Prøv avisen

Søster Abraham var ikonmaler og blev selv et ikon

Hun blev født i 1932 i Valby i København i et luthersk hjem præget af farens engagement i FDF. Hun var elev på Natalie Zahles Skole, og lærerne bemærkede hendes sproglige og musikalske begavelse. Hun trådte tidligt i karakter som ener. Hun var optaget af kalkmalerier, tog livtag med klassikere inden for litteraturen som stor pige og blev tidligt interesseret i munke- og nonnebevægelsen. Foto: ANDRÉ BRUTMAN/Ritzau

Søster Abraham havde en bred almen dannelse kombineret med en stor kirkehistorisk og teologisk viden. Mange oplevede, at deres tro fik rødder i hendes selskab. Nu er hun død

Søster Abraham var i mange år en kendt skikkelse i Jerusalem. En generøs ener. Man så hende ofte cyklende klædt i mørk nonnedragt og med en karakteristisk mørk, etiopisk munkehue på hovedet. Hun talte dansk, som man gjorde i 1950’erne, men ved siden af sit modersmål tilegnede hun sig mere end ti sprog og gjorde sig bemærket som ikonmaler og foredragsholder med mere.

Hun blev født i 1932 i Valby i København i et luthersk hjem præget af farens engagement i FDF. Hun var elev på Natalie Zahles Skole, og lærerne bemærkede hendes sproglige og musikalske begavelse. Hun trådte tidligt i karakter som ener. Hun var optaget af kalkmalerier, tog livtag med klassikere inden for litteraturen som stor pige og blev tidligt interesseret i munke- og nonnebevægelsen.

Hun gik til messer i den katolske kirke, fra hun var 13 år. Da hun var 18 år, konverterede hun og flyttede til Vadstena i Sverige, hvor hun blev birgittinernonne. Livet i klostret var ikke let. I 1962 forlod hun klostret sammen med flere andre søstre. Hun sagde siden om afskeden, at hun fulgte sin samvittighed. Hun vedblev at være nonne, og den latinske tidebøn forblev en umistelig del af hendes livsrytme.

Søster Abrahams farvel til klostret var et opgør med det patriarkalske styre i den katolske kirke. Resten af livet kunne øjnene nærmest lyne, hvis samtalen blev sporet ind på kvindens plads i den katolske kirke. Hun havde en veludviklet evne til at spidde mænd i kirkelivet, som troede, at deres køn gav dem forrang. Hendes retfærdighedssans var udtalt.

I 1964 slog hun sig ned i Jerusalem. Hun følte en stærk indre kaldelse til at leve sit liv som kristen eneboer i Israel. Selv omtalte hun dog altid Israel som ”Det Hellige Land”. Hun kom til at bo i en beskeden hytte på Oliebjerget. Nok var hun eremit, men talrige rejsende har nydt godt af hendes imødekommenhed og hørt hende forklare, at man som tilrejsende ikke skulle se sig selv som gæst i Jerusalem. Det var søster Abrahams overbevisning, at alle kristne havde del i ”Det Hellige Land”.

Hun var i en årrække en central skikkelse i Den Etiopiske Ortodokse kirke, som stod meget svagt, da hun kom i kontakt med den for mere end 50 år siden, men samtidig var hun engageret i flere økumeniske sammenhænge. I et interview med Kristeligt Dagblad i 2010 understregede hun, at hun er økumenisk og konstaterede, at hun ikke passer ind i institutionerne og sagde: ”Jeg foretrækker at blive anset som kristen. Ikke andet.”

Samtidig med hun tog sig tid til at vandre med pilgrimme langs Via Dolorosa i Jerusalem, gik hun en akademisk vej og blev teologisk doktor ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Hendes viden om teologi og kirkehistorie var dyb, men samtidig havde hendes tro en enkelhed, som gjorde det naturligt for hende at være et opmærksomt medmenneske, der gav af sin tid. Med sin store viden kunne hun hjælpe andre til at få rødder under deres kristne tro.

Søster Abraham lærte sig at male ikon-maler. Hun malede talrige ikoner, udstillede og underviste både i Israel og Danmark. Vil man forstå ikonmaleren, som selv blev et ikon, kan man se på de ikoner, hun malede af ”Vandringen til Emmaus”. Klassisk er det gengivet som om, den opstandne Kristus viser sig for to mænd. Det står ikke i Bibelen. Søster Abraham tegnede en mand og en kvinde.

Det var hendes ønske at dø i Det Hellige Land, men i 2014 måtte hun erkende, at hendes kræfter ikke rakte. Hun kom til Danmark, som altid havde stået hende nært og fik en plejehjemsplads ved Næstved nær hendes bror og dennes familie. De sidste år af hendes liv var præget af demens. Tirsdag sov hun stille ind.