Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det har været en stor forandring at tage et skridt væk fra et liv som husdramatiker på Det Kongelige Teater, der bragte mig søvnløshed og alt det, der er forbundet med at overproducere mange år i træk. Jeg tror, jeg havde 15 premierer på syv-otte år. Jeg bruger nu den utrolige erfaring i arbejdet med at skrive en roman. Det er et skridt ud på tynd is, hvor mit eneste tilhørsforhold er til min skrivemaskine.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Den spreder sig over de år, hvor jeg har set mine børn vokse op. Det er sikkert et drivende sentimentalt svar. Men det at møde dem som nyfødte, igen som børn og nu som snart voksne. Det er det største, jeg fortsat oplever i mit liv.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Digteren Søren Ulrik Thomsen, som læste mig, da jeg debuterede, og henvendte sig til mig med mere ros end kritik. Senere tog vi billeder til bogen ”København Con Amore”, og i dag er han er en af mine bedste venner. Jeg læner mig op ad hans humoristiske og kloge væsen, når der er allermest brug for det. Jeg vil også nævne tidligere teaterchef på Det Kongelige Teater Michael Christiansen. Jeg er ikke i tvivl om, at han og hans åbenhed over for det, jeg gerne ville, som ikke altid var uden risiko, var en af årsagerne til, at jeg fik så stort et spillerum.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Man må aldrig gøre noget halvt. Det skal være 1000 procent ”all in” hver gang. Iskolde styrtebade og lange løbeture er også godt til at booste energien.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Jeg tænker tilbage på mine 20’ere, som falder sammen med 1990’erne. Der kæmpede jeg med et stofmisbrug, som jeg forbandt med at skrive og være kunstner. Derudover fik jeg en ret slem høreskade til en Bowie-koncert, som betød flere års søvnløshed for mig. Jeg reagerede stærkt på den. Jeg isolerede mig i mange år og sad derhjemme og så værelserne blive mørke, mens solen gik ned.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Da jeg som 18-19 årig var færdig med gymnasiet, og min fars venner tilbød mig højtlønnede jobs på reklamebureauer, og min far havde skaffet mig en plads på et højpandet amerikansk college, hvor jeg kunne have læst litteratur. Jeg rystede på hovedet af det hele og gik ned i Istedgade og begyndte på min første roman. Måske var det mere en form for monomani og selvovervurdering end mod, men jeg synes, det var beslutsomt af den unge mand.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
I en høj arbejdsetik og i en ret stor leksikal viden om kunst. Der er ingen tvivl om, at de har givet mig en masse materiale, som jeg både går til psykolog med, og som jeg også bruger som forfatter og teaterkunstner. Så det er jo en fin balance.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg skulle måske have taget skridtet væk fra Det Kongelige Teater nogle år tidligere. Jeg var igennem en skilsmisse i nullerne, og den kan spores tilbage til en periode, hvor min daværende kone sagde, at jeg skulle til at passe på mig selv og det, vi byggede på. Ugen efter blev jeg udnævnt til husdramatiker. Det fik konsekvenser. Jeg fik et tilbud, som var for godt til at sige nej til, på det forkerte tidspunkt.
Hvad tror du på?
Jeg tror på, at vi som mennesker forstår meget lidt af det, der hele tiden bliver os kommunikeret. Jeg anser os lidt som personer og karakterer i en drøm. Som i en eller anden forstand er deltagere, en form for skygger eller aktører i en virkelighed, vi slet ikke har begreb om. Tiden og dens gådefuldhed og mystik er tydeligvis en dimension, som vi slet ikke har indblik i, og som er den, der føder os og slår os ihjel og skaber hele vores perception og virkelighed. Det kunne man godt se som et springbræt til monoteisme, men så langt går jeg ikke.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?
Den er altså svær. Men at have fået mulighed for at arbejde med de bedste skuespillere, som har levendegjort mine karakterer og allermest morbide fantasier har bragt mig enorm glæde og stolthed.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg er seks eller syv, og min far har taget mig med til premieren på ”Arsenik og gamle kniplinger”. Min mor er med i det og bliver slået ihjel på scenen. Jeg tror, at hun er død og begynder at skrige af fuldstændig rædsel og bliver båret ud af salen i et fuldstændigt panikanfald. Det var virkelig en skræmmende oplevelse, og der er ingen tvivl om, at jeg har arbejdet med det skred mellem virkelighed og ikke virkelighed siden. Det er ikke, fordi jeg aktivt forsøger at traumatisere publikum, men jeg arbejder helt klart med, at det, der sker på scenen, er en overskridelse af virkeligheden. Det er vist klassisk Freud.8