Jakob Engberg: ”Jeg har altid brændt for at give min fascination af historie videre”

Siden barndommen har Jakob Engberg været optaget af historien og haft en tryg bevidsthed om, at Gud eksisterer. Som lektor i kirkehistorie vil han gerne give interessen videre til næste generation. I dag fylder han 50 år

Lektor i kirkehistorie Jakob Engberg fylder 50 år i dag. Han fejrer fødselsdagen med at give rundstykker til sine kolleger på Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet – og en række kolleger fra klassisk arkæologi og fra historie, hvor han også undervise
Lektor i kirkehistorie Jakob Engberg fylder 50 år i dag. Han fejrer fødselsdagen med at give rundstykker til sine kolleger på Afdeling for Teologi på Aarhus Universitet – og en række kolleger fra klassisk arkæologi og fra historie, hvor han også undervise. Foto: Lars Aarø/Fokus.

I hverdagene har Jakob Engberg rigeligt at se til som lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og underviser i både teologi og historie. Men i weekender og ferier tager han gerne med sin hustru, Maiken, sine to sønner, Samuel på 11 år og Daniel på 8 år, på udflugt til en gravhøj, en ruin eller et museum, ligesom han læser historiske værker.

”Jeg er nok lidt kedelig, forstået på den måde, at jeg sætter pris på at beskæftige mig meget med de samme ting i min fritid, som jeg bruger tid på som forsker og underviser. Jeg holder meget af at forske og lige så meget af at undervise, fordi jeg altid har brændt for at give min interesse for og fascination af historie videre. Det kan man så sige, at mine sønner lider lidt under, men indtil videre tager de gladelig med på udflugterne, og det er virkelig en stor glæde for mig,” siger han og tilføjer, at når han læser i fritiden, sørger han for at læse om og fra nogle andre epoker end antikken og den tidlige kristne periode, som er hans forskningsmæssige speciale.

”På den måde kan jeg bedre bare nyde det, jeg læser, i stedet for at sidde og notere mig detaljer og spørgsmål, som jeg skal bruge på arbejdet,” siger han.

Jakob Engberg er vokset op i den lille by Hammershøj mellem Viborg og Randers, hvor hans far blev ansat i pengeinstituttet Danske Andelskassers Bank i 1971, og hvor han siden blev kreditchef. Jakob Engbergs mor var lærer, og efter skoletid tog hun ofte sønnen med bag på cyklen og kørte ud til en nærliggende gravhøj, hvor de spiste frokost, og den historieinteresserede dreng skuede ud over det flade landskab og fantaserede sig tilbage i historien. Ofte blev Jakob Engberg passet hos en pensioneret førstelærer, der genfortalte Saxos danmarkshistorie til ham, og den sugede han til sig.

Jakob Engberg fandt dog først i gymnasiet ud af, at han ville gøre historie til sit fag, da det gik op for ham, at hans store interesse kunne blive en levevej.

”Jeg fandt ud af, at jeg kunne blive gymnasielærer, og det var min tanke, at jeg ville læse historie og så kunne give glæden ved historie videre ved at undervise,” husker han.

Tidligt i sin studietid på Aarhus Universitet blev hans interesse for romersk historie næret af lektor Erik Christiansen, som han også kom til at skrive speciale hos i form af en prisopgave til Det Filologisk-Historiske Samfund. Emnet var polemik mod kristendommen i antikken, så han var allerede her sporet ind på det kirkehistoriske felt, og han fortsatte ad samme spor, da han efter nogle år som undervisningsassistent på Syddansk Universitet fik et ph.d.-stipendium samme sted med et projekt om ”Reaktioner på kristendommen i Romerriget. Omvendelse og modstand cirka år 50-250”.

”På den måde kan man sige, at to spor løb sammen for mig, for ligesom jeg ikke kan huske, at jeg på noget tidspunkt ikke har interesseret mig for historie, kan jeg heller ikke huske, at jeg nogensinde ikke har forholdt mig til Gud. Jeg har altid haft det sådan, at selv når jeg har været alene, har jeg ikke følt mig alene. Jeg har haft en klar bevidsthed om, at Gud er der,” siger han.

Familien har siden hans bedsteforældres tid været tilknyttet pinsekirken, og det var også i pinsekirkeregi, at Jakob Engbergs familie gik til gudstjeneste og forskellige sociale aktiviteter i hans barndom. I dag kommer han og hans hustru og deres to sønner også i en pinsekirke i Vejle.

Jakob Engberg blev ph.d. i 2005 og var på det tidspunkt allerede blevet inddraget i et forskningsmiljø på teologi på Aarhus Universitet med fokus på kristendom i den antikke verden. Omtrent samtidig med at han forsvarede sin ph.d.-afhandling, hvor han påviste, at kristenforfølgelser i antikken i højere grad var regionalt og lokalt initierede end igangsat på rigsniveau af de romerske kejsere, blev han tilbudt en stilling på Varde Gymnasium og en etårig postdocansættelse på teologi på Aarhus Universitet.

Han valgte sidstnævnte trods den større jobusikkerhed, og det har han ikke fortrudt. I 2010 blev han nemlig fastansat som lektor i kirkehistorie på Afdeling for Teologi. Siden har han blandt andet været leder af center for studiet af antikken og kristendommen, hvor han har deltaget i forskning omhandlende blandt andet konversioner i antikken, kristne martyrberetninger og romerske kejseres praksis med at sende biskopper og præster, hvis teologiske linje de ikke brød sig om, i eksil i fjerne dele af riget.

Et resultat af sidstnævnte er en database, hvor man kan søge på kort over de eksileredes ruter og kontakter og dermed få et billede af, hvordan de kristne idéer, som kejserne ønskede at stække, i nogle tilfælde blot blev spredt til langt større områder.

Jakob Engberg har desuden igennem 11 år ledet en fællesnordisk kandidatuddannelse, ”Religious Roots of Europe” – med studerende fra de nordiske lande, det øvrige Europa og resten af verden.

At fordybe sig i historien giver mulighed for at udforske, hvordan mennesker i en fjern fortid har forstået begreber og fænomener som køn, tro, kultur med mere, mener Jakob Engberg.

”Min drivkraft for at forske er netop, at man som historiker kan pendle mellem at blive forundret over, hvor ens vi mennesker er, og over, hvor anderledes mennesker kan agere og tænke og indrette et samfund. Det er lidt som at rejse til et fremmed land og dér få øje på forskelle og ligheder til ens egen kultur, som gør, at man bliver klogere på sig selv,” siger han.

”Når man så beskæftiger sig med antikken og den tidlige kristne historie, er det tilmed forudsætningerne for ens egen kultur og ens eget samfund, man kommer nærmere på,” siger han.