Madeleine Røn Juul havde som ung en forestilling om, at hun ville være ingeniør eller tolk. Heldigvis for dansk teater valgte hun i stedet at blive instruktør og kan både skrive Reumert-vinder og teaterchef på sit curriculum vitae.
Allerede i 1999 fik hun Reumertprisen som bedste instruktør for Lars Noréns forestilling ”Personkreds 3” på Betty Nansen Teatret i København. Og i 2007 hentede hun som teaterchef på Aarhus Teater Reumertprisen hjem til den jyske landsdelsscene, der ved den lejlighed modtog sin første Reumert-pris for bedste forestilling nogensinde.
Teatret fik prisen for den legendariske Nick Cave Teaterkoncert, der på mange måder kom til at lægge fundamentet og ikke mindst standarden for mange af de senere så succesfulde teaterkoncerter.
Madeleine Røn Juul hylder således det nye og eksperimenterende, men hun er som instruktør lige så driftsikker, når det gælder klassisk teater. Som en teateranmelder udtrykker det, så er hun en af de sjældne, der kan begge dele og altid kommer fra det med et godt resultat.
Madeleine Røn Juul, der på mandag fylder 60 år, kommer fra Glostrup ved København. Hendes far var bryggeriarbejder og hendes mor ufaglært lægesekretær, så allerede i gymnasiet var hun mønsterbryder. Hun var et smut omkring en billedkunstuddannelse i København, men fandt sit endelige ståsted, da hun i 1984 blev uddannet fra Statens Teaterskole. Nogenlunde samtidig flyttede hun ind på Christiania, hvor hun boede i næsten 20 år.
”Dengang var det sejt at være christianit, man behøvede ikke at forklare sig ude i byen,” som hun har sagt i et interview.
Instruktørkarrieren kørte på skinner, primært med opgaver på teatre i hovedstaden, da Madeleine Røn Juul i 2004 sagde ja tak til at blive teaterchef på Aarhus Teater. Det var længe før, teatret besluttede at dele ledelsesrollen op i en kunstnerisk og en administrativ del, så Røn Juul påtog sig at styre begge dele.
Hun var kørt lidt træt i rollen som instruktør og havde en vision om at skabe et teater, hvor alle ydede deres bedste og folk udefra ville elske at komme på arbejdsvisitter. Hun lagde ud med at fyre halvdelen af ensemblets 28 skuespillere på én gang og hensatte huset i en mindre choktilstand.
Til gengæld opdagede byens befolkning hurtigt, at den nye teaterchef havde store kunstneriske ambitioner. Det var blandt andet hende, der satte de senere så legendariske ”Familien Gregersen”-forestillinger op, der samlet i en sæson blev til lange næsten heldags-forestillinger. Det var også hende, der i sin debutforestilling på teatret valgte at opsætte en Julius Cæsar-forestilling, hvor hun lod kvinder spille de magtfulde manderoller.
Hun blev populær hos de ansatte, og som en af skuespillerne sagde i en fødselsdagstale: ”Madeleine står for frisk luft og højt til loftet, og hun kalder en spade for en spade. At hun sideløbende arbejder som iscenesætter på teatret gør, at hun lige fra starten har haft en stor forståelse for, hvad vi laver. Det er ikke så nødvendigt at forklare tingene. Hun ved, hvad det handler om.”
Efter fire år på posten sagde Madeleine Røn Juul dog stop, hun havde med egne ord bredt sig over for meget, og arbejdspresset blev for tungt. I stedet vendte hun hjem til København og en freelancetilværelse som instruktør.
De senere år har hun fejret triumfer som instruktøren bag blandt andet Erling Jepsen-forestillingen ”Hovedløs sommer” på Det Kongelige Teater og Molières ”Fruentimmerskolen” på Grønnegårds Teatret. Sidstnævnte var hun Reumert-nomineret for i 2014. Hun har blandt andet modtaget Teaterkatten, de danske teaterkritikeres årlige instruktørpris, Herman Bangs Mindelegat og Karen Bergs Hæderslegat.
Madeleine Røn Juul er gift med instruktør og performancekunstner Willie Bryder Flindt og er mor til en voksen søn.