Jeg drømmer ikke om at blive ung igen

Oversætteren og digteren Peter Poulsen fylder 80 år i morgen. Kristeligt Dagblad har i den anledning bedt ham svare på en række store spørgsmål om livet

I 2008 flyttede digteren og oversætteren Peter Poulsen til Svaneke på Bornholm med sin hustru. Det har de ikke fortrudt. – Foto: Daniel Øhrstrøm.
I 2008 flyttede digteren og oversætteren Peter Poulsen til Svaneke på Bornholm med sin hustru. Det har de ikke fortrudt. – Foto: Daniel Øhrstrøm.

Beskriv en scene fra din barndom.

I september 1944 kom min far pludselig hjem midt på dagen. Det var den dag, tyskerne anholdt de danske politifolk, men da min far var cyklet ind på politigården, havde han kørt langsomt nok til at se, hvad der foregik, så han vendte cyklen hjem mod vores lille villavej på grænsen mellem Vanløse og Brønshøj. Jeg var selv kun lige fyldt fire år, men jeg husker meget klart stemningen, da mine forældre i al hast pakkede nogle ting for at køre op mod min farbror i Frederikssund, hvor jeg tror, at vi lånte et sommerhus. Jeg var jo kun lille under Besættelsen, men jeg husker også tydeligt luftalarmerne, når vi skulle løbe i beskyttelse i kælderen, og synet af de brændende mørklægningsgardiner efter Befrielsen husker jeg også meget tydeligt. Selv et barn kunne sagtens fornemme, at en ny tid begyndte dengang.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

I min alder får man et andet forhold til tid, så jeg tænker stadig på mødet med min nuværende hustru, Vibeke, for 30 år siden som det vigtigste, der er sket mig de seneste år. Hun var skoleinspektør på Frederiksberg, og da hun blev pensioneret, flyttede vi fra København til Svaneke på Bornholm i 2008. Det har jeg nydt lige siden.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det er lige nu. Jeg drømmer ikke om at blive ung igen, ikke fordi jeg havde noget imod at være ung, men jeg synes, at man får nogle andre perspektiver på tilværelsen, når man bliver ældre. Det handler blandt andet om, at man ikke synes, at man skal nå så meget på en gang.

Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg tror, at man formes af små ting fra forskellige mennesker, man modtager noget fra. Som digter er jeg uden tvivl blevet dannet af en del af de digtere, jeg har oversat – blandt andre den franske digter Charles Baudelaire, den portugisiske poet Fernando Pessoa og den serbisk-amerikanske digter Charles Simic.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil blive digter som dig?

At skrive løs og være subjektiv. Sproget har en personlig dimension, og hvis man opdager det, går det måske ikke af sig selv, men i hvert fald bedre.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?

Jeg tror, at det var vigtigt, at jeg i 1970 flyttede et år til Brasilien. Det var min første globale oplevelse, hvis man kan sige det sådan. Og det betød ikke kun, at jeg lærte portugisisk, men også at jeg pludselig kunne se tingene fra et mere globalt perspektiv. Jeg anede ingenting om politik, før vi tog af sted, men vi landede lige midt i et af de værste diktaturer i mands minde. Og det tvang mig til at reflektere over politik.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Man er jo altid ked af det, når ens forældre dør, men jeg har ikke nogen vanvittig sorg over noget. Det gør jo ondt, at gamle venner og kolleger ikke er der mere. Men jeg synes, at det hjælper at mindes de gode stunder, man har haft sammen.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det glæder jeg mig stadigvæk til at prøve. Jeg går ikke rundt og tænker på, at jeg skal være modig, men jeg beundrer dem, der er det. Mit eget liv har stille og roligt taget retning – skridt efter skridt. Måske kan man sige, at det var lidt modigt at flytte til Brasilien, men vi flygtede derfra igen efter et år, da den politiske situation blev for umulig, så det var jo ikke så modigt. Men min datter var dengang kun to år, så jeg tænkte ikke, at det var noget for hende at være der, så måske var det alligevel lidt modigt at flytte derfra.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Fysisk ligner jeg min far. Jeg taler også på samme måde som ham – med samme gestik og dybe stemme, men det sproglige har jeg fra min mor.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Hvis jeg fik mulighed for det, ville jeg gentage stort set alle de fejltagelser, jeg har begået. For man ved jo ikke, at det er fejltagelser, før man har begået dem. Og der ligger en værdi i selve oplevelsen af, at man har taget fejl. Det er med til at forme en.

Hvad tror du på?

Hvis jeg tror på noget, tror jeg på naturen i bredere forstand. Jeg tror på verdens storhed og uudgrundelighed. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi ikke ved alt. Men jeg er glad for den klimatiske bevidsthed, der dukker op på mange fronter nu.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, udover din familie?

Solopgangen. Når man kigger ud over Østersøen, når solen er ved at gå op. Det er det smukkeste, der findes. Og så et glas tør hvidvin.