Jørgen de Mylius fylder 75: Jeg har aldrig ønsket at hyle som de ulve, jeg var iblandt

Musikken har altid haft en særlig plads i radio- og tv-værternes grand old man Jørgen de Mylius’ liv, og han går stadig glad på arbejde. I dag fylder han 75 år og svarer i den anledning på en række spørgsmål om livet

Fødselaren Jørgen de Mylius har mange titler: tv-vært, radiovært, sangtekstforfatter, forfatter og ikke mindst ridder af Dannebrog. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix.
Fødselaren Jørgen de Mylius har mange titler: tv-vært, radiovært, sangtekstforfatter, forfatter og ikke mindst ridder af Dannebrog. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix.

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg vælger min konfirmation. Dagen hvor jeg bekræftede min tro. Dengang var der frokost for voksne familiemedlemmer og enkelte af mine forældres venner om eftermiddagen. Jeg fik også gaver: et fotoapparat, en ny grammofon, en pibe og tobak – for nu gik jeg jo ind i de voksnes rækker – og en singleplade med Otto Brandenburg. Sangene hed ”What do you want to make those eyes at me for / That’s what you get for falling in love”. Den blev dagens bedste gave. Jeg havde lige opdaget Radio Luxemburg, opdaget den elektriske musik, og nu var jeg ejer af to vidunderlige sange fra min nye unge musikalske verden. Mens de voksne snakkede uden om mig og røg deres cigaretter mellem retterne, stak jeg ad flere omgange af for at være i paradis i tre minutter med en af sangene. Det var der ingen, der opdagede. Otto Brandenburg-pladen blev indgangen til min dybe interesse for rockmusikken, som senere fik mig til at skrive til DR, da de lancerede P3 den 1. januar 1963 uden kendskab til den slags toner . Og 22 dage efter sad jeg selv foran mikrofonen.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Faktisk mange gange. Jeg har aldrig ønsket at hyle som de ulve, jeg var iblandt. Når jeg ikke var enig, har jeg sagt fra. Det har givet mig en del knubs. Første gang professionelt, da jeg som 17-årig i 1963 ikke måtte spille The Beatles’ første LP i radioen, fordi nogle chefer ikke fandt den lødig nok. Jeg købte den så selv og smuglede den ind i DR hver dag og spillede sangene i mine programmer. Det opdagede de gode chefer ikke, men lytterne var glade. Dengang kunne det let have kostet mig mit skønne job på P3.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Både personligt og professionelt tog tingene en drejning i slutningen af 1990’erne. Jeg valgte at tage orlov i et år og rejste til Los Angeles i Californien i USA med hele familien. Her gik jeg på universitetet UCLA og læste medievidenskab samt skrev til danske aviser. Tilbage i Danmark gik det fint igen, blandt andet som vært i Superchancen på DR, men intet var som før. DR havde ikke længere monopol, og vi skulle lige pludselig tage stilling til konkurrenceelementer. Midt i det hele blev jeg skilt og forlod også det faste job i DR. Men pludselig vendte billedet. Jeg fik en ny kæreste, som blev min hustru. Nye børn kom til, og professionelt blev jeg spurgt om hjælp til at starte DR P4. Opbakningen fra befolkningen var enorm, så lytterne strømmede til, og efterspørgslen som DJ rundt i landet var samtidig enorm. Den varme og glæde personligt og fra danskerne professionelt glemmer jeg aldrig.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Trods min fremadskridende alder har jeg kunnet fortsætte et aktivt arbejdsliv sammen med et sprudlende familieliv. Så jeg behøver ikke at se mig selv som pensionist, før jeg eventuelt selv ønsker det.

Hvad tror du på?

Jesu kærlighedsbudskab. Det tror jeg meget på! Og jeg kan godt kan lide de bibelske fortællinger, men jeg ser dem som historier. Den overordnede historie om Jesus tror jeg på, men flere af detaljerne og miraklerne har jeg lidt svært ved at forholde mig til.