Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er, at jeg er blevet oldefar. I det hele taget spiller mine 10 børnebørn og to oldebørn en fantastisk rolle i mit nuværende liv. De giver mig så meget kærlighed og glæde. Derudover er det vigtigt, at jeg har været med til at oprette et grønlandsk behandlingssted for alkoholmisbrugere. Det skete, året efter at jeg selv gik i behandling i Danmark for 27 år siden.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Ud over tiden med børnebørn og oldebørn er det, at jeg blev behandlet for mit alkoholmisbrug. Det har givet mig et helt nyt liv. Jeg har ikke længere ”off-dage” efter en lidt for våd fest, men er frisk hele tiden. Samtidig er jeg også glad for, at jeg har været med til at opbygge det moderne Grønland og partiet Siumut (socialdemokratisk parti, red.), der har haft regeringsmagten i lange perioder.
Jeg er glad for, at det er lykkedes at skabe en række grønlandske virksomheder, der fungerer på konkurrencedygtige vilkår, og at jeg var med til at melde Grønland ud af EF i 1985. Men allermest glad er jeg for, at jeg har været med til at oprette behandlingsstedet Qaqiffiit i Grønland, der baserer sig på Minnesota-modellen, for misbrug af alkohol og hash er et stort problem i Grønland, som vi heldigvis er begyndt at tale om.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det har mine forældre. Min far var udstedsbestyrer, og min mor jordemoder, og de var begge uddannet i Danmark. Jeg voksede op i bygden Illorsuit i Nordgrønland. Min far havde en stille og rolig tilgang til livet. Han gik ind for, at man skal huske sine kulturelle rødder. Min mor var den fremadstræbende personlighed, der kæmpede for de ting, hun mente var rigtige. Hun blev også politiker efter min fars død.
Derudover er det min daværende hustru, Dorte, og daværende leder af Minnesota-behandlingen på Frederiksberg, Gizur. Jeg føler en evig taknemmelighed over for de to mennesker, fordi de på hver sin måde tilskyndede mig til at gå i alkoholbehandling.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i politik?
At være politiker er noget, man har i sig. Politik må aldrig blive en sur pligt. Drivkraften skal være, at man har idéer og mål og en begejstring og en vilje i forhold til at finde løsninger på samfundets problemer. Det gør heller ikke noget, at man kigger på andre samfund, så man ikke bliver for navlebeskuende. Jeg kan godt savne, at grønlandske politikere har lidt større udsyn og går på kompromis, så de finder fælles løsninger på samfundets store problemer i stedet for at diskutere uenigheder.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du ønsker?
Efter at jeg er holdt op med at drikke alkohol, er jeg kommet i kontakt med mine følelser, min tro og mine spirituelle værdier. Jeg er blevet et mere helt menneske.
Da jeg drak, skulle der alkohol på bordet for at jeg kunne finde ud af at være glad. Da jeg stoppede, fandt jeg ud af, at mine to mest fremtrædende følelser som alkoholafhængig var ekstrem glæde eller ekstrem vrede. Jeg kendte ikke rigtigt til medfølelse og havde ikke erkendt, at man ikke behøver at være euforisk glad. Man kan godt bare være almindeligt glad. Jeg havde heller ingen fornemmelse for mit helbred. I dag skal jeg ikke have stimulanser for at føle glæde.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min fars død af lungebetændelse den 21. januar 1958 i Illorsuit, da jeg var 11 år. Der var ingen læge, ingen penicillin. Det var minus 30 grader udenfor og mørkt. Min far lå syg, da vi gik i skole. Han var flyttet ned i stuen og blev passet af min mor. Da vi kom hjem fra skole, skulle vi være stille og måtte ikke gå ind til ham. Men netop fordi jeg var så knyttet til ham, gik jeg ind i stuen alligevel og oplevede, at han udåndede. Han blev kun 42 år. Det var en traumatisk oplevelse, som har præget mit liv siden. Jeg plejer at sige, at det var den første atombombe i mit liv. Den anden atombombe kom, da et amerikansk B-52-fly med fire atombomber styrtede ned ved Thule præcis 10 år senere den 21. januar 1968.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det gjorde jeg, da jeg som 24-årig nyuddannet lærer i cowboybukser og træsko stillede op til det meget agtværdige Grønlands Landsråd.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
En af de ting, der ikke rigtigt er lykkedes for mig, er at bevare mine parforhold. Lige så kompromisvillig jeg har været i mit politiske arbejde, lige så lidt kompromisvillig har jeg været i mine parforhold.
Jeg ville også gerne have haft mere tid til mine egne børn, da de var små. Det prøver jeg at råde bod på nu.
Hvad tror du på?
Jeg er troende kristen og tror på, at der er en højere magt. Min trosopfattelse har ikke grænser i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert.
Beskriv en scene fra din barndom?
Som barn hjalp vi fangerne med at skubbe kajakken ud, når de skulle på jagt. Når de kom hjem sidst på eftermiddagen, var vi med til at hive sælen op, og den blev flænset. Vi spiste den rå lever, og kødet blev sat over til kogning. Mens kødet kogte, lyttede vi til, at fangerne fortalte om deres fangstoplevelser. Det var fantastisk. Jeg følte en meget stor tryghed i bygden. Det gjorde jeg også, når jeg besøgte min farmor i Uummannaq, og hun fortalte historier.