I spidsen for social sikring

Danske Hans-Horst Konkolewsky arbejder for at fremme social sikring over hele verden. I dag fylder han 60 år

Hans-Horst Konkolewsky arbejder for at fremme social sikring over hele verden. Her ses han ved en audiens hos Dronningen. –
Hans-Horst Konkolewsky arbejder for at fremme social sikring over hele verden. Her ses han ved en audiens hos Dronningen. –. Foto: Bjarne Lüthcke.

Trods det tyskklingende navn er det en dansker, der står i spidsen for det internationale arbejde med social sikring.

Siden 2006 har Hans-Horst Konkolewsky været generalsekretær for ISSA, som er verdens førende internationale organisation for myndigheder og forvaltninger, der beskæftiger sig med social sikring.

ISSA har hovedkontor hos FNs arbejdsorganisation, ILO, i Genève og har 350 medlemsorganisationer i mere end 150 lande verden over, og Konkolewskys opgave er at fremme social sikring over hele verden.

LÆS OGSÅ: Eurozonen kan miste millioner af arbejdspladser

Han blev i 1981 cand.phil. i samfundsvidenskab fra Aalborg Universitet med speciale i europæiske arbejdsmarkedsforhold og derefter ansat i Arbejdsministeriet, som det hed dengang.

I 1990 blev Hans-Horst Konkolewsky underdirektør for Arbejdstilsynet, inden han seks år senere blev direktør for Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, der ligger i Bilbao.

I et interview i 2006 uddybede han, hvorfor agenturet dengang valgte at fokusere på netop de unge med Sikker jobstart-kampagnen: Unge mennesker har ofte ikke den erfaring, der skal til for at vide, hvilke potentielle risici de skal tage sig i agt for, og de kan være fysisk og psykisk umodne. Vores budskab er, at vi alle sammen i fællesskab har et ansvar for at beskytte unge arbejdstagere. Han fortsatte: Vi ved, at de måske er mindre opmærksomme på, hvem de skal henvende sig til for at få råd og vejledning. Men når de får eksempler på god praksis, er de mere tilbøjelige til at følge dem end andre arbejdstagere.

På selve fødselsdagen vender Konkolewsky tilbage til Spanien fra bopælen i Sæby og fejrer dagen med baskisk gastronomi og Rioja-vine på stjernerestauranten Zortziko i Bilbao sammen med sine kone, Dorit, og gode venner.