”Jeg håber, at børn også i fremtiden kan finde plads til litteraturen”

Efter 42 år som børnebibliotekar i det københavnske sydhavnskvarter er Susanne Horn langtfra mæt af den børnelitterære verden. Det sværeste ved arbejdet bliver derfor at slippe det, når hun i næste uge pensioneres

Tidligere slæbte læselystne børn ofte stakke af bøger med sig hjem fra biblioteket. Det oplever Susanne Horn, der gennem 42 år har været børnebibliotekar på Sydhavnens Bibliotek, ikke så ofte mere. – Foto: Leif Tuxen.
Tidligere slæbte læselystne børn ofte stakke af bøger med sig hjem fra biblioteket. Det oplever Susanne Horn, der gennem 42 år har været børnebibliotekar på Sydhavnens Bibliotek, ikke så ofte mere. – Foto: Leif Tuxen.

Susanne Horn havde slet ikke fået nok læsestof med på sin sommerhustur. Derfor valgte hun for nu 42 år siden at smutte hjem forbi sin lejlighed på Nørrebro i København for at hente flere bøger. Her blev hun stoppet i opgangen af naboen, der stod for at tømme postkassen, mens hun var bortrejst.

”Der er kommet et brev til dig, Susanne! Og det ser officielt ud,” lød beskeden. I brevet lå en indkaldelse til jobsamtale som børnebibliotekar på Sydhavnens Bibliotek den følgende dag klokken 12.

Det er fire årtier og et helt arbejdsliv siden, at brevet landede i Susanne Horns postkasse. Hun er nu fyldt 65 år, og i næste uge går hun på pension. I den anledning har hun netop ryddet op i sin skrivebordsskuffe. Og dér lå det så. Indkaldelsesbrevet, der skulle vise sig at lede til et 42 år langt arbejdsliv på selvsamme Sydhavnens Bibliotek.

”Det var en gave at få det job. Dengang blev der skudt mange bibliotekarer ud, og derfor hang stillingerne ikke på træerne,” fortæller Susanne Horn og kalder det skæbnen, at hun dengang før mobiltelefonens opfindelse nåede at få naboens besked i tide.

At omgive sig med bøger var dog langtfra fremmed for Susanne Horn. I barndomshjemmet blev hun ofte læst højt for, og da hun selv lærte at tyde bogstaverne, husker hun, hvordan hun ivrigt slugte den ene Flette Mette-bog efter den anden. For hende er der intet, der kan hamle op med litteraturens forunderlige verden, og spørger man hende, hvilke bøger alle børn bør læse, flyder forfatternavnene i en lind og nærmest ustoppelig strøm. Astrid Lindgren er selvskreven og samtidig hendes personlige favorit. Men alle børn bør også læse Ole Lund-Kirkegaard med hans Gummi Tarzan og Orla Frøsnapper, fortsætter hun. Og man kommer altså heller ikke uden om den nyere danske billedbogslitteratur som for eksempel forfatteren Jakob Martin Strid.

Én ting er dog fascinationen af bøgerne, siger Susanne Horn. Noget andet, der har betydet endnu mere for hendes arbejdsglæde, er de biblioteksbrugere i Sydhavnen, som hun nu har fulgt gennem tre generationer. Det sker ikke sjældent, at Susanne Horn møder forældre og sågar bedsteforældre til børn på biblioteket, der husker, hvordan Susanne Horn fandt de spændende bøger frem og introducerede dem til litteraturens verden, da de var børn.

”Jeg elsker den mangfoldighed, der er hér. Beboerne i Sydhavnen er kloge, skøre og skæve folk. Der er overordnet set en accept af, at man er anderledes, og det har altid talt til mig,” siger hun.

Den værdi, som bøgerne har beriget hende med i hendes eget liv, har hun gennem sine 42 år som børnebibliotekar forsøgt at give videre til beboerne i Sydhavnen. Det er nemlig et helt særligt univers, et barn og en voksen kan få sammen, når begge sidder med næserne nede i den samme bog, mener Susanne Horn.

”Det giver en helt særlig intimitet, man ikke får på andre måder. Jeg føler, at mit job går op i en højere enhed, når jeg mærker den helt særlige summen af forældre og bedsteforældre, der læser højt for børnene rundt omkring på biblioteket.”

Selvom Susanne Horns arbejdsplads har været den samme gennem 42 år, så er hendes arbejdsliv langt fra forløbet uden forandringer. Da Susanne Horn begyndte på Sydhavnens Bibliotek, hed det Frederiksholm Bibliotek og lå klos op ad Ellebjergskolen i Københavns sydhavnskvarter. Når klokken ringede ud, strømmede det dengang ind med skoleelever, der på fem minutter kunne få biblioteket til at minde om et fritidshjem. Det var en tid, hvor de læselystne børn slæbte kilovis af lånebøger med sig hjem i skoletasken. Dem er der langt imellem nu, fortæller Susanne Horn.

”Børnene kommer stadig, men de bruger ikke den samme tid på biblioteket, som de gjorde før. Tiden ændrer sig, og det er et andet liv, man lever i dag. Men jeg håber, at børn i fremtiden kan finde plads til litteraturen,” siger hun.

Hvis man som forælder ønsker at få børnene til at læse mere, gælder det om at give glæden ved litteraturen videre ved selv at læse højt for dem. Det skal ikke fremstå som en pligt, men i stedet være en mulighed for ro og fordybelse for børnene, siger Susanne Horn, hvis egne børn og børnebørn i høj grad har videreført læseglæden.

Når det fra på næste tirsdag er slut med dagligt at bevæge sig rundt mellem børn, bedsteforældre og bogreoler på Sydhavnens Bibliotek, er det blandt andet familien, der skal bruges mere tid med. Det sværeste ved arbejdet som børnebibliotekar bliver at slippe det igen, forudser Susanne Horn. Derfor har hun lagt en stor stak bøger klar til at blive læst derhjemme. Forhåbentlig er stakken dog ikke stor nok. For der kan komme rigtig gode ting ud af at mangle læsestof.