Aydin Soei har haft travlt med at tale med journalister i den seneste uge efter skuddrabene i København. For Aydin Soei er formentlig en af de personer i Danmark, der ved mest om, hvad der ligger bag, når især unge med indvandrerbaggrund bliver bandemedlemmer. Aydin Soei har en bachelor i journalistik og en kandidat i sociologi og medborgerskab fra Syddansk Universitet. Han har som journalist arbejdet for Information, Danmarks Radio og været vært på Radio24syv. Han har skrevet bøgerne ”Skyld - historien bag mordet på Antonio Curra” og ”Vrede unge mænd - optøjer og kampen om anerkendelse i et nyt Danmark”, der handler om udviklingen i landets udsatte boligområder fra slutningen af 1990'erne.
”Der er mange af de miljøer, jeg har skrevet om, der er mere rå end det, jeg selv kommer fra, men jeg kan genkende meget af det i min egen historie. Jeg drømte selv om at blive bandemedlem. Vi romantiserede det miljø. Banderne var nogle, der beskyttede lokalmiljøet. Det ville man selvfølgelig gerne være en del af,” siger Aydin Soei.
Hans historie begynder i Iran. Hans forældre er kommunister, og familien må derfor flygte til Sovjetunionen i 1993, da Aydin Soei er et år. Efter et kort ophold i Uzbekistan kommer familien til Danmark. De bliver anvist en lejlighed i et kommunalt boligbyggeri i Avedøre Stationsby. Efter ankomsten til Danmark går det ned ad bakke for faderen, der har svært ved at vænne sig til en ny, lavere status i Danmark og senere bliver alkoholiseret og voldelig.
”Min fars historie er nok en af grundene til, at det ikke lige lå i kortene, at jeg skulle have en uddannelse i første omgang,” siger han.
De første år går det dårligt i skolen for Aydin Soei. Tilgengæld er han god til at slås.
”Jeg blev ikke smidt ud, men det var nok tæt på. Jeg var lidt en af de dumme drenge i klassen. Jeg havde svært ved at læse, og så havde jeg det ad helvede til derhjemme, og så påtog jeg mig i stedet den der bølleidentitet,” siger han.
Moderen forlader faderen, da Aydin Soei er i begyndelsen af teenageårene. De flytter til Gladsaxe, og flytningen bliver afgørende for Aydin. For selvom de i Gladsaxe bor i samme type boligbyggeri som før, bliver Aydin Soei placeret i en folkeskole et par kilometer væk i et pænt middelklassekvarter. Det begynder at gå bedre i skolen, og han bliver indstillet til gymnasiet.
”Jeg havde nok mere forestillet mig, at jeg skulle have et arbejde af en slags. Men jeg havde nogle pletter på straffeattesten for cykeltyverier og den slags og ville alligevel ikke kunne få et job. Derfor virkede gymnasiet som en fin idé,” siger han. Det samme gør det, da han i gymnasiet beslutter sig for at blive journalist og senere starter på universitet. Aydin Soeis historie har ofte fået et velmenende ”mønsterbryder” hæftet på sig. Selv har han et noget anstrengt forhold til netop det ord.
”Jeg hader det ord. Det fastholder et billede, der ikke passer med den statistiske virkelighed. Jeg ser ikke mig selv som en undtagelse, og det er også forkert at sige til andre, især dem, som kommer fra nogle hårdere miljøer, end jeg gør, at de er undtagelser, hvis de klarer sig godt. Sådan er det altså ikke. Man er en undtagelse, hvis man bliver bandemedlem. Nogle teenagedrenge tror nærmest, at det er mere normalt at blive bandemedlem end ingeniør. Vi er nødt til at fortælle dem, at sådan er virkeligheden altså ikke,” siger han. Aydin Soei bor på Nørrebro og har en søn på to år.