Kaj Munks søn henter inspiration i krydsfeltet mellem Løgstrup og sin afdøde far

Som teolog og underviser har Mogens Munk givet visioner videre om kristendommen som noget, man for sin egen skyld skal tage stilling til. I morgen fylder han 80 år

"Min far er mit fyrtårn,” siger Mogens Munk om digterpræsten Kaj Munk. –
"Min far er mit fyrtårn,” siger Mogens Munk om digterpræsten Kaj Munk. – . Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

”Livet er ikke en gave, livet er en opgave.”

Sådan skrev adjunkt Mogens Munk på tavlen i undervisningslokalet, da han kom ind ad døren og skulle undervise i kristendom ved Hellerup Seminarium. Bagefter satte han sig ned, lagde armene over kors, og sagde ”Nå, hvad synes I så om det?”. Han ville ikke give dem færdiglavede svar og udenadslære. Han ville have dem til at tænke selv, husker en tidligere elev.

Cand.theol. og pastor emeritus Mogens Munk, der i morgen bliver 80 år, var adjunkt på både Hellerup og Frederiksberg Seminarium i slutningen af 1980’erne. Han kørte i fast rutefart mellem de to seminarier i sin ”pressede citron”, en Citroën 2CV med spartansk indretning og mulighed for åbent tag.

Undervisningen dengang lagde op til spændende diskussioner og selvransagelse blandt eleverne, fordi faget helt naturligt lægger op til det, genkalder Mogens Munk sig.

”Kristendommen stiller krav om, at man selv tager stilling til tingene og personligt tilegner sig det, man tror på. Det ligger i troen, at man forholder sig til de store spørgsmål, så det kan give en et pejlemærke i tilværelsen,” siger han og husker, at han ofte udfordrede sine elevers kritiske sans, sådan som han havde ladet sig inspirere til at gøre af sin far.

Hans far var sognepræst, dramatiker og kritiker af nazismen Kaj Munk, der blev myrdet af den tyske besættelsesmagt i 1944, da Mogens Munk var fem år gammel.

Mogens Munk er født i 1938 og blev student fra Herlufsholm Gymnasium på Sjælland i 1958. Efter sommerferien meldte han sig frivilligt til militærtjeneste på Grønland, da han mærkede en ”forpligtelse over for sit fædreland”. Han ville have følt, at han skulkede, hvis ikke han var i militærtjeneste. Senere blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet i 1972, derefter adjunkt ved Hellerup Seminarium og hjælpepræst i Solvang Sogn i København i 1988. Fra 1990 til 2008 var han sognepræst ved Lindevang Kirke på Frederiksberg. Årene i Lindevangskirken husker han som nogle af de bedste i sit liv.

Mogens Munk gik oprindeligt teologiens vej for at forsøge at forstå sin far, og hvad ”han satte livet til” for.

”Min fars teologi er ikke nær så spændende som hans dramatik, og rent teologisk føler jeg mig ikke inspireret af ham,” siger Mogens Munk.

For ham handlede det i stedet om at erindre sin far ved at forstå ham, og han har med tiden oplevet en voksende hengivenhed og kærlighed over for sin afdøde far. Teologisk har han dog fundet sin inspiration hos den danske professor K.E. Løgstrup, som han kalder en fantastisk underviser med en tankeverden, der i sin enkelhed fokuserede på de værdier, der er afgørende i tilværelsen såsom tillid til hinanden og til verden.

”Jeg læste en overgang i Aarhus, og da jeg der stiftede bekendtskab med Løgstrups tankeverden, var det en åbenbaring for mig,” siger han, og her blev livet som gave eller opgave for alvor et tema for Mogens Munk.

”For min far var livet en opgave, og hans kristendomsforståelse omfattede, at man sættes over for nogle krav, som i sidste ende kan være, at man skal give sit liv. Hos Løgstrup er livet derimod en gave, når solen står op, eller når man oplever relationer til sine medmennesker. Det har haft betydning for mig, at Løgstrup kom ind og sagde, at man også godt må værdsætte og glæde sig over det nære i livet,” siger Mogens Munk.

I dag er han medlem af bestyrelsen for den selvejende institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø i Vestjylland og har tidligere rejst landet rundt for at give foredrag om sin far. Han bor ved Damhussøen i København og er ”ret bidt af den gule bold” i sin fritid, som han siger. Han spiller tennis hver lørdag med 20 andre på et oldboys-hold, og hans fødselsdag skal fejres med den nærmeste familie: Børnene Timme, Tanne og Veronica og to børnebørn.