Ikke kun sin egen lykkes Smed

Esben Smed kom først ind på skuespillerskolen i fjerde forsøg. Men nu har han succes som skuespiller og er i denne uge aktuel i hovedrollen som Lykke-Per i Bille Augusts filmatisering af Henrik Pontoppidans romanklassiker

Esben Smed har hovedrollen som Lykke-Per i Bille Augusts nye film.
Esben Smed har hovedrollen som Lykke-Per i Bille Augusts nye film. . Foto: Fra filmen "Lykke-Per".

Esben Smed var ”et helt nyt ansigt at gå på opdagelse i” for filminstruktøren Bille August, da den unge skuespiller for efterhånden længe siden fik hovedrollen som Lykke-Per – foran en perlerække af mere kendte danske skuespillere. Men Esben Smed brændte så stærkt igennem til prøverne, at Bille August ikke var i tvivl om, at han havde fundet sin Lykke-Per.

Og der er heller ingen tvivl om, at den eftertragtede rolle er et foreløbigt højdepunkt for 34-årige Esben Smed, som nu for alvor slår sit navn fast (uden det oprindelige Jensen-efternavn) på det store lærred, når danskere fra på torsdag kan se ham i en decideret storfilm, som også senere bliver vist i en serieversion på TV 2.

Men Esben Smed er allerede i forvejen godt på vej til at blive sin generations Mads Mikkelsen. Hovedrollerne regner i øjeblikket ned over det unge talent med det kønne ansigt, der de seneste år også har haft kant nok til at spille så forskellige roller som John ”Faxe” Jensen i spillefilmen ”Sommeren ’92”, den kriminelle, men kvikke mekaniker Nicky i DR’s dramaserie ”Bedrag” og den psykisk syge Janus i filmatiseringen af Jonas T. Bengtssons debutroman, ”Aminas breve”.

Tidligere har han også medvirket i filmene ”2 ryk og en aflevering” (2003), ”Kærestesorger” (2009) og”Sorg og glæde” (2013). Men gennembruddet er altså kommet inden for de seneste år, hvor han fik en Robert-pris for sin rolle som Nicky i ”Bedrag” – og ovenikøbet talentprisen under filmfestivalen i Berlin sidste år for sin hovedrolle som Janus i ”Aminas breve”.

Skuespillerdrømmen blev tændt, da han i 9. klasse fik en lille rolle i en forestilling på Teatret Svalegangen i Aarhus. Det gav ham både selvtillid og lyst til at blive skuespiller. Men det gik ikke så nemt, som han håbede på, og han kom først ind på Skuespillerskolen i fjerde forsøg.

”Til sidst begyndte jeg at tvivle på mig selv,” har Esben Smed fortalt her i avisen, hvor han også har forklaret, at han ikke finder sit selvbillede i sin nuværende succes:

”I mit fag bliver man hurtigt både klappet ad og pillet ned, hvis man får dårlige anmeldelser. Indtil videre har jeg været heldig, men jeg er fuldt bevidst om, at det hurtigt kan gå den anden vej. Derfor finder jeg heller ikke min identitet på den røde løber, men i min familie.”

Selvom Esben Smed har vist talent for at spille unge mænd med ar på sjælen – og nu også har spillet Lykke-Per, der aldrig føler sig elsket af sin strenge præstefar – kommer Esben Smed selv fra en mere tryg og kærlig opvækst i Odder:

”Set fra et journalistisk synspunkt har mit liv nok været kedeligt. For jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er elsket. Det har været mit livs største lykke.”

Esben Smed bor nu sammen med sin kæreste og parrets to børn i Aarhus, men selvom han som privatperson lever som et lykkeligt familiemenneske, er han ikke bange for at træde ind i nye roller, hvor han skal spille kantede personligheder som Lykke-Per, der nok er talentfuld, men aldrig har følt sig elsket nok.

”Min barndom i Odder har været tryg og god. Men som skuespiller træder man jo netop også ind i en andens virkelighed. Det er egentlig en øvelse i empati. Alle har brug for at føle sig elsket, og alle har brug for at betyde noget for andre end sig selv,” siger Esben Smed, som i øjeblikket har nok at se til.

For filmbranchen er i fuld gang med at gå på opdagelse i hans nu kendte ansigt.