Jannik Hastrups indignation over verdens uretfærdigheder blev skabt med ”Onkel Toms Hytte”

Tegnefilmskaberen Jannik Hastrup var en rod i skolen, der gjorde alt for at få lærerne til at græde. Men da digteren Erik Stinus blev hans klasselærer i 1. real, begyndte han i stedet at læse Scherfig og Hans Kirk. I dag fylder han 80 år og svarer i den anledning på en række store spørgsmål om livet

Det føles uretfærdigt, at et barn skal dø før forældrene, siger Jannik Hastrup, der mistede sin adoptivsøn i en ulykke for fire år siden. – Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix.
Det føles uretfærdigt, at et barn skal dø før forældrene, siger Jannik Hastrup, der mistede sin adoptivsøn i en ulykke for fire år siden. – Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Fra 2005 og nogle år frem var jeg frivillig i en flygtningeorganisation. Min rolle var at være bisidder, når flygtninge skulle ind til forhør hos Udlændingestyrelsen. Jeg husker især en familie fra Armenien, hvor den ene i ægteparret var kristen og den anden muslim. De var flygtet til Danmark sammen med en datter og en søn, der var spastisk lammet, fordi de blev forfulgt på grund af deres religion. Jeg syntes, de blev behandlet dårligt. Blandt andet skulle forhøret foregå på 2. sal, hvor det var næsten umuligt at få kørestolen op. De fik heldigvis lov til at blive og bor nu i Silkeborg. Når jeg tænker tilbage på den periode med varme, er det fordi, jeg lærte nogle mennesker at kende, som jeg altid vil huske, fordi de gjorde mig klogere. Efterfølgende lavede jeg tre små tegnefilm om børnene Solén og Jamila fra Syrien og Tefik fra Kosovo, der nu ligger på Røde Kors’ hjemmeside.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det er vel nok i barndommen, man træffer personer, der sætter sig aftryk. For mit vedkommende var det en lærer, Erik Stinus, der senere blev forfatter (født 1934, død 2009, red). Han blev min klasselærer, da jeg skulle i 1. real på Ulrikkenborgskolen i Lyngby. Jeg var en rod i skolen og prøvede i begyndelsen at få ham ned med nakken. Det bedste var, når man kunne få en lærer til at græde. Men det var anderledes med Erik Stinus. Han insisterede på, at vi skulle sige du til ham og kalde ham ved fornavn, hvilket var totalt uvant. Men altså, han satte mig på sporet af forfattere som Scherfig og Hans Kirk og andre samfundskritiske forfattere. Det ændrede noget i mig.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg har arbejdet. Og sikkert taget de rigtige valg, når det var muligt. Da jeg var lille, samlede jeg på kort fra kaffeerstatningsmærket Richs. Det var tegnede figurer fra Bambi, Askepot og andre af de første Disney-film, men også nogle kort, der skildrede selve tegnefilmproduktionen. Det var nok dem, der var med til at sætte mig i gang. Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min far var skohandler, og min mor hjalp til i forretningen, indtil hun fik mig, der er enebarn. Så blev hun hjemmegående. De har begge givet mig glæden ved musik, for der blev spillet meget popmusik på grammofonen, og radioen var næsten altid tændt. Jeg ligner min mor i dét med at kunne noget med hænderne. Hun lavede meget håndarbejde og håndværk, kunne for eksempel ombetrække en sofa i et snuptag. Hun lærte også mig at sy, og jeg syede blandt andet Grislingen fra Peter Plys, som jeg syntes, han skulle se ud – ikke som i Disney-versionen.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min søn Simon, som jeg adopterede, da jeg blev gift med min anden kone, kørte galt på sin motorcykel og døde for fire år siden. Det er smerteligt og gør mig vanvittigt ked af det. Det føles uretfærdigt, at et barn skal dø før forældrene. Det trøster mig, at han kom så langt, som han gjorde. Han uddannede sig til sygeplejerske og skrev bachelor om vigtigheden af at vaske hænder, hvilket jo kun er blevet endnu mere relevant.

Hvad tror du på?

Jeg er humanist og tror på, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden. Jeg tror ikke på noget religiøst. Som lille blev jeg tit slæbt med i kirke af min mor. Der lærte jeg at tælle til 1500, for jeg kedede mig og syntes, det var helt uvedkommende, hvad der foregik. Da jeg blev 18 år, meldte jeg mig ud af folkekirken. I dag kan jeg godt lide kirkerne som udstillingsrum og tager ofte rundt og kigger på de mange fantastiske kalkmalerier.

Beskriv en scene fra din barndom

Da jeg var syv-otte år, så jeg sammen med mine forældre ”Onkel Toms Hytte” i et teater på Frederiksberg. Onkel Tom blev spillet af skuespilleren Karl Erik Christophersen, der var sværtet helt sort i hovedet. Jeg var rædselsslagen over at se og høre piskeslagene over hans ryg, og det var efter min mening bestemt ikke en børneforestilling. Jeg opfattede dog fuldstændig uretfærdigheden i stykket og havde det på samme måde, når jeg senere så Chaplin eller Gøg og Gokke. Jeg fattede overhovedet ikke, hvorfor mine forældre grinede. Siden har indignation mod al uretfærdighed fyldt meget i mit liv.