Prøv avisen
Nekrolog

Jane Aamund var ikke bange for at dø – og det havde hun også prøvet før

Jane Aamund var kendt for blandt andet bestsellerne ”Klinkevals-trilogien” og ”Colorado drømme”. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Jane Aamund var kendt som en af landets mest populære forfattere. Tirsdag aften sov hun stille ind på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande efter længere tids sygdom. Hun blev 82 år

Jane Aamund var ikke bange for at dø. Faktisk havde den 82-årige forfatter og journalist flere erfaringer med at dø, før hun forlod sin krop for sidste gang tirsdag aften på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande, hvor hun ifølge familien sov stille ind.

Jane Aamund havde ifølge et interview med Kristeligt Dagblad sin første nærdødsoplevelse i 1997, da en narkoselæge kom til at give hende morfin, som hun ikke kunne tåle. Og så sent som sidste år beskrev hun oplevelsen som at forsvinde ind i en tunnel med et lille lys for enden. Turen mod lyset føltes som at gå i tungt vand, og pludselig kom et større lys, og hun var tilbage i sin krop. Med hænderne fik hun givet sin eksmand tegn til, at hun ville skrive, og han gav hende pen og papir i den tro, at hun nok endelig kunne få fred nu. Så læste han sedlen: ”Hvad fanden har de nu lavet?”.

Sådan kunne Jane Aamund selv være fræk og vred, når hun stod ansigt til ansigt med døden. Men siden 1997 havde hun endnu to stærke nærdødsoplevelser i forbindelse med hjertestop som følge af sine forskellige kræftdiagnoser, hvor hun så sig selv oppefra, inden hun ”faldt ned i kroppen” igen. Og det hjalp hende sammen med hendes kristne barnetro til ikke at frygte døden, fortalte hun i et interview her i avisen sidste år.

”Efter døden er der fred og lys,” sagde hun roligt, men mere urolig var hun, da hun fik livmoderhalskræft som 33-årig og frygtede at skulle dø fra sine børn.

”Der var ikke en dag, hvor jeg ikke bad om hjælp til at stå det igennem,” fortalte Jane Aamund, der siden også måtte kæmpe med både ganekræft og brystkræft. En overgang overvejede hun aktiv dødshjælp, men fik livskraften tilbage. Men gennem alle sine prøvelser bad hun også altid Gud om hjælp. For hun lærte allerede som barn at folde sine hænder i bøn, og hun forlod aldrig sin barnetro. Og derfor nød hun også at bo i Vestjylland, hvor man ifølge forfatteren ikke bliver betragtet som skør, bare fordi man har en kristen tro.

”Mit forhold til tro er en del af mig og det liv, jeg har levet, og det liv, jeg lever i dag,” sagde hun sidste år, da hun udsendte erindringsbogen ”Samtaler om natten”.

Jane Aamund blev født i 1936 på Frederiksberg. Hun har to brødre, blandt andet den kendte erhvervsmand Asger Aamund. I mange år arbejdede hun som journalist. Aamund prøvede også kræfter med sit eget pr-bureau og informationsarbejde i Landbrugsministeriet. Hendes journalistiske karriere sluttede på Berlingske Tidende, hvor hun var fra 1980 til 1996.

Jane Aamund blev samtidig en af Danmarks mest populære forfattere, der også modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1998. Og hun var kendt i medierne for sine kvikke og til tider frække replikker til mangt og meget, ligesom hun var åben om sin sygdom, der også betød, at hun måtte genoptræne sin evne til at tale tydeligt, efter hun blev opereret for ganekræft. Hun debuterede som forfatter i 1977 med bogen ”Bag damen stod en Christian”. Siden fulgte bestsellere som ”Colorado drømme” (1997) og romanerne ”Klinkevals” (1989), ”Juliane Jensen” (1990) samt ”Oven vande” (1992) – også kendt som ”Klinkevals”-trilogien. Da ”Klinkevals” senere blev filmatiseret, blev hun blot endnu mere udbredt som forfatter. Og trods sin sygdom, der svækkede hende meget de sidste år, var hun flittig ved tasterne helt op til denne jul, hvor hun afleverede manuskriptet til en ny bog, ”Bjergsted drømme”, inden hun kom på hospice. Ifølge forlaget People’sPress er der tale om en selvstændig roman og efterfølger til ”Colorado drømme”.

Aamund har været gift tre gange, og hun fik to sønner samt fire børnebørn. Og hun var også omgivet af sin nærmeste familie, da hun døde, har hendes yngste søn, Jens Rekling, oplyst til Berlingske, mens hendes bror Asger Aamund har sagt til DR, at det var en lettelse, at hun nu sov ind, fordi hun ikke længere havde mere livskraft tilbage. For det var netop livskraften, hun var kendt for. Og her i avisen gav hun sidste år opskriften til at leve fuldt ud ved at huske at sige tak hver dag – ”selv for de mindste ting” – og ellers huske at leve i nuet:

”Fortiden kan vi ikke bruge til at leve på, heller ikke fremtiden, den kan vi håbe på. Men det, der skal leves, det er ’nu’. Det er genopstandelsen,” sagde forfatteren, der altid både troede på et liv før og efter døden.

Mit forhold til tro er en del af mig og det liv, jeg har levet, og det liv, jeg lever i dag.