldt af liv. Ud over at være sammen med sin familie og venner i sin fritid elsker hun at dyrke alle former for sport, fra zumba til spinning.

At hun også får travlt hos Danner ser Susanne Philipson kun som en glædelig udfordring.

Rosende ord flyver rundt, når Susanne Philipson navn bliver nævnt. For ikke nok med, at hun som politikommissær har gjort et stykke beundringsværdigt arbejde, hun er også en udadvendt person, hvis levende væsen vinder alle rum, hun træder ind i.

Men Susanne Philipson er også kendt som en kvinde med et iltert temperament, og hvis der er noget, hun har sat sig for, gør hun alt for at få det ført ud i livet. Og den meningsløse vold mod kvinder og børn vil den 45-årige kvinde gøre alt for at stoppe. Og det kan ikke gå hurtigt nok.