For instruktør Anja Behrens har operagenren altid virket fremmed. Men da muligheden bød sig, var hun ikke i tvivl

At Anja Behrens aldrig før har beskæftiget sig med opera, er ikke noget, som holder hende tilbage. Hun har altid vidst, at hun på et eller andet tidspunkt var nødt til at prøve genren af, for musikken har fyldt meget i hele hendes liv.

Reumert-belønnede Anja Behrens har aldrig instrueret en opera. Alligevel har hun altid været afklaret med, at det var en genre, som hun måtte kaste sig over på et tidspunkt. Opsætningen af ”Nordkraft” på Aalborg Opera Festival bliver hendes debut.
Reumert-belønnede Anja Behrens har aldrig instrueret en opera. Alligevel har hun altid været afklaret med, at det var en genre, som hun måtte kaste sig over på et tidspunkt. Opsætningen af ”Nordkraft” på Aalborg Opera Festival bliver hendes debut. Foto: Emilia Therese.

Når ”Nordkraft” på lørdag får premiere på Aalborg Operafestival, og senere i august spiller på Copenhagen Opera Festival, bliver det første gang, at sceneinstruktør Anja Behrens prøver kræfter med operagenren. Og der er lagt op til en betydningsfuld debut.

I år er det 20 år siden, at operafestivalen i Aalborg, som løber af stablen i dag, blev afholdt for første gang. Og det bliver fejret med et udvidet program bestående af 50 forestillinger, hvilket er dobbelt så mange som tidligere år. Derudover markerer opsætningen også et lille stykke Aalborg-historie. Det er nemlig første gang, at Jakob Ejersbos ”Nordkraft” bliver sat op på Teater Nordkraft, der har til huse i det nedlagte aalborgensiske kulkraftværk, som romanen oprindeligt er opkaldt efter.

Disse milepæle er imidlertid ikke noget, som fylder i Anja Behrens bevidsthed. Selvom hun genkender symbolikken, er det ifølge hende mere eller mindre tilfældigt, at operaen skal opføres på Teater Nordkraft. Og tanken om at være i centrum ved et jubilæum giver hende alligevel ikke andet end præstationsangst.

”Det er noget støj, som jeg prøver at holde ude af mit sind. For jeg kan jo ikke lave noget godt, hvis jeg hele tiden har den slags tanker i baghovedet.”

At Anja Behrens aldrig før har beskæftiget sig med opera, er ikke noget, som holder hende tilbage. Hun har altid vidst, at hun på et eller andet tidspunkt var nødt til at prøve genren af, for musikken har fyldt meget i hele hendes liv. Først i form af det klassiske klaver, som var med til at danne rammen om hendes barndom, og siden gennem de mange musikalske elementer, der gang på gang har sneget sig ind i hendes opsætninger.

”Jeg føler mig meget fremmed i operagenren, men samtidig kan jeg mærke, at jeg skal derind. Som kunstner har jeg altid brug for at være i bevægelse og integrere nogle ting, som jeg ikke har prøvet før,” siger hun.

At hverken stykkets komponist, Signe Lykke, eller scenograf Christian Albrechtsen har beskæftiget sig med opera før, er heller ikke noget, der skræmmer Anja Behrens. Tværtimod.

”På en eller anden måde har det været en smuk proces. Ingen af os vidste, hvad man plejede at gøre, så vi kunne eksperimentere, som vi ville,” siger hun.

Da Anja Behrens for første gang blev præsenteret for idéen om at sætte ”Nordkraft” op som opera, var hendes første indskydelse ellers, at det virkede som en lidt sær idé. For det første dvælede hun ved tanken om, at opera, der i visse kredse stadig opfattes som noget elitært, stod i kontrast til Jakob Ejersbos rå fortælling om at bryde den kriminelle løbebane og finde sin egen identitet. Samtidig gruede hun for den nærmest komiske tanke om korsangere, der forklædt som pushere og prostituerede skulle synge om salg af stoffer i en Disney-agtig gengivelse af Aalborgs trøstesløse underverden.

”Men jeg kunne mærke budskabet, og jeg synes, det ville være fantastisk at kunne finde værkets emotionelle musikalske klangbund. At finde frem til nogle store teatralske, emotionelle og musikalske billeder for stofmisbrug, kærlighed og tab,” siger Anja Behrens.

Stykket bliver derfor ikke en én til én-gengivelse af den socialrealistiske portrættering af et Aalborg i forfald. Der bliver få kulisser, meget lidt talt dialog, og Jakob Ejersbos karakteristiske miljøbeskrivelser er skåret helt fra. Anja Behrens vil i stedet forsøge at skabe nogle indre billeder i samspillet mellem det visuelle og det musikalske, som alle kan genkende og forstå.

Anja Behrens, der er født og opvokset i Tyskland, havde ikke stiftet bekendtskab med Jakob Ejersbos forfatterskab, før hun fik til opgave at fortolke ”Nordkraft”. Dog var hun ikke mange sider inde i værket, før hun forstod, hvorfor den afdøde forfatters gennembrudsværk har indskrevet sig som en nyklassiker i den danske litteratur.

Hans realistiske skildring af livet på bunden af samfundet har fået Anja Behrens til at reflektere over sin egen barndom og nogle af de venner og bekendte, som hun selv har mistet gennem tiden. Hun voksede op i et barskt miljø præget af vold og stoffer i et socialt boligbyggeri nær Hamborg i Tyskland. Her havde hun flere klassekammerater, hvis forældre var misbrugere. Og før familien flyttede til en pænere del af byen, da Anja Behrens var 14 år, var misbruget allerede gået i arv til flere af hendes venner.

”Jeg stillede ikke spørgsmål til det dengang. Det var først, da jeg kom ud af det, at det gik op for mig, hvor vildt det var. Men dengang var det bare sådan, min verden var. Det var det eneste, jeg havde set.”

Anja Behrens har sjældent oplevet en så realistisk skildring af sin barndoms hårde miljø som i Jakob Ejersbos fortælling:

”Han beskriver den menneskelige kamp for overlevelse så rørende og så klart. Men samtidig har han fundet en indgang, der gør, at man kan holde ud at være i det. Han er så tæt på de mennesker, at det bliver nærværende og smukt,” siger Anja Behrens, der håber, at hun formår at skabe bare en smule af den samme intimitet, når operaen har premiere på lørdag.