Teologi blev ellers ikke diskuteret meget hjemme ved spisebordet, da Stine Munch, som i morgen fylder 40 år, voksede op på Nordals. Faktisk talte man kun om Vorherre, når situationen var presset. Men den teologiske diskussion har Stine Munch sidenhen taget op i det web-baserede tidsskrift Nyt Babel, som hun startede sammen med sine to kvindelige præstekolleger, Nana Hauge og Merete Bøye, sidste februar.
Med en tidehvervsk ånd stiller Nyt Babel sig imod det, Stine Munch kalder ”folkekirkens ynkelige forsøg på at være ung med de unge”.
”Hvis det bliver til fornyelse for fornyelsens skyld, bliver det altid en kunstig fornyelse. For man kan jo spørge: Skal kirken egentlig følge med tiden for enhver pris? Jeg mener, at ligesom botox-pande og store silikonebryster ikke klæder en ældre kvinde, klæder fadølsgudstjenester og Distortion ikke folkekirken. Vores gamle folkekirke bør ikke gøre ynkelige forsøg på at være 'ung med de unge', men ældes med ynde, følge værdigt og interesseret med i, hvad der rører sig, og betragte det kritisk gennem erfaringens briller,” som Stine Munch skrev i en lederartikel i Nyt Babels anden udgave fra juni 2014.
Nyt Babel er af flere kirkelige stemmer blevet beskrevet som en yngre udgave af Tidehverv og et udtryk for en ny bevægelse inden for yngre præster, der søger tilbage mod en mere klassisk forståelse af teologien og præstens rolle. Og den tidehvervske ånd er Stine Munch stolt af.
Hendes tidligere underviser i religion på Aarhus Universitet betegner hende som klassisk og streng i sin forståelse af kirken og kristendommen. En forståelse, hun arbejder hårdt for at repræsentere i det daglige som præst i Vor Frue Kirke i København, et stift med store stemmer inden for kirkens fornyelse. Men den kamp er hun ikke bleg for at tage. Stine Munch er nemlig glad for at diskutere og ikke mindst kritisere.
Stine Munch tager gerne bladet fra munden og deler klaps ud til hvermand. Og de tæsk, det giver, tager hun gerne, for hun er ikke bange for at tale imod. Men selvom det kan komme til store diskussioner, har hun også respekt for det modsatte synspunkt.
Privat er Stine Munch gift med arkitekten Asser Munch, som hun har tre teenagebørn sammen med. Parret er kendt for deres gode cocktailfester i præsteboligen i Frederiksborggade, hvor de er det naturlige samlingspunkt for naboer, venner og kolleger, når der skal debatteres forskellige emner.
Den runde fødselsdag fejres dog ikke i København, men derimod i Afghanistan, hvor Stine Munch netop nu er udsendt som værnspræst med Flyvevåbnet. Udsendelsen giver hende en fornemmelse af at komme tæt på sin menighed, for i Afghanistan er hun ”en af drengene”, som hun siger.
”Herude efterspørges desuden nøjagtigt de ting, jeg sætter højt i arbejdet som præst: tydelig teologi, klar forkyndelse, sjælesorg, nærvær i både sorg og glæde,” forklarer hun.
Når hun ikke er udsendt i Afghanistan, passer hun præstegerningen i Domkirken i København og sidder i bestyrelsen for Støtteselskabet for Pakistans Kirke. De sønderjyske rødder fornægter sig heller ikke, for hun holder meget af sin hjemegns historie og dialekt og drømmer om en dag at vende tilbage til egnen. Men først om mange år, bedyrer hun.