Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det mest afgørende er, at min datter har været alvorligt syg, og at jeg for nylig er blevet skilt. Det er ting, der har fyldt langt mere i mit liv end den skøre, akademiske racismesag, jeg også har været involveret i.
Jeg synes selv, jeg er igennem det værste, og jeg er glad for det liv, jeg nu er i gang med at bygge op. Men mit hoved er stadig fyldt med skrupler over de mennesker, jeg har skadet. Der er mange sår, der skal heles; mange relationer, der skal arbejdes med. Og samtidig skal jeg finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg skal. Mit liv er på alle måder blevet kastet op i luften de seneste år.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
For cirka 15 år siden, i midten af 2000’erne, hvor begge børn var små, men samtidig store nok til, at det var rigtig sjovt at være familie. Der tilbragte vi et år i Santa Cruz i Californien, som både var berigende forskningsmæssigt og samtidig enormt givende på det menneskelige plan.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Der er ingen tvivl om, at mine livsledsagersker har formet mig forskelligt i forskellige perioder. Og så mine forældre, selvfølgelig, al den stund, at jeg er enebarn. Og så vil jeg også nævne min forgænger i professoratet i international politik på Københavns Universitet, Ole Karup Pedersen. Ham var jeg dels indholdsmæssigt inspireret af, men han lærte mig også en sund skepsis over for videnskabeligt hovmod og idéen om, at videnskabelig viden nødvendigvis er bedre eller rigtigere end ikke-akademikeres forståelse af tingene.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Mit bedste råd vil være, at man ikke skal lytte til råd fra sådan nogen som mig. Man skal stole på ungdommens kreative og uimponerede puls. Den skal have plads, og jeg synes, universitetssystemet infantiliserer de unge i dag – man er under ”træning” og ”vejledning” længere og længere op i karrieresystemet. Det er farligt, for det er ofte fra den kant, de vilde, frie og ofte gode idéer kommer. Min egen vigtigste forskningsidé blev mejet ned af alle de etablerede typer og lagt på hylden i årevis, indtil den kom ud ved et tilfælde. Og situationen er meget værre i dag.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
For det første min fars død. Et selvmord, da jeg var i midten af 20’erne. Og så min datters sygdom, som hun blev ramt af for nylig, da hun var knap 18. Det var heldigvis en kræftform, som man kan tackle medicinsk, men det betyder ikke desto mindre et tab af ungdom. Og det er et chok for alle. Sidst men ikke mindst findes der en stor sorg knyttet til den skilsmisse, jeg netop har gennemgået, og som på mange måder er gået skævt i forhold til, hvad jeg havde ønsket.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Min såkaldte racismesag, som blev offentligt kendt i maj i år, rummer et element af at træde ud på dybt vand al den stund, at jeg på forhånd vidste, at det – tidsånden taget i betragtning – ville være selvmorderisk at forsøge at forsvare mig over for de beskyldninger, jeg og min teori om sikkerhedsliggørelse (se boks, red.) blev udsat for. Men af principielle grunde kunne jeg ikke lade være. Jeg kunne ikke acceptere, at et seriøst, videnskabeligt tidsskrift trykker artikler, som både rummer en lodret og formentlig bevidst fejludlægning af mine skrifter og samtidig udgør en uansvarlig behandling af kolleger i ren menneskelig forstand. Derfor måtte jeg trække en streg i sandet, selvom jeg udmærket vidste, det var håbløst. Netop som internationalt veletableret og ældre forsker var det mit ansvar at tage den kamp. Og reaktionerne har været præcis så voldsomme som ventet. Hele min forskningskarriere har jeg altid været støttende over for alle former for kritik – også den helt vidtgående – af mit arbejde. Men netop fordi jeg mener, at de her nye strømninger omkring race og køn er ekstremt vigtige, er det afgørende for mig at fastholde, at de selvfølgelig også må kunne kritiseres, når de helt åbenlyst skyder forbi. Desværre er det i dag blevet sådan, at de nye strømninger end ikke må diskuteres; de skal skærmes mod kritik, for angriber du én enkelt ting, så opfattes det, som om at du angriber hele tilgangen. Og det er jo ikke en holdbar måde at reagere på inden for videnskaben. At en ”sag” – nok så god – udelukker faglighed, er i sidste ende ødelæggende for sagen selv. Der er en sær ironi i, at jeg, der har arbejdet for at gøre op med dominans fra amerikanskdominerede teorier på mit felt, selv bliver offer for en ny generation af strømninger, der i høj grad hører hjemme i USA. På den private front er det også noget af et spring at opbygge et nyt liv med en partner med familie og venner i for mig nye lande. For eksempel skal jeg se at få lært fransk.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
På det personlige plan ville jeg have ønsket, at jeg havde magtet at håndtere min skilsmisse bedre. Først og fremmest for min ekshustrus og mine børns skyld, men også for min egen, for jeg har tabt en meget vigtig person i mit liv. Jeg er kommet til at skade mennesker, jeg holder meget af, og som har været en central del af det meste af mit liv. Det er meget tungt.