”Jeg har altid været på en rejse for at finde frem til det, der var blevet stjålet fra mig”

Skuespilleren Onkel Jack Charles har udbredt viden om Australiens oprindelige befolkning ved at fortælle sin egen historie. I tirsdags døde han af en slagtilfælde som 79-årig

Den australske skuespiller og aboriginer Onkel Jack Charles' liv var fyldt med lidelse. Alligevel spredte han glæde omkring sig.
Den australske skuespiller og aboriginer Onkel Jack Charles' liv var fyldt med lidelse. Alligevel spredte han glæde omkring sig. Foto: Don Arnold/Getty Images.

Jack Charles kom i fængsel 22 gange og havde en barndom med både tvangsfjernelse, drengehjem og plejefamilie bag sig, før han som voksen kom ind i skuespillerfaget og blev kendt som en af landets mest fremtrædende aboriginere. 

“Jack Charles levede et hårdt liv, men mange vil huske ham som glad og kærlig. Han udholdt grusomhed, han kendte til smerte, men han overlevede hver gang og holdt fast i sin medmenneskelighed. Jack Charles opløftede vores nation med sit hjerte, sit geni, sin kreativitet og lidenskab," skriver den australske premierminister, Anthony Albanese, i et mindeord på det sociale medie Twitter.

Jack Charles var aboriginer – en del af den oprindelige befolkning i Australien – og blev født i 1943 i Cummeragunja-reservatet nord for den australske storby Melbourne. Da han var fire måneder gammel, blev han tvangsfjernet fra sin mor og anbragt på et statsejet børnehjem.

Dermed var han endnu et offer for Australiens daværende assimilationspolitik, hvor regeringen tvangsfjernede aboriginals-børn fra deres forældre og anbragte dem på institutioner med udelukkende hvide mennesker. Formålet var at fjerne det oprindelige folks kulturarv.

Fra Jack Charles var to år, og til han var 14 år, boede han på et drengehjem drevet af Frelsens Hær, som lå øst for Melbourne. Her blev han udsat for mobning på grund af sin mørke hudfarve, men også for vold og seksuelle overgreb.

"Det var ikke kun det faktum, at jeg blev misbrugt, som traumatiserede mig. Det var også, fordi de tog min aboriginality fra mig," har Jack Charles tidligere sagt i et interview med den australske nyhedsstation ABC News.

Netop tabet af kultur kom til at præge resten af skuespillerens liv. 

Australiens tidligere premierminister, Kevin Rudd, gav den 13. februar 2008 en officiel undskyldning til den såkaldte “Tabte Generation”.

Som 14-årig kom Jack Charles til at bo i en hvid familie. I hjemmet følte han sig som en “tolereret outsider,” har han tidligere sagt i et interview med ABC News.

Den unge Jack Charles havde på daværende tidspunkt et behov for at lære sin kultur at kende, og derfor begyndte han at opsøge andre aboriginere på Melbournes barer og caféer. Det var et møde, der rørte ham.

“Jeg kunne ikke tro det! Hele mit liv havde jeg været den eneste sorte person, men nu mødte jeg et hav af sorte medmennesker,” sagde han til ABS News. 

Et par år efter blev Jack Charles genforenet med moderen, men har i flere interviews fortalt, at det var vanskeligt at knytte bånd til hende. Først sidste år fandt Jack Charles frem til sin fars identitet, der også havde været ukendt for ham.

“Jeg har altid været på en rejse for at finde frem til det, der var blevet stjålet fra mig. Jeg har grædt i det skjulte, fordi jeg følte mig så fragmenteret,” fortalte han.

Jack Charles endte med at side i fængsel 22 gange i løbet af sit ungdom, blandt andet for tyveri og besiddelse af narkotika.

“Jeg bedøvede smerten og minderne med narkotika,” har han sagt i et interview med den britiske avis The Guardian.

Tiden i fængslet brugte Jack Charles på at spille musik, lave keramik og dygtiggøre sig inden for skuespil. Det var da også skuespillet, som Jack Charles blev mest kendt for.

I 1971 grundlagde han Australiens første aboriginer-teatergruppe og er derfor senere blevet kendt som “grundlæggeren af sort teater”. Frem til sin død medvirkede han i en række populære australske film, flere af dem med fokus på aboriginere.

“Jeg har været en skuespiller, siden jeg var 19 år, og teatret reddede mig. Men jeg mistede også en masse jobs på grund af racisme og tiden i fængslet,” har Jack Charles sagt.

Jack Charles var hele sit liv engageret i at fremme rettigheder for aboriginere. I 2020 skabte han sammen med den populære aboriginer-musiker Archie Roach projektet “Hæv den kriminelle lavalder” for at sætte fokus på overrepræsentationen af aboriginer-børn i de australske fængsler.