Prøv avisen
Portræt

James Dean fra Vanløse blev boss for de lavtlønnede

Siden 2002 og indtil i går var 65-årige Dennis Kristensen formand for de cirka 186.000 offentligt ansatte i forbundet FOA. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En alt for åbenmundet musketeredsbryder eller en sjældent ligefrem og klarttalende fagforeningsmand? Der er delte meninger om Dennis Kristensen, der netop er gået af som formand for FOA og har indgået lønforlig med regionerne

”Jeg kan ikke huske, at jeg er gået forbi et slagsmål, jeg kunne have undgået, uden at deltage i det. Jeg var nok mere en rod, end mit villakvarter tilsagde. Hvis jeg mente, noget var uretfærdigt, kunne jeg blive forfærdelig vred.”

Det ovenstående citat antyder, at ophavsmanden ikke er den fødte kamelslugende konsensussøgende kompromismager, men snarere en stridsmand og Rasmus Modsat. Manden bag citatet, som stammer fra netmediet Avisen.dk, er Dennis Kristensen.

Siden 2002 og indtil i går var han formand for de cirka 186.000 offentligt ansatte i forbundet FOA. Natten til onsdag vakte han opsigt ved sammen med de andre LO-forbund at indgå en aftale med regionerne, til trods for den såkaldte musketered eller solidaritetspagt mellem forhandlerne om, at alle forbund skulle indgå én samlet og samtidig aftale med både kommuner, regioner og staten.

Det er ikke første gang, Dennis Kristensen går sine egne veje. Han har i årenes løb opbygget sig et ry som ”fagbevægelsens enfant terrible”, der blandt andet i 2008 kastede sine medlemmer ud i otte ugers strejke i dyb modstrid med, hvad fagbevægelsens øvrige topfigurer mente.

Der har været gisninger om, at Dennis Kristensen skulle have indgået aftalen med regionerne alene af den grund, at han ville nå det, inden han gik af som formand. Selv begrunder han aftalen med, at frokostpausen var det eneste punkt fra solidaritetspagten, han ikke fik med. Manden, der repræsenterer det lavtlønnede offentlige Danmark, der passer børn, plejer patienter, slukker brande, yder ældreservice, kører busser og gør rent på skoler, ville ikke ofre en lønstigning på 8,1 procent for at sikre højtlønnede akademikeres frokostpause.

Der har også været rejst kritik af Dennis Kristensens åbenmundethed under forhandlingerne. Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet har betegnet det som ulovligt, når Dennis Kristensen er gået lige ud til den ventende presse og har røbet, hvad der er blevet sagt i forhandlingslokalet. Men FOA-formandens synspunkt er, at fagbevægelsen har brug for ”gennemsigtighed, åbenhed og ærlighed”.

Denne strategi ledsaget af tilgængelighed og klar tale har ført til, at Dennis Kristensen i de seneste år har været en af de mest synlige fagforeningsfolk i pressen og offentligheden. At mange af hans meldinger har været mere taktisk begrundede end faktuelt korrekte, er imidlertid en anden sag. For eksempel har Dennis Kristensen under de seneste ugers forhandlinger flere gange slået fast, at nu var det sidste udkald, for forligsmanden ville ikke udsætte konflikten mere. Hvorefter konflikten blev udsat.

Det villakvarter, som den i dag 65-årige Dennis Kristensen voksede op i, lå i københavnerforstaden Vanløse. Her voksede han op som lidt af en rod, identificerede sig med James Deans fremstilling af sådanne sårbare, utilpassede, indebrændte rødder i film som ”Vildt blod” – og røg engang til skolepsykolog efter at have sprættet nogle af skolens stolesæder op.

Rent politisk positionerede han sig på det yderste venstre, var i en periode kommunist og har modsat de fleste fagforeningsledere aldrig været socialdemokrat. Efter studentereksamen og en kort tid som militærnægter og pædagogmedhjælper blev han ansat som portør på Herlev Sygehus. Blot otte måneder efter gik den lokale tillidsrepræsentant på sygeorlov. Dennis Kristensen stillede sig til rådighed og har siden været fagforeningsmand i over 40 år. I 1986 blev han formand for Kommunale Specialarbejderes Organisation, og 10 år senere blev han afdelingsformand i FOA. Han har også nået at blive gift og far til fire, inden han nu har nået den alder, hvor FOA’s regler kræver pensionering.

Formandsposten overdrog han i går til næstformanden gennem de seneste 14 år, 57-årige Mona Striib.

”Du er god til at befinde dig midt i orkanens øje. Du har den mest kringlede hjerne. Du formår at løfte os op til at tænke strategisk – og ikke kun at tænke her og nu,” sagde hun.

Men derefter ledsagede hun rosen til sin højt medieprofilerede forgænger med denne kritik:

”Du har været dumstædig indimellem. Du er et knastmenneske. Du kan godt give os andre rynker – selvom det efterhånden er svært at få plads til flere.”